Selveje Danmark om psykiatriaftalen: Mindre tvang kræver langt bedre forebyggelsesindsats

Det er hverken et nyt eller ukendt billede. De sidste ti år har der været et massivt politisk fokus på at nedbringe tvang i psykiatrien. På trods af det er billedet på mange måder kun blevet grimmere.

Bæltefikseringer er ganske rigtigt blevet nedbragt med knap 40 procent, men til gengæld er fastholdelse og akut beroligende medicin i samme periode steget med over 50 procent. Ligesom der er sket en stigning i andelen af tvangsindlæggelser på røde papirer og i antallet af genindlæggelser. Det vil sige, at borgere er meget syge, når de først indlægges i psykiatrien.

Hver fjerde voksne patient og knap hver fjerde patient i børne- og ungdomspsykiatrien udsættes for mindst en tvangsforanstaltning under deres indlæggelse. I dag udsættes flere børn og unge for tvangsforanstaltninger, end de gjorde for ti år siden.

Vi ser et stort behov for en styrket dialog mellem social- og behandlingspsykiatrien

Signe Helena Søgaard
Politisk konsulent, Selveje Danmark

Derfor er det positivt, at der prioriteres midler til indsatser målrettet nedbringelse af tvang. Ét initiativ i aftalen, som Selveje Danmark er særlig opmærksom på, er den kommende analyse om det tværsektorielle arbejde, der skal gøre os klogere på, hvad der leder op til en tvangsindlæggelse.

Erfaringer fra de sociale tilbud peger nemlig på, at en del af årsagen til de stigende tvangs- og genindlæggelser ligger i det tværgående samarbejde.

'Svingdørspatienten' illustrerer systemsvigtet

Selveje Danmark repræsenterer en lang række sociale tilbud. De oplever ofte at stå i alvorlige situationer med borgere med svær psykisk sygdom, som har et akut behov for psykiatrisk behandling.

Borgerne kan både udgøre en fare for sig selv, men også for andres sikkerhed. Alligevel oplever de sociale tilbud, at det er vanskeligt at få dem indskrevet i psykiatrien.

Samtidig oplever botilbuddene, at beboere ofte bliver udskrevet, før de er færdigbehandlet. Der er situationer, hvor de udskrives forud for aftener og weekender, hvor tilbuddene ikke er klar til at modtage dem, da de for eksempel kræver særlig observation eller har brug for behandling eller medicinering, som tilbuddene ikke har ressourcer til at imødegå.

Det sætter botilbuddene, deres personale og ikke mindst beboerne i en svær situation, som øger risikoen for (gen)indlæggelse i psykiatrien.

Og det er desværre virkeligheden for de mennesker, som vi i dag har døbt svingdørspatienter. En term der først og fremmest beskriver et systemsvigt: Mennesker, der kastes frem og tilbage mellem sociale tilbud og psykiatriske afdelinger.

Kræver tættere samarbejde 

Hvis vi skal lykkes med at komme svingdøren til livs og skabe en mere værdig psykiatri, hvor tvang bliver for de få, kræver det et langt tættere samarbejde mellem de sociale tilbud og psykiatriske afdelinger.

Vi ser derfor et stort behov for en styrket dialog mellem social- og behandlingspsykiatrien, hvor psykiatrien inddrager botilbuddets vurdering af beboerens behov, men også tilbuddets kompetencer og ressourcer – både i forbindelse med ind- og udskrivning, udarbejdelse af koordinationsplaner og udskrivningsaftaler.

Hvis vi vil tvangen til livs, bliver vi nødt til at sætte ind med den rette hjælp, støtte og behandling i tide

Signe Helena Søgaard
Politisk konsulent, Selveje Danmark

Personalet på botilbuddene følger beboerens situation og udvikling tæt. De har indgående kendskab til de andre beboere, hvilke behov tilbuddet kan eller ikke kan honorere, og hvornår tilbuddet ikke kan imødegå beboerens behov.

Når det vurderes, at en indskrivning i psykiatrien er nødvendig, bør der derfor være en fast-track ordning, som sikrer en let og smidig indgang. Ligesom der bør fastlægges retningslinjer for, hvornår psykiatrien skal indskrive en borger akut.

Dialogen mellem behandlings- og socialpsykiatrien bør række udover ind- og udskrivning i psykiatrien og understøtte faglig sparring og løbende kompetenceudvikling, så tvangs- og genindlæggelser forebygges.

Hvis vi vil tvangen til livs, bliver vi nødt til at sætte ind med den rette hjælp, støtte og behandling i tide. Det kalder på et styrket forebyggelsesarbejde på tværs af behandlings- og socialpsykiatrien med fokus på det fælles mål og ansvar for at sikre mennesker med psykisk sygdom et værdigt liv.