Psykolog til psykiatriprofessor: Du taler udenom for at maskere, at du ikke kan modbevise systemkritikken

Poul Videbechs forsvar for psykiatrien savner relevant faglighed og saglighed, og hans indlæg tegner på alle måder et billede af en hierarkisk forarget psykiatriping, skriver psykolog Jonas Vennike Ditlevsen.

Medicinalindustrien og psykiatriens interesser er i dag sammenfiltrerede i en grad, hvor diagnosemanualer vanskeligt kan skelnes fra salgskataloger, skriver Jonas Vennike Ditlevsen.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Jonas Vennike Ditlevsen

Psykolog, Delfipsykologerne

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Altinget bragte 2. juni et debatindlæg fra min hånd, der argumenterede for at droppe den psykiatriske tiårsplan.

Tiårsplanen vil i sidste ende medføre mere og større psykiatri, hvilket betyder en gentagelse af mange af de samme fejl og fejlslutninger, der har ført til, at et voksende antal danskere med psykiatriske diagnoser og psykofarmaka ender på førtidspension, dør tidligere end resten af befolkningen og generelt har flere odds imod sig grundet psykiatriens misforståede tilgang til psykisk lidelse.

Modsvaret kom 9. juni fra ingen anden end psykiatriens fremmeste fortaler, Poul Videbech. Desværre udeblev relevant faglighed og saglighed i Videbechs modsvar, der på alle måder tegner et billede af en hierarkisk forarget psykiatriping. Tænk at myren vover kritik af dronningen.

Videbech tager kritik personligt

Allerede fem sætninger inde går det dog galt for Videbech: Jeg har aldrig påstået, at psykiske reaktioner skal behandles med psykoterapi.

Det er finurligt, at mine motiver betvivles af en mand, hvis forskningsenhed har modtaget millioner fra Lundbeckfonden
Jonas Vennike Ditlevsen
Psykolog

Det, jeg argumenterer for, er, at psykisk lidelse bedre forstås som reaktioner på kontekster end som lægefaglige syndromer, hvis biologiske og biokemiske årsag vi aldrig har fundet.

Psykiske reaktioners udtryk moduleres – som jeg skriver i mit debatindlæg – af gener, biologi og biokemi, men forstås bedst som meningsfulde reaktioner, ikke som lægefaglige sygdomme.

Det betyder ikke, at alle psykiske reaktioner kan bedres med terapi. Det betyder, at psykisk lidelse bedst anskues med et tværfagligt, kontekstuelt blik, hvor lægefagligheden blot er ét perspektiv af flere.

Det påstår Videbech, at psykiatrien allerede gør. Men sandheden er, at den psykiatriske bio-psyko-sociale model reelt er en sygdoms-sygdoms-sygdoms-model, fordi den er låst fast på biologiske aspekter af sygdom, psykologiske aspekter af at have psykisk sygdom, og betydningen af psykisk sygdom for socialisering. Modellen står og falder med, om det lægefaglige sygdomsbegreb for psykiske lidelser er solidt og hjælpsomt, hvilket der er ringe videnskabelig og praksismæssig grund til at tro, at det er.

Denne myre vover at foreslå, at læger og lægefagligheden måske ikke er egnede til at besidde den ophøjede position, som det psykiatriske system skænker dem, og Videbech tager tydeligvis min kritik personligt.

Læs også

Psykiater til psykolog: Du graver dig ned i en tonedøv, gammeldags skyttegravskrig

Debat

Misforståede økonomiske incitamenter

Videbech hævder, at jeg enten er for dum til at forstå, at jeg tager fejl, eller at jeg er motiveret af beregnende griskhed. Javist, jeg har fået nogle klienter ved at skrive, som jeg gør. Det har alle været klienter, der har haft brug for at bearbejde retraumatisering forårsaget af psykiatriens behandlingsmæssige skyggesider. Personer, for hvem grundlæggende psykiatrikritik ikke er en akademisk øvelse, men dødelig alvor.

I det hele taget er medicinalindustriens og psykiatriens interesser i dag sammenfiltrerede i en grad, hvor diagnosemanualer vanskeligt kan skelnes fra salgskataloger
Jonas Vennike Ditlevsen
Psykolog

Jeg kan komme i tanke om tusind andre måder, der ville være nemmere, mere behagelige og mere indbringende at brande mig på end via psykiatrikritik og psykisk førstehjælp til psykiatripatienter, der efterlades mere skadede end før de søgte hjælp.

Det er finurligt, at mine motiver betvivles af en mand, hvis forskningsenhed har modtaget millioner fra Lundbeckfonden. Jeg mindes ikke, at nogen har sendt mig store checks for at kunne forfine arbejdet med erklæret nondiagnostiske tilgange til psykisk lidelse.

Videbech er ubetinget den af mig og ham, der har spundet mest guld på sin position i psykiatridebatten og i kraft af sit embede, der utvivlsomt kommer med en markant bedre løn end mit.

Psykiatrien og medicinalindustrien er sammenfiltret

I det hele taget – og uafhængigt af Videbech selv – er medicinalindustriens og psykiatriens interesser i dag sammenfiltrerede i en grad, hvor diagnosemanualer vanskeligt kan skelnes fra salgskataloger.

Dette er i sig selv tilstrækkelig begrundelse for at ønske et brud med det psykiatriske system, og et paradigmeskift væk fra lægedominansen ville have den lykkelige sideeffekt at føre til bedre forskning, fordi båndet mellem medicinalindustri og forskning ville blive kappet ved navlestrengen.

Videbech nyder magtpositioner, rigdom og status her i verden, som jeg aldrig har kendt. Jeg er myren, der vover at kritisere systemet. Videbech sidder på tuens top og forsøger at knuse enhver modstand med sin enorme, titelbårne etos, pseudopatos og logos, der udelukkende tjener til at aflede læseren fra den observation, at manden taler uden om for at maskere, at han ikke kan tilbagevise den grundlæggende systemkritik.

Videbechs modsvar er i sin mangel på substans en kærkommen støtte til det, jeg ønsker at opnå: Etableringen og afprøvningen af et statsfinansieret alternativ til psykiatrien, hvor alle fagligheder sidestilles, netværk og kommune inddrages fra start til slut, og hvor den lidende tages alvorligt i øjenhøjde som et helt menneske med naturlige reaktioner på et liv, der gør og har gjort alt for ondt.

Politik har aldrig været vigtigere