SF-kandidat: Det står 1-0 til de blå i fattigdomsdebatten

KRONIK: Venstrefløjen skal skabe en diskussion om, hvad det koster at leve et tåleligt liv. Ellers vil det fortsat være de borgerlige, der har førerpositionen i debatten om fattigdom, skriver SF-kandidat Niels Christian Barkholt.

Af Niels Christian Barkholt
Folketingskandidat for SF i Københavns Omegn

64.500 børn lever i fattigdom. Sådan lød konklusionen på en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i begyndelsen af december 2018.

Analysen var baseret på nye tal fra Danmarks Statistik. Et velkendt mønster fulgte herefter: Venstrefløjen råbte op, og de borgerlige trak på skuldrene. Mens den nationale samtale om fattigdom og ulighed lå død hen, var der masser af larm ude på venstrefløjen, især på de sociale medier.

Ulighed er en mærkesag for os på venstrefløjen. Den er vores politiske arvesølv. I disse år, hvor uligheden både bevidst og beviseligt stiger, er vi ekstra følsomme. Reaktionerne var derfor forudsigeligt stærke, da analysen udkom fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd: Det går dårligere og dårligere, de rige bliver bare rigere. De fattige, fattigere. De blå er kyniske. De er grådige. De mangler empati.

Mens borgerlige politikeres offentlige reaktion var et træk på skuldrene, slog de blå netkrigere til i de røde samtaletråde: ”Relativ fattigdom er egentlig noget vrøvl: Vinder min nabo 10 millioner kroner, bliver jeg fattigere relativt set – men jo ikke reelt.”

Relativ og absolut fattigdom
Kernen af sagen er nemlig, at tallet 64.500 børn baserer sig på en statistik over, hvor mange børn der lever i relativ fattigdom. Det meste af den blå fløj har det synspunkt, at relativ fattigdom intet siger om, hvorvidt man har råd til et tåleligt liv.

Argumentet om, at relativ fattigdom ikke siger noget som helst om absolut fattigdom, er især blevet fremført med stor succes af Joachim B. Olsen (LA). Mest spektakulært, da han i 2011 fik udstillet venstrefløjen som virkelighedsfjern og uvidende i sagen om Carina.

Oven på affæren fremstod det, som om at venstrefløjen ikke havde gjort sig klart, hvad en enlig mor med to børn på kontanthjælp får ind på kontoen hver måned.

15.728 kroner var, hvad Carina fik på det tidspunkt. Lige siden er det blevet gentaget igen og igen af blå politikere og meningsdannere, som om det betød, at alle på en offentlig forsørgelse får mere end rigeligt. Det er så langtfra tilfældet. Den enlige mor er en af de bedst stillede kontanthjælpsmodtagere.

Stillingen står stadig 1-0 til de blå, og det lider et stigende antal danske familier under. Vi hører om tiltagende armod, om borgere, der ikke har råd til at købe receptpligtig medicin, forældre, der springer måltider over, for at børnene kan få nok at spise, og mange andre lignende skrækhistorier.

Det er, som om at vi på venstrefløjen sidder fast i en rille. Hver gang der kommer nye tal om relativ fattigdom, forsøger vi at rejse en debat, men resultatet har siden 2011 været deprimerende forudsigeligt. De borgerlige melder sig ganske enkelt ud af samtalen, fordi de ikke køber præmissen. Fattigdom findes slet ikke, siger de.

Venstrefløjens problem
Venstrefløjens problem er, at de borgerlige har fuldstændigt ret i, at den relative fattigdomsgrænse ikke siger noget om, hvorvidt vores medborgere har råd til de mest basale fornødenheder som mad, tøj og medicin.

Relativ fattigdom er en økonomisk model, der tager udgangspunkt i medianindkomsten inden for et givent samfund. Hvis vi stiller alle danskere op på en lang række efter indkomst, vil medianindkomsten være den indkomst, personen i midten har. Der vil altså være en halvdel, der tjener mere end vedkommende, og en halvdel, der tjener mindre.

Den relative fattigdomsgrænse sættes i Danmark ved dem, der tjener mindre end halvdelen af medianindkomsten. Så hvis personen i midten af rækken har en indkomst på 20.000 kroner, vil fattigdomsgrænsen sættes ved 10.000 kroner. Hvis alle danskerne fik fordoblet deres indkomst i nat, så ville der være lige så mange, der lever i relativ fattigdom i morgen, som der er i dag. Det er et faktum.

Hvor den relative fattigdom ikke siger noget konkret om armod og afsavn, så siger den til gengæld rigtig meget vigtigt om ulighed, økonomisk polarisering og den retning, samfundet er inde på.

Den relative fattigdom betyder for dem, der ligger under grænsen, at de har så få ressourcer, at de bliver udelukket fra normale livsmønstre, vaner og aktiviteter. Det handler blandt andet om forbrug, flertallet anser for at være normalt, såsom rejser, fritidsaktiviteter, forbrugsgoder, underholdning, velvære, hygiejne med videre.

Men en del lider også afsavn fra langt mere basale ting som mad, medicin, tøj og bolig. Noget, som vi ikke bare anser for normalt, men som et eksistensvilkår.

Hvor går grænsen?
Relativ fattigdom handler derfor ikke nødvendigvis om, at man har råd til at spise tre måltider mad om dagen eller betale for børnenes vinterstøvler. Grænsen handler om, at man som relativ fattig er marginaliseret i forhold det forbrug, som flertallet som minimum nyder godt af.

Hvor denne grænse går, burde være en central og levende del af fattigdomsdebatten.

Når vi på venstrefløjen udelukkende bruger den relative fattigdomsgrænse som anledning til at få gang i fattigdomsdiskussionen her til lands, så er det ikke noget under, at vi har tabt på forhånd. Vi bliver nødt til at supplere det relative med noget langt mere håndfast.

Hvis vi skal imødegå den borgerlige fornægtelse af, at der eksisterer fattigdom i Danmark, så skal vi flytte fokus i diskussioner, der inddrager den relative fattigdom fra at handle om, hvorvidt børn og familier lever i armod, til at tale om et voksende skel mellem dem, der har, og dem, der ikke har.

Når det kommer til egentlig fattigdom, så skal vi op på barrikaderne og kæmpe for en langt mere håndfast fattigdomsgrænse.

En tydelig rød position i fattigdomsdebatten vil være at trække en fattigdomsgrænse ved, hvad det i kroner og ører koster at leve et tåleligt liv. Dette tålelige liv handler om, at man har en indkomst, der kan dække det, det koster at leve i dagens Danmark.

Det vil sige bolig, tøj, mad, medicin, men også penge til udgifter, der ikke er livsnødvendige, men som er vigtige at kunne have adgang til for at kunne deltage i samfundet på et minimum i forhold til andre mennesker; transport, forsikring, adgang til internet med videre. Altså en form for absolut fattigdomsgrænse anno 2019.

Forbedring af fattigdomsdebatten
Vi skal have de borgerlige ud i en åben diskussion om, hvad det koster at leve et tåleligt liv. Det vil være en kæmpe forbedring af fattigdomsdebatten. I dag består de borgerliges bidrag alene af at benægte, at der overhovedet findes fattigdom.

Ved at skabe en diskussion om, hvad et tåleligt liv koster, flytter vi fokus fra pseudodiskussionen af, om relativ fattigdom er reel fattigdom, til en diskussion af, hvad vi anser for at være et økonomisk minimum for at opretholde et tåleligt liv.

Vi vil altså flytte debatten fra det abstrakte til det konkrete. Skal man for eksempel have råd til en mobiltelefon? Hvad med receptpligtig medicin, rengøringsmidler, busbilletter? Og hvad må det så koste?

I debatten om kontanthjælpsloftet har de borgerlige anlagt det snusfornuftige perspektiv, at der skal være et loft over, hvad man kan få udbetalt. Problemet er bare, at de kun har lavet et loft og ikke en bund. I praksis betyder det, at mange børn og forældre billedligt talt falder lige ned igennem til kælderen. Det kan man jo nemt gøre, når man ikke mener, at der findes fattigdom.

Der er i dag ikke en nedre grænse for, hvor lidt folk kan have til rådighed, kun et loft over, hvor meget de kan få udbetalt. Et modsvar til kontanthjælpsloftet ville meget naturligt være et kontanthjælpsgulv, der skal sikre, at alle borgere er i stand til at leve et tåleligt liv. Ved at anlægge den holdning vil vi forhåbentlig kunne få de borgerlige ud af deres skalkeskjul og ind i en samtale om, hvad vi egentlig skal byde vores medborgere.

Lad os pudse arvesølvet og sætte strøm til drømmen om at afskaffe fattigdom i Danmark.

Forrige artikel Forskere: Politikernes initiativer stjæler tiden fra børnene Forskere: Politikernes initiativer stjæler tiden fra børnene Næste artikel Lektorer: Skjulte spareøvelser ekskluderer de mest udsatte Lektorer: Skjulte spareøvelser ekskluderer de mest udsatte
  • Anmeld

    Mogens Mathiesen · Næstformand Ligeværd - Forældre og Netværk

    Har du / SF et bud

    Hej Niels
    Det er et rigtig godt indlæg.
    Jeg har ikke selv et bud.
    Har du et?
    Har SF et?
    Mkh Mogens Mathiesen