Råd for psykisk sårbare: Vi spilder formentlig mange kræfter på beskæftigelsesindsatser

Af Søren Carøe
Formand for Rådet for Psykisk Sårbare på Arbejdsmarkedet

Det er ikke nyt, at der efterlyses dokumentation for effekten af beskæftigelsesindsatser. Det har været på dagsordenen i en lang årrække.

Det underlige er, at der fortsat bevilges store beløb til at finansiere initiativer, som har til formål at hjælpe mennesker med forskellige udfordringer – svage skolekundskaber, sociale problemer, fysiske eller psykiske handicap – i uddannelse eller arbejde, uden rimelig sikkerhed for, at effekten er langtidsholdbar.

I sommerens løb er der kommet nye eksempler på stort anlagte og velmente initiativer, som skriver sig ind i en lang tradition for at tale værdien af dem op uden nogen dokumentation for, at mirakelkuren har den ønskede effekt.

I nogle tilfælde henvises til en evaluering, der hyppigt er foretaget af et konsulentfirma, som næppe kan anses for at være objektivt, og som hovedsageligt bygger på begejstrede tilkendegivelser fra deltagerne eller arrangørerne.

Det er OK at være positiv, men udtalelserne afspejler højst, at de direkte involverede har haft en god oplevelse. Det er også fint, at der er tale om eksperimenter med klare formål, men det er mindre heldigt, at det faglige belæg for effekten mangler.

En del publikationer indeholder illustrerende ”solstrålehistorier”, der benyttes som en slags dokumentation for virkningen af en indsats. De forveksler imidlertid en tilsyneladende effekt, som snarere afspejler en personlig oplevelse, med dokumenterede effekter.

Søren Carøe
Formand i Rådet for Psykisk Sårbare på Arbejdsmarkedet

Vanskeligt at afgøre, hvad der virker
Mange evalueringer forstår desuden kun ”effekt” som et tal: Er flere eller færre ledige kommet i arbejde?

En sådan forståelse forklarer imidlertid ikke, hvad der er den reelle årsag til en konstateret beskæftigelsesmæssig effekt. Lavere ledighed kan have flere årsager ud over en beskæftigelsesindsats, for eksempel konjunkturerne. Der mangler med andre ord en forklaring på kausaliteten.

Et helt særligt problem er altså, at evalueringerne sjældent forholder sig til, om en person, der tidligere har været ledig i måske mange år, er tilfreds med sit arbejde og er i stand til at beholde det.

Der udgives hvert år et betydeligt antal publikationer, som drejer sig om forskellige sider af forholdet mellem mennesker med handicap og arbejdsmarkedet. Det er imidlertid mindre klart, hvad der er kommet ud af de mange undersøgelser og rapporter.

En del indeholder illustrerende ”solstrålehistorier”, der benyttes som en slags dokumentation for virkningen af en indsats. De forveksler imidlertid en tilsyneladende effekt, som snarere afspejler en personlig oplevelse, med dokumenterede effekter, der forudsætter såvel systematisk som forskningsbaseret dokumentation baseret på eksempelvis randomiserede, kontrollerede forsøg, meta-reviews og lignende.

Konsekvensen er, at det er vanskeligt at afgøre, hvad der virker, og hvad der ikke virker, uanset om der er tale om en social intervention eller en beskæftigelsesmæssig indsats.

Kortlægning af beskæftigelsesindsatser
Vi har derfor i Rådet for Psykisk Sårbare på Arbejdsmarkedet taget initiativ til med økonomisk støtte fra Lundbeckfonden at kortlægge, hvilke beskæftigelsesindsatser der virker på handicapområdet, hvordan de virker og under hvilke betingelser.

Kortlægningen baseres på mere end 500 arbejdspapirer, artikler, evaluerings-, forsknings- og konsulentrapporter samt reviews med mere i perioden 2004-2014.

Resultatet er nedslående: Blot 28 studier fordelt på seks hovedmålgrupper (ledige generelt, langtidsledige, udsatte ledige, sygemeldte, psykisk sårbare og mennesker med udviklingshandicap) levede op til udvælgelseskriterierne.

Konklusionen er, at det ikke kan siges med sikkerhed, om den ene eller den anden beskæftigelsesindsats fører til, at en ledig kommer nærmere arbejdsmarkedet eller får et job. Psykosociale udfordringer gør det ikke nemmere. Det samme gælder med hensyn til at fastholde en beskæftiget, der får psykiske problemer.

En ikke overraskende observation er, at indsatser, der udspiller sig i tilknytning til en virksomhed, har størst sandsynlighed for at medføre ansættelse på ordinære eller støttede vilkår.

Det bør der gøres
Det stigende finansielle og demografiske pres på velfærdsydelserne øger behovet for evidensbaseret forskning, der lægger vægt på at belyse effekten af en indsats frem for dens formål.

En anden måde at udtrykke det på er, at nytteværdien af forskning i sociale og beskæftigelsesmæssige problemstillinger afhænger af:

• I hvilken grad forskningen er i stand til at afdække omkostningseffektiviteten ved en given indsats, altså forholdet mellem effekten af denne indsats og omkostningen ved at opnå den. Det centrale spørgsmål er, om indsatsen virker.
• Om den anbefalede indsats er den bedste måde at bruge midlerne på. Det er således vigtigt at kunne dokumentere omkostningseffektiviteten ved hjælp af en økonomisk evaluering.

Set ud fra en praktikers synsvinkel må det være en ambition, at forskningen kan give svar på to spørgsmål om en social eller beskæftigelsesrettet indsats:

1. Virker den?

2. Er det den bedste prioritering og dermed også den mest optimale måde at bruge midlerne på?

Mange initiativer gennemføres uden at give svar på de to spørgsmål, hvilket kan forklare, hvorfor resultaterne sjældent får langvarig praktisk betydning.

På den måde kan der være tale om skønne spildte kræfter og et stort samfundsøkonomisk og menneskeligt spild.