Debat

Organisationer til Folketinget: Socialpsykiatrien har brug for nødhjælp

Regeringen har netop udskudt en 10-årsplan for psykiatrien, men problemerne på området vokser sig større og kræver akut hjælp, skriver Benny Andersen og Mads Engholm.

Antallet af mennesker med psykisk sygdom stiger, og indlæggelsestiden i psykiatrien falder, og det har fatale konsekvenser, skriver Benny Andersen og Mads Engholm. 
Antallet af mennesker med psykisk sygdom stiger, og indlæggelsestiden i psykiatrien falder, og det har fatale konsekvenser, skriver Benny Andersen og Mads Engholm. Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Benny Andersen
Mads Engholm
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det findes ingen pæn omskrivning af, hvordan virkeligheden er mange steder i socialpsykiatrien anno 2021.

Mennesker med psykiske sygdomme får ganske enkelt ikke den hjælp, de har brug for. Socialpsykiatrien er overbelastet og mangelfuld.

Det har alvorlige og meget konkrete konsekvenser for mennesker med psykisk sygdom, deres pårørende og for de fagfolk, der er ansat på området.

Hver femte, som bliver udskrevet fra en psykiatrisk afdeling, bliver indlagt igen inden for en måned, og antallet af tvangsindlæggelser med håndjern og blå blink er næsten fordoblet på ti år.

Samtidig er vold og trusler blevet en del af hverdagen på mange psykiatriske bosteder – med seks medarbejdere, der har mistet livet siden 2012 som de tydeligste og mest tragiske eksempler.

Bedre og mere støtte
Det er problemer, som skal løses nu.

Vi kan ikke vente på den 10-årsplan for psykiatrien, som regeringen netop har udskudt endnu en gang. Derfor har vi en kraftig appel til Folketinget: Giv socialpsykiatrien nødhjælp. 

Fokuser på den støtte, der gives ude i kommunerne. Sørg for bedre hjælp, derude hvor livet leves.

Benny Andersen og Mads Enholm
Hhv. formand for Socialpædagogerne og Bedre Psykiatri

Fokuser på den støtte, der gives ude i kommunerne. Sørg for bedre hjælp, derude hvor livet leves.

Og sørg for, at kommunerne kan ansætte flere medarbejdere med de rette fagligheder, som kan hjælpe mennesker med psykisk sygdom i hverdagen – og hjælpe dem med at komme tilbage på arbejdsmarkedet, få en uddannelse, få regninger betalt, være bindeled til lægen og kontakt til venner og netværk.

Sørg for, kommunerne ansætter vejledere, der kan hjælpe og støtte de pårørende – og for at der er steder, mennesker med psykiske sygdomme kan gå hen og få hjælp, når angsten, ensomheden eller sygdommen begynder at tage over.

Individuelle og målrettede tilbud
Mennesker med psykiske sygdomme skal ganske enkelt have bedre og mere støtte i hverdagen, et sted at gå hen og bedre bosteder. Behovet er enormt.

For antallet af mennesker med psykisk sygdom stiger, og indlæggelsestiden i psykiatrien falder, og det har fatale konsekvenser for de tusinder mennesker med psykiske lidelser og pårørende, som er helt afhængige af kommunens hjælp.

Derfor efterlyser vi akut nødhjælp til området og langt flere individuelle og målrettede tilbud.

For ved at styrke kvaliteten og fagligheden på det socialpsykiatriske område kan vi ganske enkelt give mennesker med psykiske sygdomme bedre og mere værdige liv.

Og dét må være meningen med at have et velfærdssamfund.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00