Muskelsvindfonden: Hjælperordning er under massivt pres

Af Lisbeth Koed Doktor
Formand for Muskelsvindfonden

En af de mest succesrige kompensationsordninger for mennesker med fysiske handicap er hjælperordningen, den såkaldte Borgerstyret Personlig Assistance (BPA).

Med en BPA-ordning kan mennesker med handicap fastholde eller opbygge et selvstændigt liv, for BPA-ordningen er sat i verden for at sikre et aktivt liv og ikke blot, at borgeren overlever.

Med en BPA kan den enkelte selv ansætte et team af hjælpere og selv planlægge hjælpernes arbejdsopgaver inden for den ramme, som er bevilliget af kommunen. Det giver stor fleksibilitet, hvilket netop er afgørende i en hverdag med arbejde eller uddannelse, fritidsaktiviteter, børn og meget andet.

Kommuner forsøger at fejlvurdere
Men de seneste seks-syv år har flere af landets kommuner sat hjælperordningen under massivt pres.

En lang række verserende sager ikke blot i Muskelsvindfonden, men også i andre handicaporganisationer, viser, dels hvordan flere kommuner ihærdigt forsøger at fejlvurdere den enkeltes behov for hjælp, så vedkommende ikke kan få en BPA-ordning, dels hvordan de forsøger at beskære antallet af timer i en eksisterende ordning eller helt at fratage den enkelte sin BPA-ordning.

Opgørelser fra Ankestyrelsen dokumenterer, at kommunerne træffer fejlagtige afgørelser og til tider begår ulovligheder.

Lisbeth Koed Doktor
Formand for Muskelsvindsfonden

Det lugter langt væk af spareøvelser, og selv om nogle kun opfatter BPA-ordningerne som en udgift for kommunen, er ordningen også vejen til uddannelse, job og et aktivt fritidsliv.

Fejl og ulovligheder
Opgørelser fra Ankestyrelsen dokumenterer, at kommunerne laver fejlagtige afgørelser og til tider begår ulovligheder. Tal fra 2015 til 2017 viser, at der i cirka 40 procent af alle BPA-sager er så graverende fejl, at afgørelsen bliver ændret eller hjemvist til ny behandling i kommunen. Det er i disse mange sager, der ses ulovligheder.

Derudover er antallet af borgere, der anker en kommunal afgørelse om BPA, steget kraftigt de senere år. I 2017 var det over ti procent af samtlige borgere med en BPA-ordning, der havde en sag til behandling i Ankestyrelsen.

Jeg kan ikke komme i tanker om nogen anden lovgivning, hvor ti procent af samtlige brugere har deres sag i ankestyrelsen inden for et år. Det er altså uhørt store tal, på trods af at de fleste har uændret funktionsniveau, og deres ordninger derfor burde køre uændret videre.

Ingen konsekvenser for kommunen
Det har ingen konsekvenser for kommunerne at bevæge sig på kanten af loven eller begå ulovligheder. Anderledes er det for de mennesker, som er afhængige af hjælpen.

For bag hvert sagsforløb og hver anke gemmer der sig et menneske, hvis hverdag går i stykker. Og ingen ønsker at have hjælpere rendende i hjemmet eller på jobbet, hvis de ikke har brug for det.

Samtidig skal vi huske på, at tallene fra Ankestyrelsen kun afspejler de sager, hvor den enkelte har haft overskuddet til at gøre indsigelser over kommunens afgørelse.

De ofte lange sagsbehandlingstider på op til et år, de mange komplicerede paragraffer og vejen gennem systemet får nogle til at give op undervejs.

I Muskelsvindfonden oplever vi en stigning i antallet af mennesker, som har brug for hjælp fra vores handicappolitiske konsulenter, fordi deres sager er groteske, men også komplicerede.

Der er brug for politisk handling
Der er masser af gode intentioner fra flere politiske partiers side, når det gælder om at få mennesker med handicap i job. I 2018 vedtog de fleste af Folketingets partier en aftale, der skal sikre, at flere med handicap får mulighed for at blive en del af arbejdsmarkedet.

Satspuljepartierne har ligeledes prioriteret en ekstra indsats til mennesker med handicap, som kan arbejde. Men der er ikke kun behov for indsatser for at få mennesker med handicap i job. Der er også behov for, at politikerne sætter en stopper for kommunernes ulovligheder på BPA-området.

Heldigvis har flere politikere taget kikkerten væk fra det blinde øje og set problemerne: Torsdag 17. januar 2019 er der åbent samråd i Folketingets Socialudvalg om problemstillingerne på BPA-området.

Kommunerne bør lytte mere
Først og fremmest mener jeg, at kommunerne trænger til at få genopfrisket formålet med BPA-ordningen, så de atter begynder at lytte til den enkelte, de pårørende og sundhedspersonalet i vurderingen af behovet for hjælp.

Spørgsmålet er dog også, om politikerne finder det menneskeligt, at flere borgere gennem længere tid sidder hen i det uvisse, fordi der ikke er tidsfrist for kommunens sagsbehandling, når der bliver søgt om en BPA-ordning.

Eller om det er rimeligt, at de kommuner, som gang på gang laver fejl i deres afgørelser om BPA, intet risikerer ved at fortsætte deres ulovlige praksis.