Råd for psykisk sårbare: Vi spilder formentlig mange kræfter på beskæftigelsesindsatser

DEBAT: Hvert år bliver der taget mange initiativer for at hjælpe mennesker med forskellige udfordringer i arbejde. Det er imidlertid uklart, hvor ofte det lykkes, og hvad det er, der gør forskellen mellem succes og fiasko, skriver Søren Carøe, formand for Rådet for Psykisk Sårbare på Arbejdsmarkedet.

Af Søren Carøe
Formand for Rådet for Psykisk Sårbare på Arbejdsmarkedet

Det er ikke nyt, at der efterlyses dokumentation for effekten af beskæftigelsesindsatser. Det har været på dagsordenen i en lang årrække.

Det underlige er, at der fortsat bevilges store beløb til at finansiere initiativer, som har til formål at hjælpe mennesker med forskellige udfordringer – svage skolekundskaber, sociale problemer, fysiske eller psykiske handicap – i uddannelse eller arbejde, uden rimelig sikkerhed for, at effekten er langtidsholdbar.

I sommerens løb er der kommet nye eksempler på stort anlagte og velmente initiativer, som skriver sig ind i en lang tradition for at tale værdien af dem op uden nogen dokumentation for, at mirakelkuren har den ønskede effekt.

I nogle tilfælde henvises til en evaluering, der hyppigt er foretaget af et konsulentfirma, som næppe kan anses for at være objektivt, og som hovedsageligt bygger på begejstrede tilkendegivelser fra deltagerne eller arrangørerne.

Det er OK at være positiv, men udtalelserne afspejler højst, at de direkte involverede har haft en god oplevelse. Det er også fint, at der er tale om eksperimenter med klare formål, men det er mindre heldigt, at det faglige belæg for effekten mangler.

Vanskeligt at afgøre, hvad der virker
Mange evalueringer forstår desuden kun ”effekt” som et tal: Er flere eller færre ledige kommet i arbejde?

En sådan forståelse forklarer imidlertid ikke, hvad der er den reelle årsag til en konstateret beskæftigelsesmæssig effekt. Lavere ledighed kan have flere årsager ud over en beskæftigelsesindsats, for eksempel konjunkturerne. Der mangler med andre ord en forklaring på kausaliteten.

Et helt særligt problem er altså, at evalueringerne sjældent forholder sig til, om en person, der tidligere har været ledig i måske mange år, er tilfreds med sit arbejde og er i stand til at beholde det.

Der udgives hvert år et betydeligt antal publikationer, som drejer sig om forskellige sider af forholdet mellem mennesker med handicap og arbejdsmarkedet. Det er imidlertid mindre klart, hvad der er kommet ud af de mange undersøgelser og rapporter.

En del indeholder illustrerende ”solstrålehistorier”, der benyttes som en slags dokumentation for virkningen af en indsats. De forveksler imidlertid en tilsyneladende effekt, som snarere afspejler en personlig oplevelse, med dokumenterede effekter, der forudsætter såvel systematisk som forskningsbaseret dokumentation baseret på eksempelvis randomiserede, kontrollerede forsøg, meta-reviews og lignende.

Konsekvensen er, at det er vanskeligt at afgøre, hvad der virker, og hvad der ikke virker, uanset om der er tale om en social intervention eller en beskæftigelsesmæssig indsats.

Kortlægning af beskæftigelsesindsatser
Vi har derfor i Rådet for Psykisk Sårbare på Arbejdsmarkedet taget initiativ til med økonomisk støtte fra Lundbeckfonden at kortlægge, hvilke beskæftigelsesindsatser der virker på handicapområdet, hvordan de virker og under hvilke betingelser.

Kortlægningen baseres på mere end 500 arbejdspapirer, artikler, evaluerings-, forsknings- og konsulentrapporter samt reviews med mere i perioden 2004-2014.

Resultatet er nedslående: Blot 28 studier fordelt på seks hovedmålgrupper (ledige generelt, langtidsledige, udsatte ledige, sygemeldte, psykisk sårbare og mennesker med udviklingshandicap) levede op til udvælgelseskriterierne.

Konklusionen er, at det ikke kan siges med sikkerhed, om den ene eller den anden beskæftigelsesindsats fører til, at en ledig kommer nærmere arbejdsmarkedet eller får et job. Psykosociale udfordringer gør det ikke nemmere. Det samme gælder med hensyn til at fastholde en beskæftiget, der får psykiske problemer.

En ikke overraskende observation er, at indsatser, der udspiller sig i tilknytning til en virksomhed, har størst sandsynlighed for at medføre ansættelse på ordinære eller støttede vilkår.

Det bør der gøres
Det stigende finansielle og demografiske pres på velfærdsydelserne øger behovet for evidensbaseret forskning, der lægger vægt på at belyse effekten af en indsats frem for dens formål.

En anden måde at udtrykke det på er, at nytteværdien af forskning i sociale og beskæftigelsesmæssige problemstillinger afhænger af:

  • I hvilken grad forskningen er i stand til at afdække omkostningseffektiviteten ved en given indsats, altså forholdet mellem effekten af denne indsats og omkostningen ved at opnå den. Det centrale spørgsmål er, om indsatsen virker.
  • Om den anbefalede indsats er den bedste måde at bruge midlerne på. Det er således vigtigt at kunne dokumentere omkostningseffektiviteten ved hjælp af en økonomisk evaluering.

Set ud fra en praktikers synsvinkel må det være en ambition, at forskningen kan give svar på to spørgsmål om en social eller beskæftigelsesrettet indsats:

1. Virker den?

2. Er det den bedste prioritering og dermed også den mest optimale måde at bruge midlerne på?

Mange initiativer gennemføres uden at give svar på de to spørgsmål, hvilket kan forklare, hvorfor resultaterne sjældent får langvarig praktisk betydning.

På den måde kan der være tale om skønne spildte kræfter og et stort samfundsøkonomisk og menneskeligt spild.

Forrige artikel V-borgmester: Nu går det fremad på førtidspensions-området i København V-borgmester: Nu går det fremad på førtidspensions-området i København Næste artikel LEV: Højskolerne bliver lukket land for mennesker med handicap LEV: Højskolerne bliver lukket land for mennesker med handicap
  • Anmeld

    Lisbeth Riisager Henriksen · Cand.mag. og forfatter

    Det er en ideologisk begrundet systemfejl

    Ja, i dag bruger beskæftigelsessystemet alene mange milliarder kroner årligt på meningsløse og potentielt helbredsskadelige aktiviteter, som kun gavner konsulentindustrien. Sundhedssystemet bruger ligeledes mange midler på at rette op på beskæftigelsessystemets skader og på at skrive attester, som man ikke læser i beskæftigelsessystemet. Det er på alle måder meningsløst.

    Der er alt for mange eksempler på, at man forsøger at udvikle arbejdsevne hos dokumenteret svært syge borgere, at der alene fokuseres på en hypotetisk restfunktion, og at disse menneskers helbredstilstand forværres yderligere alene som følge af sagsbehandlingen.

    Der findes utallige vidnesbyrd fra de mennesker, det drejer sig om. Vidnesbyrd om, at politikken i bedste fald er meningsløs, men i værste fald direkte nedbryder folk i systemet, så de kommer længere væk fra arbejdsmarkedet, frem for tættere på. Fagfolk taler om et jobcentersyndrom som udtryk for den nedbrydning, mennesker gennemgår af at være hensat i mange udsigtsløse år i et system med meningsløse aktiviteter og manglende lydhørhed over for de konkrete problemstillinger, som den enkelte borger har med sygdom eller funktionsnedsættelser.

    Når de faglige skøn fra patientens egne læger ikke vægtes så højt eller direkte ignoreres i vurderingen af borgeres sager, så taber disse borgere sikkerheden for at blive behandlet værdigt og retfærdigt af samfundet, det vil sige sikkerheden for, at der bliver taget tilstrækkelige hensyn til deres helbredsproblemer og de hermed relaterede omstændigheder, som påvirker funktionsevnen. Presset på det lægelige skøn og presset på patientens rettigheder og retssikkerhed er to sider af samme sag.

    Det er uretfærdigt og uværdigt at behandle mennesker med kroniske sygdomsproblemer eller andre varige fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser med samme alen som folk, der alene har ledighedsproblemer. Og det er kontraproduktivt og nedbrydende for dem at gennemgå beskæftigelsespolitiske foranstaltninger, der trodser lægelige vurderinger om, at for eksempel et ressourceforløb er kontraindiceret og kan være helbredsskadeligt.

    Hvorfor fører vores politikere så alligevel denne politik, hvor for eksempel mennesker med helbredsmæssige eller sociale problemer bliver behandlet under beskæftigelsespolitik frem for under social- eller sundhedspolitikken? Og hvorfor bruger vores regering og vores kommuner gladeligt mange milliarder kroner på "indsatser", som er meningsløse og direkte skader folk?

    Jeg kan ikke finde andre svar, end at det skyldes ideologi. Det er en ideologisk begrundet systemfejl, at syge mennesker med dokumentation for svært nedsat funktionsevne skal have deres forsørgelsessager behandlet i kommunale jobcentre.

    Det er ideologi, der betinger, at man tager arbejdsevnebrillerne på, før det er afklaret, om patientens helbredstilstand kan retfærdiggøre det, eller endog på trods af, at det allerede er afklaret, at patientens helbredstilstand netop ikke retfærdiggør det. Det er ideologi, der betinger, at man afviser at tage bestik af, hvad brugerne selv siger, og hvad fagfolk med viden derom kan fortælle.

    Man VIL simpelthen ikke ændre systemet - for den aktuelle politiske hensigt med systemet er IKKE at hjælpe mennesker i job, men at signalere over for den raske, i forvejen arbejdende, befolkning, hvilke ydmygelser og lidelser samfundet pålægger den, der ikke kan leve op til det herskende ideal om, at "det skal kunne betale sig at arbejde". Denne nye "Arbeit macht frei"-politik er ideologi og interesserer sig slet ikke for evidens.

    Derfor kan fagfolk bidrage med al den evidens, de kan komme med, og syge mennesker i meningsløse ressourceforløb eller nyttejob kan berette om meningsløshed fra nu af og mange år frem. Man vil ikke lytte til dem hos de partier, som tegner konsensuspolitikken. Og beskæftigelsesindustrien har kronede dage.

  • Anmeld

    Lisbeth Riisager Henriksen · Cand.mag. og forfatter

    Syge skal ud af beskæftigelsespolitikken

    På den baggrund har jeg, sammen med otte andre borgere, stillet et borgerforslag om, at den offentlige sagsbehandling og sociale sikring af borgere med dokumenteret sygdom og deraf følgende nedsat funktionsniveau skal flyttes over i social- og sundhedspolitikkens ressort.

    Sagsbehandlingen skal anerkende dem som værende syge og respektere deres helbredsmæssige begrænsninger, herunder tage værdige hensyn til deres helbredsproblemer og andre hermed relaterede omstændigheder, som påvirker funktionsevnen.

    Forslaget kan støttes her:

    https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-00638