Socialborgmester om nyt hjemløseudspil: Djævlen ligger i økonomien og udmøntningen

Fra min stol som socialborgmester i København har regeringen leveret et overordnet set virkelig fornuftigt udspil, som skal komme langvarig hjemløshed til livs i Danmark. Udspillet peger både i den rigtige faglige retning, og det har fokus på relevante værktøjer.

I modsætning til tidligere initiativer på hjemløseområdet fokuserer regeringen på boligdelen. Det er godt.

Men det er helt afgørende for indsatsen, at regeringens ambition om 2.900 billige boliger realiseres, og at Københavns Kommune i den forbindelse prioriteres i forhold til de særlige udfordringer, hovedstaden har med en høj andel af landets hjemløse – 1.500 ud af 6.500 på landsplan – og den akutte og største mangel på billige boliger.

Uklarheder i udspillet

Det fremgår desværre ikke af udspillet, hvordan de 2.900 boliger tænkes fordelt og udmøntet. Og der er desværre ikke hjælp at hente i regeringens nylige boligudspil, hvor initiativerne første gang dukkede op. Ligesom det ikke er klart, hvad der sker efter den midlertidige sænkning af huslejen for de 1.200 boliger, som regeringen vil gøre billige.

Hvis der ikke skabes et tilstrækkeligt antal billige boliger i København, vil det reelt ikke være muligt at flytte borgere ud af herbergerne.

Mia Nyegaard (R)
Socialborgmester, Københavns Kommune

Det er positivt, at regeringen vil udvide ordningen om det midlertidige huslejetilskud, hvad angår målgruppe, boligformer og varighed. Men det fremgår heller ikke her, hvordan det skal udmøntes.

Set fra Københavns Kommune vil jeg argumentere for en så stor udvidelse/bredt anvendelsesområde som muligt. For hvis der ikke skabes et tilstrækkeligt antal billige boliger i København, vil det reelt ikke være muligt at flytte borgere ud af herbergerne – selvom udspillet giver kommunen et økonomisk incitament til det gennem ophør af statsrefusion til herbergsophold efter 90 dage.

Resultatet kan ende med at være, at borgerne dermed ikke vil blive hjulpet, og kommunen vil skulle finde finansieringen af herbergspladserne andre steder på udsatteområdet.

Økonomien er ikke belyst

Udspillet er i det hele taget rigt på visioner, men det er samtidig så ukonkret, at det ikke er muligt at vurdere de økonomiske konsekvenser for os ude i kommunerne. Det er eksempelvis uklart, hvilke indsatser der vil blive omfattet af refusion i forbindelse med udslusning og i hvilken periode.

Det er også uklart, om refusionen vil komme til at gælde for borgere, der ikke har haft ophold på herberg. Det vil være særdeles hensigtsmæssigt ud fra et forebyggelsesperspektiv, hvis støtte i eget hjem for borgere i målgruppen for herberger er omfattet, selvom borgeren ikke har haft ophold på et herberg.

Alle relevante støtteindsatser i eget hjem bør være refusionsbærende, så borgeren får den mest relevante støtte. Den nye bostøtteparagraf bør derfor ikke alene være bundet op på udvalgte bostøttemetoder.

Mia Nyegaard (R)
Socialborgmester, Københavns Kommune

Omvendt vil det være en uhensigtsmæssig incitamentsstruktur, hvis refusion på bostøtten er betinget af forudgående ophold på herberg, da det risikerer at bidrage negativt til borgerens sociale situation og udvikling.

Alle relevante støtteindsatser i eget hjem bør være refusionsbærende, så borgeren får den mest relevante støtte. Den nye bostøtteparagraf bør derfor ikke alene være bundet op på udvalgte bostøttemetoder.

Spørgsmål om herbergspladser ubesvaret

Lukning af herbergspladser fremgår heller ikke af udspillet, men det må antages, at forslaget om en refusionsomlægning indebærer en lukning af herbergspladser. Men det er uklart, om det indgår direkte i finansieringen. I så fald er der tre vigtige opmærksomhedspunkter – ikke mindst i en københavnsk kontekst:

For det første er det kun relevant at overveje lukning af herbergspladser, hvis der reelt tilvejebringes et tilstrækkeligt antal billige boliger.

For det andet kan man ikke umiddelbart antage, at et øget flow fra herberger til egen bolig på kort sigt vil føre til en situation med overkapacitet. For antallet af hjemløse overstiger langt antallet af herbergspladser i Københavns Kommune.

For det tredje lægges der i udspillet ikke direkte op til en tydelig kapacitetsstyring. Selvom en kommune vælger at lukke kommunale herbergspladser i takt med faldende behov, kan private aktører, som det er nu, etablere nye pladser og fastsætte taksten.

Normalt siger man, at djævlen ligger i detaljen. Her ligger djævlen i mere end det, nemlig i økonomien og udmøntningen og alle de øvrige konkrete ting, som udspillet hopper let hen over.  

Mia Nyegaard (R)
Socialborgmester, Københavns Kommune

Det er et problem, for vi har i Københavns Kommune gennem flere år oplevet stigende udgifter på herbergsområdet, ikke mindst som følge af højere takster hos ikke-kommunale aktører.

Et bredere fokus på bostøtte

Udspillets forståelse af housing first-strategien, som skal være nøglen til det hele, er relativt snæver og bundet op på anvendelsen af de tre konkrete bostøttemetoder (CTI, ACT, ICM).

Hjemløse er en meget forskelligartet gruppe, og ikke alle vil have behov for en af de tre bostøttemetoder. Den relevante støtte bør også være almindelig bostøtte eller for eksempel fleksibel bostøtte, hvor støtten løbende kan op- eller nedjusteres efter behov.

Housing first kan betragtes bredere som en faglig tilgang, hvor man går efter hurtigt at tilbyde hjemløse en bolig og bakker op med relevant social støtte i forhold til at håndtere de sociale problemer. Min pointe er, at det er vigtigt, at vi ikke kun fokuserer på de socialfaglige aspekter af housing first.

Når alt det er sagt, vil jeg gerne rose regeringen for overhovedet at adressere hjemløshed i et samlet nationalt perspektiv. Det er et område, som ikke just er vant til bevågenhed fra Christiansborg.

Normalt siger man, at djævlen ligger i detaljen. Her ligger djævlen i mere end det, nemlig i økonomien og udmøntningen og alle de øvrige konkrete ting, som udspillet hopper let hen over.