S: Fattigdomsydelserne er ikke løsningen
DEBAT: Vejen ud på arbejsmarkedet for indvandrere er ikke så ligetil, som mange fremstiller det. Det er ikke nok blot at sænke fattigdomsydelserne. Vi skal stille krav. Det skriver Lennart Damsbo-Andersen (S), arbejdsmarkedsordfører.
David Laungaard Lose
Marketing AnalystAf Lennart Damsbo-Andersen (S)
Arbejdsmarkedsordfører
Det har været meget interessant at følge debatten her på Altinget om, hvordan vi bedst får udlændinge ud på arbejdsmarkedet. Fra konkrete forslag om jobbørser til viden om syriske flygtninges kompetenceniveau. Fra behov for en større indsats fra civilsamfundet til en større indsats fra de danske virksomheder. Og så er der den danske folkeskoles rolle i integrationen! Der er kommet rigtig mange gode ting på bordet – det, synes jeg, er værd at kvittere for.
Det er ikke ligetil
For mig er der ingen tvivl om, at netop deltagelse på arbejdsmarkedet er helt centralt. Det er hér, man lærer sproget. Det er hér, man får et arbejdsfællesskab i Danmark, som rækker ud over de mennesker fra ens nærområde, der taler samme sprog og har samme kultur. Det er hér, man får selvværd og kommer i selvforsørgelse. Med andre ord bør det altid være et udgangspunkt i vores integrationsindsats, at udlændinge, idet omfang de kan, kommer ud på det danske arbejdsmarked hurtigere.
Når det er sagt, så får vi en flad diskussion, hvis vejen ud på arbejdsmarkedet for indvandrere fremstilles som ligetil. Vi narrer os selv og hinanden, hvis vi køber den præmis, at man kan sikre bedre deltagelse på arbejdsmarkedet – og dermed en bedre integration – bare ved at skrue på ét enkelt håndtag. Det kræver en anden og bedre indsats fra både virksomheder, politikere, civilsamfund og naturligvis også fra den enkelte udlænding. Vi skal stille krav, vi skal give muligheder, og vi skal ikke mindst følge op på indsatsen.
Mød denne måneds debatpanel her.
Socialdebatten på Altinget: social har til formål at fokusere og styrke den socialpolitiske og socialfaglige debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget: social eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for det sociale område.
Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til [email protected].
Og med ovenstående mener jeg naturligvis, at det, vi ikke skal gøre, er udelukkende at tænke i forringelse af overførselsindkomsterne for denne gruppe. Det er en ensporet tankegang, som vi desværre har set igen og igen i debatten, og som da også gennemsyrer både Martin Henriksens (DF) og Charlotte Dyremoses (K) indlæg i denne debatrække.
Kære venner: Vi har prøvet fattigdomsydelserne. De virkede ikke. Hvorfor i alverden skulle vi gå tilbage til en fuser? Især, når der er tale om fuser, der medførte stigende ulighed og social marginalisering.
Fattigdom er gift for integrationen. Løsningen er at stille krav.
Lennart Damsbo-Andersen (S)
Arbejdsmarkedsordfører
Store sociale konsekvenser
Ifølge tal fra Eurostat fra september 2011, var Danmark i perioden 2001 – 2009 det vesteuropæiske land, der havde haft den næststørste stigning i ulighed – kun Island havde oplevet en større vækst i uligheden i samme periode. CASA offentliggjorde i 2006 undersøgelsen Flygtninge på starthjælp, der peger på meget store sociale konsekvenser for især børnefamilier.
Samme konklusion kom Ejrnæs m.fl. til i 2010, da de udgav en forskningsartikel her på Altinget med den sigende titel ”Lave ydelser har store konsekvenser for børnefamilier”. Deres undersøgelse viste blandt andet, at hele 41 pct. af familier på starthjælp eller introduktionsydelsen havde undladt at købe tøj eller fodtøj til deres børn. Til sammenligning gjaldt det på undersøgelsestidspunktet kun for 2 pct. af dem, der var beskæftigede eller på dagpenge.
Og så er vi slet ikke nået til Rockwoll-fondens studie fra 2009, hvor det blandt andet hed: ”…specielt for enlige flygtninge er ydelsen så lav, at det ligner gammeldags fattigdom, hvor det kræver ekstrem viljestyrke blot at bo og spise sundhedsmæssigt forsvarligt, hvis det overhovedet er muligt. For parrene med børn er der tale om relativ fattigdom, hvor der lige præcis er råd til at bo og spise, men altså ikke til noget som helst andet.”
Læg dertil, at beskæftigelseseffekterne af ydelserne var meget begrænsede, for ikke at sige ikke-eksisterende.
Løsningen er derfor ikke fattigdomsydelserne. Heller ikke i ”moderne” form, som nogle borgerlige gerne kalder det, hvad end det betyder. Fattigdom er gift for integrationen. Løsningen er at stille krav. Både til udlændinge, politikere, virksomheder, uddannelsesinstitutioner, jobcentre, kommuner, civilsamfund og så videre. Vi skal stille krav til hinanden om, at vi vil have en bedre integration, og at den først og fremmest skal tage udgangspunkt i en højere deltagelse på arbejdsmarkedet.
Tak for debatten.