S: Socialpolitik er en del af fremtiden for EU

Af Ole Christensen (S)
Medlem af Europa-Parlamentet

Hvilken vej skal EU? Det store spørgsmål forsøgte EU-Kommissionen at svare på tidligere i år, da de udgav den såkaldte Hvidbog med forskellige og meget overordnede scenarier for, hvordan det europæiske samarbejde skal se ud.

I forrige uge fulgte Kommissionen op på Hvidbogen med et socialt refleksionspapir, der beskriver tre forskellige scenarier for det sociale Europa. For selvom Europa er førende i verdenen på en lang række af forskellige parametre for livskvalitet, er der store sociale udfordringer og problemer i EU.

Ud af EU’s knap halve milliard indbyggere vurderes næsten en fjerdel at være i risiko for fattigdom eller social udstødelse. Befolkningen i Europa bliver ældre og ældre, arbejdsmarkedet og ansættelsesformer er i en rivende udvikling, og det giver en mængde af sociale udfordringer, som EU skal løse i den nærmeste fremtid. 

Det sociale Europas fremtid
Kommissionens tre scenarier repræsenterer hver sin yderlighed og spænder fra at begrænse den sociale dimension til kun at handle om den fri bevægelighed, over et socialt Europa i flere hastigheder, til at EU27 går sammen om at uddybe den sociale dimension. Så let kan socialpolitik selvfølgelig ikke stilles op i virkeligheden, og det giver slet ingen mening at skulle vælge ét enkelt af de meget fastlåste scenarier.

Men det, tror jeg, egentlig heller ikke er Kommissionens tanke. Jeg ser på det sociale refleksionspapir som et diskussionsoplæg om det sociale Europa, og det er en meget vigtig diskussion at få gang i.

Vi kan ikke bare sidde med armene over kors og ryste på hovedet, bare fordi socialpolitikken kommer fra Bruxelles. Det gælder både befolkning, politikere og interesseorganisationer, for ellers kommer vi ingen som helst vegne.

Ole Christensen (S)
Medlem af Europa-Parlamentet

Jeg hæfter mig ved, at Kommissionen indrømmer, at de seneste års europæiske socialpolitik har været præget af brandslukning, hvor Europa har bevæget sig fra den ene krise til den anden. Og belært af disse erfaringer er det nu tid til at åbne et nyt kapitel. I Rom-erklæringen, som EU’s stats- og regeringsledere underskrev i marts, står der sort på hvidt, at medlemslandene forpligter og lover at arbejde hen imod et socialt Europa.  

Sociale udfordringer skal på agendaen
Jeg håber, at refleksionspapiret og signalet fra Kommissionen virker som et vink med en vognstang til medlemslandene om, at de sociale udfordringer og problemer skal have en plads højt oppe på den politiske dagsorden. Det virker til, at mange medlemslande har en tendens til at kigge den anden vej, når talen falder på noget, der rimer på sociale forhold. Det ville klæde medlemslandene at turde sætte europæisk socialpolitik på dagsordenen og forsøge at leve op til de flotte ord fra Romerklæringen.

EU’s socialpolitik skal ikke kun knyttes til arbejdsmarkedspolitik og til politik på beskæftigelsesområdet. Der skal være en social dimension i den økonomiske politik, i handelspolitikken, og politikken om det indre marked skal hvile på et socialt fundament. Det sociale aspekt bør være en helt grundlæggende del af hele selvforståelsen i alle dele af EU.

Selvfølgelig skal EU ikke lave socialpolitik, hvor det ikke giver mening, og hvor medlemslandenes egne løsninger fungerer bedre. Her er den danske arbejdsmarkedsmodel, hvor arbejdsmarkedets parter forhandler overenskomster, et glimrende eksempel, og den skal vi selvfølgelig stå op for.

Jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtigt forsvaret af den danske arbejdsmarkedsmodel er. Men der skal alligevel være nuancer i forsvaret. For ellers avler sådan en debat kun negative automatreaktioner om EU’s socialpolitik og EU i det hele taget, og det er ikke fair. Vi kan ikke bare sidde med armene over kors og ryste på hovedet, bare fordi socialpolitikken kommer fra Bruxelles. Det gælder både befolkning, politikere og interesseorganisationer, for ellers kommer vi ingen som helst vegne.

EU skal ikke vælge et af de tre scenarier og så lukke øjnene og følge den vej blindt. Vi skal i stedet turde tage diskussionerne om, hvordan det sociale Europa skal se ud, og vigtigst skal vi turde tage de nødvendige politiske beslutninger. Selvom jeg ikke støtter Kommissionens fremgangsmåde med de tre scenarier, så skal de have ros for at åbne for debatten og på den måde være med til at vise, at socialpolitik har en plads i planen for fremtidens EU.