Debat

Medicoindustrien: Individuelle løsninger til individuelle behov

DEBAT: Indenfor næsten alle typer hjælpemidler mangler der sammenhæng mellem den regionale sundhedsfaglige vurdering og borgerens behandling i det kommunale system. Det mener Lene Laursen, vicedirektør i Medicoindustrien.

Inden for stort set alle typer af hjælpemidler mangler der sammenhæng mellem den regionale sundhedsfaglige vurdering, og hvad der sidenhen sker, når borgeren behandles i det kommunale system. Det mener Lene Laursen, vicedirektør i Medicoindustrien.
Inden for stort set alle typer af hjælpemidler mangler der sammenhæng mellem den regionale sundhedsfaglige vurdering, og hvad der sidenhen sker, når borgeren behandles i det kommunale system. Det mener Lene Laursen, vicedirektør i Medicoindustrien.
David Laungaard Lose
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lene Laursen
Vicedirektør, Medicoindustrien

"Ét standardiseret hjælpemiddel kan umuligt afhjælpe funktionsnedsættelser for samtlige borgere med behov for det pågældende hjælpemiddel" og "Lad os derfor sikre, at en revision af serviceloven bringer servicen tættere på borgeren gennem kommunal udlevering af hjælpemidler - og sørge for, at hjælpemidler først og fremmest bidrager til at sikre hverdagen for vores borgere bedst og billigst, som det tydeligt står i loven, frem for billigst og bedst".

Sådan skriver Tina Nør Langager, formand for Ergoterapeutforeningen i et debatindlæg i Altinget forleden.

Medicoindustrien kunne ikke være mere enig, og vi anbefaler, at man i revisionen af serviceloven værner om kravet om en konkret, individuel vurdering af den enkelte borgers behov.

Medicoindustrien opfordrer til, at man i de nye hjælpemiddelbestemmelser fastholder fokus på en konkret og individuel vurdering, og at man i stedet for en ensidig fokus på stykprisen af et hjælpemiddel, indtager en mere helhedsorienteret tilgang.

Lene Laursen
Vicedirektør, Medicoindustrien

Vi repræsenterer leverandører, der producerer og forhandler en bred skare af hjælpemidler, fortrinsvis inden for engangshjælpemidler som inkontinens- og stomiprodukter, strips til blodsukkermåling, kompressionsstrømper til lymfødem-patienter mv.

Vi oplever i dag store forskelle på, hvordan kommunerne forvalter servicelovens hjælpemiddelbestemmelser.

Sammenhængen mangler
Særligt på et punkt ser vi en kedelig trend: Inden for stort set alle typer af hjælpemidler mangler der sammenhæng mellem den regionale sundhedsfaglige vurdering af borgerens behov for et hjælpemiddel, og hvad der sidenhen sker, når borgeren i det kommunale system skal have en bevilling på et hjælpemiddel.

Lad mig give et eksempel: En erhvervsaktiv kvinde i 40’erne er efter behandling for kræft i den situation, at hun mangler lymfekirtler og derfor ophober der sig væske i hendes krop. Hun har behov for særlig kompression i form af et specialiseret hjælpemiddel.

I regionen dræneres hun, og den sundhedsfaglige ekspertise anbefaler et bestemt hjælpemiddel, der passer netop til hendes situation. Kommunens sagsbehandler udsteder den pågældende borger med et standardhjælpemiddel, og altså ikke det, som hun har fået anbefalet i regionen.

I løbet af få dage efter overgangen til det af kommunen bevilgede hjælpemiddel hæver kvindens ben til dobbelt størrelse, og hun må sygemeldes. Herefter følger en tur tilbage til regionen, for at blive dræneret.

Efterfølgende kæmper hun med kommunen om at få det for hende bedst egnede hjælpemiddel, der reelt kan forhindre, at hun hæver op og har smerter og ikke kan passe sit arbejde.

En lose/lose situation
Eksemplet er hentet fra den virkelige verden, hvor samme borger er kommunalt ansat skolelærer. Det understreger, at der er behov for en individuel tilgang, hvor kommunen medtænker alle udgifter i vurderingen af, hvad der er ’bedst egnet og billigst’ og ikke kun stykprisen på hjælpemidlet.

I eksemplet overstiger udgiften til sygedagpenge, manglende arbejdsindsats og vikarudgifter langt den merværdi, det reelt kompenserende hjælpemiddel evt. måtte koste.

Sagen er på ingen måde enestående. Kommunernes økonomi er trængt. Visitering og udlevering af hjælpemidler er et område, som ofte varetages af sagsbehandlere uden den fornødne sundhedsfaglige viden.

I eksemplet ovenfor, bliver det regionens kasse, som må holde for og genbehandle borgeren, mens kommunen selv må udbetale sygedagpenge til den syge skolelærer. En lose/lose situation for begge offentlige sektorer – og allermest for borgeren.

Medicoindustrien opfordrer til, at man i de nye hjælpemiddelbestemmelser fastholder fokus på en konkret og individuel vurdering, og at man i stedet for en ensidig fokus på stykprisen af et hjælpemiddel, indtager en mere helhedsorienteret tilgang. Det vil oftest være billigst for kommunen i det lange løb, som eksemplet ovenfor tydeligt viser.

Dokumentation

Fra 14. april og en måned frem sætter Socialdebatten fokus på serviceloven.

Følg debatten her.

Debatten på Altinget har til formål at fokusere og styrke den fagpolitiske debat i Danmark. Løbende inviterer Altingets fagportaler derfor eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for forskellige områder.

Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til [email protected].


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00