Middelklassens forventninger er ved at æde velfærdssamfundet op

Det danske velfærdssamfund er i krise. Uligheden er voksende, og borgernes rettigheder og pligter må gentænkes, hvis velfærdsmodellen skal hænge sammen. Så klare er budskaberne fra flertallet af de kommunale velfærdschefer i en helt dugfrisk undersøgelse, som Tænketanken Mandag Morgen har lavet for foreningen af Kommunale Velfærdschefer til deres årsmøde i denne uge.  

Og de ved jo om nogen, hvordan tilstanden for vores velfærd ser ud på indersiden. 154 af landets velfærdschefer med ansvar for blandt andet sundhed, socialområdet og beskæftigelsesområdet har besvaret undersøgelsen. 

Når velfærdscheferne bliver spurgt om, hvad der presser systemet mest, svarer de manglende arbejdskraft og stadig flere borgere med komplekse problemer og diagnoser. Og spørger man dem, hvad der er den største ledelsesudfordring, så nævner de fleste forventningsafstemningen med borgerne i forhold til den service, som kommunerne kan og skal levere.  

Frisættelse af kommunerne, tror de fleste af velfærdscheferne, kan bidrage til at styrke velfærden, mens langt færre tror, at frisatte institutioner og borgere vil have samme resultater. 

Analysen er rå læsning for velfærdsromantikere, der drømmer om, at vi med øget råderum og masser af milliarder af kroner i statskassen kan tillade os at skrue ned for arbejdstiden, øge velfærdsomkostningerne, sænke skatterne og nyde godt af en mindre stressende tilværelse.

Sagen er jo nu, at vi ikke har penge nok til solidariteten med de svageste, når de andre spiser hele kagen.

Lisbeth Knudsen

Det regnestykke går bare ikke op. Hvis vi arbejder mindre, skrumper råderummet eller bliver helt væk. Og sænker vi skatterne, er det ikke længere sikkert, at det giver folk lyst til at arbejde mere. Vi har efter corona-pandemien fået et andet prioriteringsforhold ind i vores liv. 

Vi er måske allerede på vej væk fra de højt besungne universelle velfærdsrettigheder, når 2,7 millioner danskere har tegnet en privat sundhedsforsikring, fordi de ikke tror på at kunne få den rigtige behandling hurtigt nok i det offentlige sundhedsvæsen.  

Måske er vi på vej væk fra det universelle danske fællesskab og drømmen om det homogene samfund uden den store forskel på rig og fattig, når flere vælger individuelle tilkøbsordninger til hjemmeplejen, når flere vælger private skoler eller private plejecentre. 

Velfærdsidealet bygger jo på en idé om at have et stærkt og solidarisk sikkerhedsnet spændt ud under de svageste i samfundet. Men vi er måske, som professor Nina Smith sagde det meget tankevækkende på de Kommunale Velfærdschefers årsmøde, nået dertil, at de 90 procent af befolkningen "æder velfærdssamfundet op, mens der ikke bliver meget tilbage til de sidste ti procent". 

At tage velfærdsgoder fra middelklassen er en udfordrende opgave, som de færreste politikere på Christiansborg eller i regeringen måtte have lyst til at kaste sig ud i. Men sagen er jo nu, at vi ikke har penge nok til solidariteten med de svageste, når de andre spiser hele kagen. Så er vi ikke i gang med at redde C-holdet.  

Kommunerne er nu på tætteste hold i gang med at skære i middelklassens forventninger til de offentlige velfærdsleverancer. Ja, faktisk er de mange steder også i gang med at skære i ældreplejen til de svageste. Og ude fra kommunerne råbes der på hjælp fra Folketinget og regeringen. Og her er det, at kommunikationen går helt galt.  

Vi befinder os i en tillidskrise mellem Christiansborg og kommunerne, og man skal ikke grave ret dybt i kommuneland for at finde frem til den – stort set uden skelen til partifarven på borgmesteren og flertallet i byrådet.