Psykolog: Psykiatrien skriger på fundamentale forandringer – og nu giver WHO et reelt bud på en løsning

Ifølge rapporten har det overdrevet store fokus på lægefaglighed i vestlig psykiatri medført en skævvridning, hvor forståelsen af det psykisklidende menneskes kvaler og funktionsniveau reduceres til patologi iboende i individet.

Denne individualisering hæmmer muligheden for at yde helhedsorienterede indsatser, den sætter andre indflydelsesrige kontekster i parentes, og den risikerer at fastholde den midlertidigt psykisk lidende person i en kronisk sygdomsforståelse, der på lang sigt kan medføre mere invalidering, ikke mindre.

Uvilligheden til at lytte til og engagere med systemisk kritik har desværre præget psykiatridebat herhjemme også

Jonas Vennike Ditlevsen
Psykolog og stifter af projekt KUBA

Uvillige til at lytte til kritik

Rapporten har ikke overraskende vækket international opsigt. Den blev taget godt imod af landsrepræsentanter i FN’s menneskerettighedsråd. Men reaktionerne fra psykiatrien rundt omkring i verden har været udpræget negative. 

Den danske antropolog og forsker Jeppe Oute har sammen med sin kollega Susan McPherson analyseret reaktioner på WHO’s rapport fra psykiateres og psykiatriorganisationers side, og i nærlæsning af det psykiatriske systems responser bliver det tydeligt, at der er ringe intention om at tage rapporten til efterretning.

I stedet sås der tvivl om WHO’s udsendingshabilitet og kompetence, og der henvises til psykiatriens enerådige ret til at behandle det, som psykiatrien definerer som psykisk sygdom. 

Uvilligheden til at lytte til og engagere med systemisk kritik har desværre præget psykiatridebat herhjemme også, hvor systemkritikere i reglen ikke får svar på selve kritikken, men i stedet afvises med en blanding af udenomtale eller personangreb, hvilket også har været min oplevelse, de fleste gange mine debatindlæg og kronikker har fået svar fra psykiatrisk side. 

WHO åbner for kvalificeret samtale

Det, som WHO’s rapport åbner op for, er forhåbentlig en kvalificeret samtale på højere niveau om, hvor vidt det faktisk er flere læger, sengepladser og terapisamtaler, som kommer til at løse psykiatriens problemer.

Tiårsplanen for psykiatrien, som jeg tidligere har kritiseret, er et bud på at opbudgettere den samme indsats, som vi yder i dag. I stedet bør vi måske tænke, at der kan være en anden måde at løfte opgaven på. 

Der er to veje at gå: Enten skal vi forsøge at forandre psykiatrien, eller også skal vi afprøve noget ganske andet under etisk forsvarlige og veludtænkte forhold

Jonas Vennike Ditlevsen
Psykolog og stifter af projekt KUBA

Der er to veje at gå: Enten skal vi forsøge at forandre psykiatrien, eller også skal vi afprøve noget ganske andet under etisk forsvarlige og veludtænkte forhold.

Alt imens psykiatrien nu engang er det system, vi har, kan vi ikke bare nedlægge det. Det ville strande alt for mange mennesker.

Derfor bør vi prioritere midler til afprøvningen af hjælpesystemer ved psykisk lidelse, som ligger helt uden for psykiatrisk kultur og logik. Det vil potentielt både kunne vise vejen frem til et bedre system, eller som minimum informere bedre praksisser ind i det psykiatriske system. 

Alternativer fra Vestlapland og Leeds

Det er absolut muligt at pege på alternativer ude i verden, som igennem en udviklingsproces ville kunne tilpasses det danske samfund.

To mulige steder – ud af mange – at se hen kunne være til Vestlapland og Åben Dialog, hvis netværksbaserede tilgang viser bedre resultater end klassisk psykiatri, eller psykiatrialternativer i form af brugerdrevede organisationer som for eksempel Leeds Survivor Led Crisis Service, hvor det engelske samfund ifølge en rapport fra 2018 får syv til tolv pund igen per pund, der investeres. 

Åben Dialog og LSLCS er kun to steder ud af flere i verden, som vi kunne modellere et dansk psykiatrialternativ efter. 

Vi mangler ikke inspiration og information. Det, vi mangler, er politisk vilje til at afprøve tilgange, som ikke følger den psykiatriske sygdomsmodel for psykisk lidelse

Jonas Vennike Ditlevsen
Psykolog og stifter af projekt KUBA

Vi mangler ikke inspiration og information. Det, vi mangler, er politisk vilje til at afprøve tilgange, som ikke følger den psykiatriske sygdomsmodel for psykisk lidelse.

Den lægefagligt styrede og diagnosticerende psykiatri er ikke den eneste mulige model for et system, der hjælper personer, der rammes af alvorlig psykisk lidelse. Og nu har vi altså WHO’s ord for, at det psykiatriske systems tilgang i sig selv skaber en lang række problemer som følge af sygeliggørelsen af individers psykiske lidelse. 

Psykiatriens videnskabelige og effektmæssige problemer nødvendiggør fundamentale forandringer.

Og når vi samtidig faktisk har tilgange at blive inspireret af ude i verden, som fremviser bedre resultater end traditionel, lægefagligt domineret psykiatri, så er tiden altså moden til at spørge os selv:

Hvorfor egentlig ikke udvikle og afprøve et mere humanistisk, menneskerettighedsinformeret, kontekstbaseret alternativ til den lægefaglige psykiatri?