LOS: Sænk paraderne i debatten om sociale tilbud

DEBAT: Sociale tilbud skal hverken være en katalysator for profit eller stemmefiskeri. Kan vi blive enige om det, så kan vi sagtens finde en løsning, der sikrer, at både offentlige og ikke offentlige sociale tilbud holder fokus på faglighed og kvalitet, skriver Laust Westtoft.

Af Laust Westtoft
Politisk og strategisk chef, LOS – Landsorganisationen af sociale tilbud

Lige nu sidder nogle af landets mest udsatte børn, unge og voksne og er usikre på, om de har en fremtid i deres sociale tilbud.

Det gør de, fordi vi, politikerne og branchen, mere strides om struktur og love end målet og indholdet. 

Ingen er jo uenige om, at driver man et socialt tilbud, så skal det ikke være fordi, man vil spekulere i at tjene penge. Så er det fordi, man ønsker at gøre en forskel for mennesker i udsatte og sårbare positioner. 

På samme måde kan vi heller ikke være uenige i, at udsatte borgere ikke skal være centrum i et politisk slagsmål om stemmer. Det er fordi, man vil skabe de bedst mulige rammer for de udsattes tilværelse.

Alligevel fyger det frem og tilbage med beskyldninger mod hinanden i debatten.

Ministeren kalder ejere af private sociale tilbud for baroner og kalder børnene for sociale hæveautomater, og vi i LOS mener, at ministeren forhaster lovgivning igennem og bedriver politik på baggrund af enkeltsager i Ekstra Bladet og ideologi. Fronterne er trukket helt op.

Grundlæggende enighed
Men lad os en gang prøve at sænke paraderne. 

For det er sjældent, at gode og konstruktive løsninger opnås gennem beskyldninger og stejle holdninger. Går vi helt ind til kernen i både de forslag, vi i LOS har stillet og ministerens forslag, så er vi langt hen ad vejen enige. 

Vi er enige om, at private ikke skal kunne tage store overskud ud af sociale tilbud. Og vi er enige i, at nogle af de sager, der har været fremme i pressen, har vist, at det kan være på sin plads at se på overskud, og hvordan vi holder snor i, at pengene går til rette dette formål. 

Så tak til socialminister Astrid Krag for at slå det fast.

Men. For der er stadig et men. Skal vi blive enige på dette område, så har vi brug for en lige så klar melding fra ministeren. 

Som fire af vore medlemmer har efterlyst i Altinget, så er der behov for, at det gode arbejde, som de privatejede sociale tilbud udfører hver dag, bliver anerkendt af socialministeren. 

Ligesom ministeren er nødt til at anerkende det faktum, at de økonomiske konstruktioner ikke bare kan ændres til fonds- eller selveje. 

Derfor er vores appel til Astrid Krag: Lad os nu tale om, hvordan vi løser den udfordring, som vi alle kan se og ønsker at løse.

Selvfølgelig skal man ikke kunne tjene store summer på at drive sociale tilbud. Og selvfølgelig skal det ikke være muligt for ejere af sociale tilbud at kanalisere penge uden om tilbuddet og ned i egne lommer. 

Vi har alle ansvaret
Vi har set fusk og svindel i offentlige institutioner, og vi har set eksempler indenfor den private sektor, som ser problematisk ud. 

I LOS har vi givet en række forslag, der lidt forenklet kan koges ned til to punkter:

  • Styrk socialtilsynet. Og bryder nogle reglerne, så skal der gribes ind med politianmeldelse og skattesag.
  • Sæt et loft for, hvad kapitalejere kan budgettere med at trække ud af virksomheder og selskaber per år til forrentning af investeringen. Det kan skrues sammen, så vi opnår et stop for økonomisk spekulation.

Får vi styr på de to forhold, så har vi opnået det, som alle ønsker. Anerkender vi, at alle parter har det samme mål, så er der langt bedre grundlag for en dialog om løsningen. Så lad os holde det fokus i stedet. 

Dygtige ansatte og borgere på landets sociale tilbud har ikke gavn af at være centrum for en konflikt. De har brug for at være centrum i en debat om kvalitet og høj faglighed.

Vi har alle et ansvar for at give dem den tryghed og omsorg i dagligdagen, som de efterspørger.

Forrige artikel Krag og Hækkerup: Social fond skal åbne investorers øjne for sociale projekter Krag og Hækkerup: Social fond skal åbne investorers øjne for sociale projekter Næste artikel Eva Secher: Flere tidlige anbringelser løser intet i sig selv Eva Secher: Flere tidlige anbringelser løser intet i sig selv
Velfærdsoverblikket: Det sker i uge 49

Velfærdsoverblikket: Det sker i uge 49

OVERBLIK: Sundhedsstyrelsen holder temadag om coronasmitte blandt etniske minoriteter, to ministre er indkaldt i samråd om tobaksafgifter, og DI indbyder til webinar med Bjarne Corydon om konsulentbesparelser. Altinget giver dig her overblikket over de vigtigste begivenheder på velfærdsområdet.