SF-kandidat: Pape og regeringen fører politik, som var det en Holberg-komedie

DEBAT: K-formand Søren Pape Poulsen udstiller med sine udtalelser gruppen af udsatte stereotypt som en pøbel med ringe moral og evne til at forvalte eget liv. Forskellen på Pape og Ludvig Holberg er dog, at Pape ikke mener det ironisk, skriver Niels Christian Barkholt.

Af Niels Christian Barkholt
Folketingskandidat for SF i Københavns Omegn

"Vi skal jo ikke have nogen liggende i rendestenen. Det er der ingen i Danmark, der skal ... Men vi skal ikke gøre en hel nation til sociale klienter ... Vi kan ikke forhindre folk i at opføre sig tåbeligt."

Sådan kunne man læse justitsminister Søren Pape Poulsen (K) citeret for nylig på Avisen.dk. Emnet var ulighed og fattigdom, som han blankt afviste eksistensen af i Danmark.

Det til trods for at der findes solide kilder, som påviser, at uligheden og fattigdommen netop er voksende i Danmark. Og desværre med skræmmende høj hast.

Holberg var ironisk – det er Pape ikke
Søren Pape Poulsens beskrivelse og tanker fik mig til at tænke på Ludvig Holberg og hans komedier fra 1700-tallet. For særligt for Holberg var skildringen af skellet mellem enevælden og pøblen, ofte med fremhævelse af de sølle karakterer med et brist eller en last, som man kunne latterliggøre i fornuftens tjeneste.

Overført til den aktuelle politik i Danmark, ser vi de fattige kontanthjælpsmodtagere som en stor samlet pøbel. Som et slags Jeppe på Bjerget-kollektiv, der står i modsætning til regeringen, et modsætningsforhold som i bedste Holberg-stil kan ses som pøblen over for enevælden og herremændene. En gruppe af herremænd, som senere var afsættet for etableringen af de højrefløjspartier, som i dag danner regering i Danmark.

Og ironien fra Holbergs komedier synes at være ført med videre ind i nutiden ved, at Søren Pape Poulsen på tilsvarende vis som Holberg udstiller gruppen af udsatte stereotypt med ringe moral og evne til at forvalte eget liv. Forskellen er blot, at Søren Pape Poulsen ikke mener det ironisk.

Et forældet menneskesyn
Danmarks justitsminister har sammen med regeringen gennem de senere år ladet et menneskesyn vokse frem, som hører Holbergs 1700-tal til. Et syn på menneskers rangorden, på pligt og ret og et syn på, hvad magthaverne i toppen bør og kan tillade sig: at sparke nedad.

Helt legitimt, fordi vi som omverden har tilladt det. Vi har tilladt udviklingen af et menneskesyn, hvor ulighed er en naturlighed, og hvor fattigdom først er noget, vi anerkender i det øjeblik, hvor folk reelt ligger i rendestenen. Forhutlet og sølle.

Det er i nutiden og i et velfærdssamfund som vores uværdigt og uacceptabelt. Det er en udvikling af et menneskesyn, som vi kun kan forsvare at ændre.

Moderne politik i et moderne samfund
Med Søren Pape Poulsens og regeringens politik in mente fristes jeg til at spørge, om de har glemt den samfundsudvikling, som Danmark, og dermed også dansk politik, har gennemlevet de seneste hundrede år?

Om de ser sig selv indplaceret på toppen af samfundet som et udtryk for en guddommelige indgriben og ikke som de repræsentanter og tjenere for folket, som de på demokratisk vis er valgt som?

Vi kan i politik være uenige om økonomi og fordelingen af goderne. Det er nu engang en præmis.

Men menneskesynet bør hvile på et fælles grundlag: Vi er enige om, at ingen mennesker skal ende i rendestenen, så langt så godt, men vi bør også kunne blive enige om, at vi ikke dømmer og latterliggør grupper i samfundet. Det skal vi holde os for gode til.

Forrige artikel FOA: Paradigmeskift rammer hårdt presset ældrepleje FOA: Paradigmeskift rammer hårdt presset ældrepleje Næste artikel Radikale i København: Vi vil modvirke regeringens asociale politik Radikale i København: Vi vil modvirke regeringens asociale politik