Selveje Danmark: Socialtilsynet tager 17.820 kroner for en adresseændring

17.820 kroner for cirka 19 minutters arbejde, det er den virkelighed man møder på socialområdet.

For det lød regningen på, da Den Sociale Udviklingsfond bad Socialtilsynet om at rette en adresse i deres godkendelse.

Klokken 14.58 fremsendte organisationen en ansøgning om en ændring af deres adresse til Socialtilsyn Syd, og klokken 15.17 modtog de svar om, at adressen var rettet. Der lå maksimalt 19 minutters arbejde bag ændringen. Med svaret fulgte en regning på 17.820 kroner.

Havde ansøgeren været et tilbud med mere end 50 pladser ville regningen for de 19 minutters arbejde i 2023 have lydt på 26.730 kroner.

Når det koster op til 26.730 kroner at få ændret en adresse, så har vi for længst passeret grænsen for det rimelige

Jon Krog
Branchedirektør, Selveje Danmark

For Selveje Danmark rejser sagen to principielle spørgsmål.  

Har vi i Danmark opbygget et tilsynsbureaukrati, der i sig selv suger penge ud af velfærden?

Det første spørgsmål sagen rejser, handler om, hvordan vi bruger de penge, vi som samfund afsætter til velfærd. For et år siden havde vi på velfærdsområdet en stor debat om, hvordan vi bruger velfærdskronerne.

Den daværende minister på området, Astrid Krag (S), skrev i et svar til Pernille Skipper: ”Det er ingen hemmelighed, at regeringen havde ønsket og fortsat ønsker at sætte en stopper for, at private kommercielle sociale tilbud kan trække store summer ud til ejerkredsen, da det er offentlige velfærdskroner, som er tiltænkt udsatte borgere.”

Ønsket om at sikre at velfærdskronerne også anvendes ansvarligt, strækker sig på tværs af politiske skel. Således stod stort set samtlige Folketingets partier i 2021 bag den politiske aftale om at styrke Socialtilsynets økonomiske tilsyn.

Eller som Torsten Geil (ALT) har udtalt om aftalen ”Det er en ekstremt vigtig samfundsopgave, og vi skal være sikre på, at fagligheden er i orden, og at pengene bruges efter hensigten.”

I det lys er det jo nærmest ironisk, at det selvsamme socialtilsyn, opkræver det sociale område op til 26.730 kroner for en adresseændring.

Og løfter man blikket bare en smule, vil man se, at vi i Danmark, på velfærdsområdet, udover fem socialtilsyn, har 98 kommunale tilsyn, to forskellige tilsyn i Styrelsen for Patientsikkerhed. Læg hertil diverse andre tilsyn i ministerier og styrelser.

Vi har i Selveje Danmark ikke det fulde overblik over, hvor mange milliarder kroner det årligt trækker væk fra den ”ekstremt vigtige samfundsopgave".

Bør vi ikke gennemtænke den måde, vi fører tilsyn på, og lade besparelsen glide tilbage til kerneopgaven?

Jon Krog
Branchedirektør, Selveje Danmark

En del af de penge er naturligvis givet godt ud – for et velfungerende tilsyn har en central og vigtig funktion – men når det koster op til 26.730 kroner at få ændret en adresse, så har vi for længst passeret grænsen for det rimelige.

Alle politikere, med blot en smule interesse for vores fælles velfærd, bør rejse spørgsmålet: Bør vi ikke gennemtænke den måde, vi fører tilsyn på, og lade besparelsen glide tilbage til kerneopgaven?

Er der tale om en ulovligt opkrævet skat?

Det andet spørgsmål handler om skat, for som Grundlovens § 43, siger ”Ingen skat kan pålægges, forandres eller ophæves uden ved lov.”

Skat dækker – groft forenklet - de situationer, hvor man af det offentlige opkræves et beløb, uden at der leveres en direkte modydelse.

Justitsministeriet har beskrevet de situationer et gebyr eller en takst ikke er udtryk for en skat således: ”I sådanne situationer udgør betalingen nemlig et vederlag for den ydelse, som det offentlige stiller til rådighed (brugerbetaling). Det samme gælder gebyrer for udstedelse af offentlige tilladelser med videre, for så vidt gebyrerne ikke overstiger de omkostninger, der er forbundet med den pågældende ordning.”

En betaling er således ikke en skat, hvis betalingen kun dækker de omkostninger, som det offentlige har ved at levere den pågældende ydelse. Højesteret slog i ”Gebyrdommen” fra 1993 fast, at det således var lovligt, at gebyret for et nyt pas eller kørekort, også måtte indeholde en række af de omkostninger, der gik til administrationen af området.

Men her er det centralt, at der i gebyrsagen var tale om at alle, der skulle have et nyt pas, betaler det samme. Prisen for et nyt pas er ikke afhængig af om ansøgeren er 165, 179 eller 210 centimeter høj. I Socialtilsynet er gebyret eller taksten hverken afhængig af arbejdsindsatsen i tilsynet eller ensartet, den er alene afhængig af hvor mange pladser ansøgeren har.