Sætter tal på nyt loft: K vil skære i kontanthjælp

FORSLAG: Søren Pape Poulsen sætter nu tal på, hvordan et kontanthjælpsloft efter Konservatives opfattelse skal se ud. For enlige med børn vil det betyde flere tusinde kroner mindre om måneden.

Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Altinget
Cecilie Gormsen

Konservative sætter nu tal på, hvordan et nyt kontanthjælpsloft ifølge partiet skal se ud.

Det skriver Jyllands-Posten.

Helt konkret skal der skæres i ydelserne for alle kontanthjælpsmodtagere. Ifølge Konservatives nye forslag skal en enlig uden børn højst have 9.050 kroner om måneden, hvilket næsten er på niveau med de nuværende satser. Men er man enlig med børn, vil det nye loft betyde, at man mister flere tusinde kroner om måneden. En enlig med et barn skal maksimalt kunne få 13.700, har man to børn, skal man kunne få 17.500, og har man tre børn, ligger loftet på 20.800 kroner. Det er mellem 2.016 og 2.956 kroner mindre end i dag.

Ifølge Konservatives partiformand, Søren Pape Poulsen, handler det nye forslag om at genskabe respekten for de mennesker, som hver dag går på arbejde.

"Det her er ikke en økonomisk øvelse. Det er en værdipolitisk øvelse, hvor vi vil sikre, at der er respekt for folk, der går på arbejde hver eneste dag. Der skal være en forskel på at gå på arbejde og for eksempel sidde i kassen og at være på offentlig forsørgelse," siger Søren Pape Poulsen til Jyllands-Posten.

Større gevinst ved arbejde
Forslaget vil ifølge Konservatives egne beregninger flytte 2.000 personer fra kontanthjælp til arbejde, men Søren Pape Poulsen understreger, at forslaget handler om principper.

For par på kontanthjælp vil der også blive skåret i de månedlige ydelser. Alt efter om man har børn eller ej, vil der blive skåret mellem 1.679 og 2.414 kroner per person.

Får den ene ægtefælle et lavtlønsjob, vil det ifølge Konservatives egne udregninger give parret et økonomisk løft på mellem 3.500 og 4.600 kroner om måneden. I dag er løftet på mellem 2.000 og 2.800 kroner.

For en enlig kontanthjælpsmodtager, der tager et lavtlønsjob, vil gevinsten være omkring 3.000 kroner mod cirka 800 kroner i dag.

V vil stadig ikke sætte tal på
Selv om Venstre den seneste tid har turneret rundt med, at der skal indføres et nyt og moderne kontanthjælpsloft, har partiet endnu ikke villet sætte tal på. Det er der ikke ændret på, selv om Konservative nu er kommet partiet i forkøbet. Finansordfører Peter Christensen kalder dog over for Ritzau det konservative loft for ”ambitiøst” uden at komme det nærmere.

Hos Socialrådgiverne er man derimod ikke imponeret over det nye forslag til et kontanthjælpsloft:

"Der går man direkte efter børnefamilierne, og det er en ret markant nedskæring af deres indkomst," siger formanden for Dansk Socialrådgiverforening, Majbrit Berlau til Ritzau.

Hun tvivler stærkt på, at den nye ydelsesgrænse vil virke, og hun peger på, at man ikke løser problemerne ved ”at svinge den økonomiske pisk” over dem, som i forvejen har mindst.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00