Mødrehjælpen: Regeringens tankegang er gammeldags

Af Mads Roke Clausen
Direktør i Mødrehjælpen

Charlotte er på kontanthjælp og enlig mor til tre. Hverdagen er ikke nem. Charlotte vender hver en kr. for at få økonomien til at hænge sammen, så hendes to drenge kan gå til fodbold og datteren til dans med veninderne. For det elsker de.

Allerhelst vil hun gerne have et arbejde, men fordi hun lider af angst, kan hun ikke at tage et job på almindelige vilkår.

Regeringens bebudede kontanthjælpsloft vil betyde, at familien får 3.500 kr. mindre hver måned. Det er mange penge i et stramt budget og vil først og fremmest få betydning for børnenes trivsel. Der vil ikke længere være råd til, at drengene kan gå til fodbold, og datteren må droppe dansetimerne, for der skal mad på bordet. Oven i det afskaffer regeringen Charlottes ret til ferie, så familien heller ikke kan holde ferie sammen i skolernes sommerferie.

Børnene kommer til at lide betydelige afsavn. Alt sammen for, at Charlotte har nok incitament til tage et job. Havde Charlotte til gengæld ikke haft nogen børn, ville hendes kontanthjælp forblive uændret. Kontanthjælpsloftet straffer børnelivet urimeligt.

Gammeldags tankegang
Hos Mødrehjælpen forstår vi godt, at regeringen vil have flere ud på arbejdsmarkedet. Det er et samfundsmæssigt problem, at mange står udenfor. Det er også et problem for den enkelte person. Vores erfaring er, at kontanthjælpsmodtagere gerne vil have et job. Det giver selvværd og styrker dem i at være gode rollemodeller for deres børn.

Det sidste, vi har brug for, er at straffe børnene for at få forældrene i job. Vi må se på, hvordan vi faktisk hjælper forældrene i arbejde.

Mads Roke Clausen
Direktør i Mødrehjælpen

Det er gammeldags af regeringen at tro, at man kan spare sig ud af problemerne. Regeringen forsøger at ryge folk ud af deres huler for at få dem i arbejde ved at straffe dem økonomisk med et ”moderne” kontanthjælpsloft. For nogle vil det have en effekt, men kontanthjælpsmodtagere er ikke en homogen masse. Mange på kontanthjælp har forskellige udfordringer, der forhindrer dem i at tage et normalt arbejde.

Som Charlotte kan de have en psykisk lidelse, et fysisk handicap eller et misbrug. Det er naivt af regeringen at tro, at systemet kan have én løsning for alle. Vi er nødt til at se på det enkelte menneske og arbejde hele vejen rundt om deres situation, så de kan blive klar til arbejdsmarkedet. Her kan socialøkonomiske virksomheder være en løsning at kigge i retning af.

Bybi er et eksempel på en dansk socialøkonomisk virksomhed, der har succes med at skabe arbejde for socialt udsatte grupper i samfundet som langtidsledige og hjemløse. Ved at uddanne dem i biavl, honningproduktion og salg af produkter er de med til at skabe en indkomst og et meningsfuldt arbejde for en gruppe mennesker, der ellers ikke ville være plads til på arbejdsmarkedet.

Socialøkonomiske virksomheder kan være med til gradvist at hjælpe mennesker i job ved at udvikle deres kompetencer. Ved at skabe markeder for socialøkonomiske virksomheder, kan vi være med til at skabe job til udsatte grupper. Det gavner samfundet og skaber værdighed hos den enkelte at kunne være med til at forsørge sig selv og sin familie.

Udviklingen har stået stille
Desværre har udviklingen blandt socialøkonomiske virksomheder i Danmark stået stille i lang tid. Ser vi bare på den Socialøkonomiske Årspris, går de samme nominerede igen år efter år. Regeringen burde kigge mod Sverige, hvor de har succes med en national handlingsplan for socialøkonomiske virksomheder med et overordnet beskæftigelsesperspektiv. Eller mod Storbritannien, der har mere end 60.000 socialøkonomiske virksomheder. Danmark har knap 300.

Der er behov for nytænkning. Der er behov for en strukturændring ved f.eks. at øge brugen af offentlige udbud med sociale klausuler. Ved at forbedre forholdene for og investere i socialøkonomiske virksomheder kan vi komme et stykke ad vejen og gradvist hjælpe en gruppe af kontanthjælpsmodtagerne ind på arbejdsmarkedet. Vi skal væk fra en støtte-tænkning og i stedet skabe markeder for socialøkonomiske virksomheder.

Det sidste, vi har brug for, er at straffe børnene for at få forældrene i job. Vi må se på, hvordan vi faktisk hjælper forældrene i arbejde. Det skal gøres ved at se på det enkelte menneske og arbejde hele vejen rundt om vedkommendes situation. Det er på tide, regeringen indser, at kontanthjælpsmodtagere ikke er ens. Og i stedet for at spare sig ud af problemerne ved at straffe børnene ser på løsningsmodeller, der skaber værdi for samfundet, familien og det enkelte menneske. Det vil være en ”moderne” løsning.