Ulykkespatientforeningen: Her er vores anbefalinger til at styrke retssikkerheden på handicapområdet

Der er ingen grund til at sætte barren lavt, når vi taler om retssikkerhed på handicapområdet. Vi både må og skal have ambitioner på området, for hver dag kommer sårbare og skrøbelige mennesker i klemme i det sociale system ude i kommunerne.

Ikke fordi politikerne eller medarbejderne i kommunerne ønsker at genere mennesker med handicap, men fordi systemet på nuværende tidspunkt ikke fungerer som det skal.

Socialministeriet, Danske Handicaporganisationer, Kommunernes Landsforening og Dansk Socialrådgiverforening er gået sammen om et partnerskab om tillid og retssikkerhed på handicapområdet, et samarbejde der efter planen skal munde ud i et charter med gode forslag til at styrke retssikkerheden. 

Der skal etableres en digital platform, som gør det muligt for borgeren nemt at få overblik over sin sag og tilknyttede dokumenter.

Janus Tarp
Formand for UlykkesPatientForeningen

Det er godt, men er det ambitiøst nok?

Vi har brug for, at der sker noget nu, for mennesker med handicap er under et alvorligt pres. Udfordringerne er velkendte og har været tydeligt forklaret og demonstreret, senest ved Folketingets høring i efteråret 2020 om retssikkerheden på handicapområdet. 

Hvis ikke man kommer i gang nu, kan det nye samarbejde risikere også at ende som en syltekrukke.

Konkrete udfordringer
Omgørelsesprocenten i Ankestyrelsen har i 2019 været stigende, og tallene for 2020 ser desværre heller ikke alt for opmuntrende ud. 

På Nordfyn blev for eksempel 70 procent af sagerne omgjort af Ankestyrelsen i tredje kvartal 2020. Det er en høj fejlmargin, og Nordfyn er desværre næppe et enkeltstående tilfælde. Tallene afspejler, at der konstant er mennesker, der kommer i klemme og ikke få den hjælp, de har brug for.

Nogle af fejlene kan tilskrives strukturelle udfordringer i forhold til manglende finansiering, og nogle kan tilskrives den måde, der arbejdes med mennesker med handicap på og ikke mindst, at lovgivningen er yderst kompleks, hvilket også kan føre til fejl.

Vores medlemmer oplever for eksempel manglende indflydelse på den tildelte hjælp, lang sagsbehandlingsproces og mange forskellige sagsbehandlere i samme sag samt dårlig kommunikation. Hver fjerde af vores medlemmer har oplevet, at hjælpen er så forsinket, at det volder praktiske problemer.

Institut for Menneskerettigheder har tidligere påpeget, at der er behov for at forbedre retssikkerheden for personer med handicap i den kommunale sagsbehandling.

Ud over den høje omgørelsesprocent fremhæver instituttet også kommunernes manglende overholdelse af klagesystemets afgørelser som problematisk, så der er vist ingen tvivl om, at udfordringerne er veldokumenterede og kræver handling.

Bedre og mere åben sagsbehandling
Jeg anbefaler, at det nye partnerskab allerede nu kommer i arbejdstøjet, så der ligger konkrete lovforslag og regler klar til sommerferien, ellers kan der være en fare for, at chartret kommer for sent og bliver endnu en syltekrukke. 

Hvis først vi skal have det nye retssikkerhedscharter præsenteret til efteråret, og der herefter skal være en politisk drøftelse og fremsættes lovforslag, så kan det meget vel ende med at blive i sommeren 2022, at der måske kommer ændringer, altså om halvandet år.

Det er lang tid at vente, når vi ved, at der er mennesker, der dagligt kommer i klemme.

I stedet for snak og gode ord om velkendte problemer, anbefaler jeg, at politikerne og mine kolleger i Danske Handicaporganisationer med flere kigger på følgende konkrete forslag:

• Kommunerne bør ikke have økonomisk fordel af at trække en afgørelse i langdrag eller at træffe afgørelser, som er på kanten af det tilladte. Borgere bør kompenseres økonomisk i de tilfælde, hvor det sker.
• Kommunerne bør være forpligtede til at søge ekstern viden om ramtes muligheder og behov, hvis de ikke har tilstrækkeligt kendskab, for eksempel hos handicaporganisationerne.
• Der bør være krav om, at kommunerne dokumenterer, at de handler og handler hurtigt på klagesystemets afgørelser.
• Der skal være frister for, hvor længe en kommune må bruge på at behandle en sag.
• Kommunerne bør have en centralt placeret, uvildig borgerrådgiver. Der er som et forsøg ved at blive udmøntet en pulje, som kommunerne kan søge, hvis de ønsker at ansætte en borgerrådgiver. Puljen er dog her i starten af marts endnu ikke blevet udmøntet, og puljen er langt fra stor nok til, at alle landets kommuner får mulighed for at ansætte en borgerrådgiver.
• Der skal etableres en digital platform, som gør det muligt for borgeren nemt at få overblik over sin sag og tilknyttede dokumenter. På den måde kommer der mere åbenhed ind i sagsbehandlingen, og borgeren er sikker på, at de nødvendige papirer bliver inddraget.