Otte hjemløseorganisationer: Psykiatriplanen må ikke glemme dem uden hjem

1. Skab samspil med hjemløsereformen 

Først og fremmest anbefaler vi, at psykiatriplanen spiller nøje sammen med hjemløsereformen, som blev vedtaget i foråret. 

Paradoksalt nok, da de er nogle af dem i vores samfund, der har det allersværest. Som har størst behov for en velfungerende psykiatri.

Ole Abildgaard Mikkelsen, Jeanette Bauer, m.fl. (se afsendere i boks)

Reformen sætter Housing First-metoden i centrum, herunder støtte i eget hjem. Støtten bør også omfatte hjælp til psykisk sygdom. Det kræver psykiatrikompetencer blandt bostøttemedarbejderne og brobygning til psykiatrien. Og det kræver, at den længerevarende bostøtte bliver prioriteret økonomisk. 

Derudover oplever vi, at psykiatrisk behandling i dag ofte bliver sat på pause under herbergsophold. Blandt andet på grund af uklarhed om udredning og behandling, når det kommer til det kommunale ansvar.  

Psykiatriplanen bør sikre en tydelig placering af ansvaret for hjælpen til hjemløse med psykisk sygdom.  

2. Mere opsøgende arbejde 

I psykiatriplanen er fokus primært på det, som sker "inden for psykiatrien".  

Problemet er bare, at mange mennesker i hjemløshed med psykiske vanskeligheder befinder sig langt fra psykiatrien. De lever på gaden og modtager i dag ingen behandling.  

Hvis de skal nyde godt af løftet af psykiatrien, kræver det, at det opsøgende arbejde styrkes - i byerne og på landet. Desuden bør det sikres, at frontlinjemedarbejderne har den rette viden om kompleksiteten i krydsfeltet mellem psykisk sygdom og hjemløshed.  

3. Styrk tilgængelighed og socialfaglighed i psykiatrien 

Et paradoks i vores sundhedssystem er, at de mennesker med størst behov for hjælp ofte har sværest ved at få den. Lever man et liv med hjemløshed, rusmiddelproblemer og psykisk sygdom, kan det være svært at få hjælp i psykiatrien. Øllerne er ikke velkomne, ej heller er hunden – og nogle gange kan adfærd og fremtoning være en barriere. 

Vores ønske er, at psykiatriplanen medvirker til, at psykiatrien bliver mere rummelig.  

Lever man et liv med hjemløshed, rusmiddelproblemer og psykisk sygdom, kan det være svært at få hjælp i psykiatrien. Øllerne er ikke velkomne, ej heller er hunden.

Ole Abildgaard Mikkelsen, Jeanette Bauer, m.fl. (se afsendere i boks)

En del af det handler om at styrke de udsatte-kompetencer, der i dag er en mangelvare i psykiatrien. Derudover skal det sikres, at mennesker med komplekse problemer ikke skal forholde sig til et hav at forskellige hjælpeinstanser og personer.  

Endelig er det vigtigt, at der sikres tilbud til mennesker, som af forskellige grunde ikke kan være en del af den etablerede psykiatri. 

4. Skab grobund for nye fællesskaber 

I vores arbejde ser vi ofte, at jo bedre et menneske har det socialt, jo mindre risiko er der for indlæggelse. Derfor kan det socialfaglige og det psykiatrifaglige ikke adskilles. 

I de sidste år er en del væresteder desværre blevet sparet væk, nedlagt og sammenlagt. Det giver mennesker i hjemløshed færre frirum.  

Den udvikling bør vendes, så mennesker i hjemløshed kan være en del af aktive og meningsfulde fællesskaber. Også når de er så heldige at få et hjem, de kan kalde deres eget. 

5. Øg fokus på dobbeltdiagnoser 

Udfordringerne for mennesker, der lever med både hjemløshed og psykisk sygdom, tilføjes ekstra kompleksitet, når der også er rusmiddelproblemer inde i billedet. Her er systemerne dårlige til at arbejde sammen.  

Ikke sjældent bliver det hjemløse menneske mødt med enten et nej til udredning og behandling i psykiatrien på grund af rusmiddelproblemer – eller mødt med et nej til rusmiddelbehandling på grund af psykisk sygdom. 

Psykiatriplanen bør sikre, at behandling for rusmidler og psykisk sygdom bliver koordineret og kan ske på samme tid. For selvfølgelig skal man kunne blive udredt, selvom man bruger rusmidler. 

Brug civilsamfundet 

Psykiatriplanen bruger ikke mange linjer på at folde civilsamfundets bidrag ud. Det er ærgerligt. For vi står klar til at tage ansvar. Til at bidrage til en genstart af psykiatrien. Og til at bygge bro både til og fra de mange professionelle, værdibårne tilbud for mennesker i hjemløshed, som vi står bag.

Vi bryster os af et Danmark med et stærkt sikkerhedsnet. Hvor vi er frie, rige og lige. Men sådan er det ikke i den rå virkelighed.

Ole Abildgaard Mikkelsen, Jeanette Bauer, m.fl. (se afsendere i boks)

Som hjemløs med psykisk sygdom er det afgørende, at man får støtte fra mennesker, man har tillid til, og som kan hjælpe med at bygge bro til et system, man ofte har begrænset tillid til. Netop det kan vi i civilsamfundet. Fordi vi er en fast del af folks hverdag. Og fordi vi ikke kommer med en myndighedskasket på.

10-årsplanen for psykiatrien er uden tvivl et stort skridt mod en bedre psykiatri. Men den må ikke glemme de mennesker, der har allermest brug for den. 

Vi bryster os af et Danmark med et stærkt sikkerhedsnet. Hvor vi er frie, rige og lige. Men sådan er det ikke i den rå virkelighed. Her falder de allermest sårbare mennesker i vores samfund gennem maskerne til en barsk tilværelse.  

Alle mennesker i vores land er lige meget værd. Og vi skal passe ekstra godt på dem, der lever udsatte liv. Vi må ikke efterlade samfundets mest skrøbelige mennesker på perronen. Igen.  

Det har de ikke fortjent, og det kan vi som samfund ikke være bekendt.