Socialdirektør vil ændre "skøre" handicapregler: Vi spilder tid på pristjek af huer og lægevurderinger af leggings

Tåbelige konfrontationer

Administrationen af merudgiftsydelser beskæftiger alene mellem seks og syv fuldtidsansatte i kommunen. Det svarer til 15 procent af det samlede antal ansatte på Center for Sociale Forhold og Beskæftigelse, som blandt andet håndterer udgifter til borgere med handicap.

Sagsbehandlerne bruger en stor del af deres tid på at beslutte, om borgerne kan få betalt bestemte udgifter forårsaget af en funktionsnedsættelse.

Reglerne er nemlig sådan, at eksempelvis en familie, der har et barn med handicap under 18 år, kan få dækket udgifter forårsaget af funktionsnedsættelsen til blandt andet kost, medicin, tøj og transport.

Kommunen vurderer, om merudgiften skal dækkes ved blandt andet at se på, om der er tale om en udgift, som et barn i en tilsvarende alder og livssituation ikke ville have.

Voksne kan på lignende vis få dækket deres merudgifter, hvis de overstiger et bestemt beløb. Tanken med merudgiftsydelsen er blandt andet, at borgere med handicap “kan leve et almindeligt liv som andre på samme alder og i samme livssituation," som det beskrives på Socialministeriets hjemmeside.

Men netop lovgrundlaget generer bureaukrati og lang sagsbehandling. Simpelthen fordi borgeren og kommunen med udgangspunkt i det samme regelsæt kan have forskellige opfattelser af, hvad der bør dækkes.

Det støder borgeren fra kommunen, fordi vores gennemgang bliver oplevet som meget nidkær og bureaukratisk. Hvilket borgeren har ret i.

Erik Kaastrup-Hansen
Direktør for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Aarhus Kommune

Derfor ender sagerne ofte med at skulle vurderes gang til gang, påpeger Erik Kaastrup-Hansen.

“Der er delegeret nogle ubehageligheder ud til os, der er så uigennemskuelige, at man som lovgiver har kunne sige, at det er kommunerne, der ikke kan finde ud af det. Det er jo sandt. Kommunerne har ikke kunnet finde ud af det. Men det er fordi, systemet er skruet sammen sådan, at sagerne afgøres gennem praksis, og praksis bevæger sig," siger han.

Tidsforbruget er ikke den eneste årsag til frustrationen for Aarhus-direktøren: Eksemplet oven for viser for ham også, hvordan reglerne lægger op til en nidkær administration af ordningen. Det forstærkes yderligere af, at kommunerne får dækket halvdelen af udgifterne på området fra staten, som derfor stiller "store krav" til, at afgørelserne fra kommunerne skal være veldokumenterede, forklarer han.

Og det skader relationen til borgeren, mener han.

"Hvis man føler, man bliver mødt med en rigiditet, detaljerede krav, lange svartider ved klager og så videre, så skaber det også negativitet i relationerne."

Reglerne skaber mistillid, mener han. Den pointe går igen flere gange i interviewet.

"Det er tåbeligt, vi skal have konfrontationerne," siger han og fortsætter:

"Det støder borgeren fra kommunen, fordi vores gennemgang bliver oplevet som meget nidkær og bureaukratisk. Hvilket borgeren har ret i."

Uigennemskueligt regelsæt

Det var sagen om vinterhuen, der var dråben, som fik ham til at tænke ‘ej, nu stopper det’.

Derfor kræver eksemplet en mindre uddybning:

I eksemplet forsøgte et forældrepar til et barn med handicap at få dækket merudgifterne til indkøb af barnets vinterhue. Kommunen afviste at dække udgiften med henvisning til, at børn har brug for huer om vinteren uanset, om de har et handicap eller ej.

Forældrene klagede til Ankestyrelsen, som hjemsendte sagen og bad kommunen om nye oplysninger. Kommunen fik i den forbindelse besked på at lave en markedsundersøgelse af den typiske pris på vinterhuer.

Ærindet med at komme med et eksempel som dette er ikke at pege fingre ad borgere med handicap, understreger han. Det er i stedet en klokkeklar kritik af det regelsæt, kommunerne skal følge.

"Det er meget, meget ofte uigennemskueligt for medarbejderen og borgeren, hvad man kan få dækket og ikke kan få dækket. Det er uendeligt store dokumentationskrav, som både afkræves os og borgeren. Vi skal potentielt inddrage sundhedsvæsenet eller andre fagpersoner i, om der er et argument for at bevilge det ene eller det andet."

Han beretter samtidig om, at medarbejderne, der skulle lave markedsundersøgelsen, også reagerede med undren.

"De spurgte: Hvordan i alverden skal vi gøre det? Hvordan forestiller de sig, at vi skal kunne lave en markedsundersøgelse af, hvad huer sædvanligvis koster," husker han.

Lægevurdering af leggings

Sagen med huen endte med medhold til familien. Men den er blot et blandt mange eksempler, påpeger socialdirektøren.

I et andet eksempel, Erik Kaastrup-Hansen har taget med, dækkede kommunen allerede en række ekstraudgifter til tøj forbundet med personens handicap.

Men kommunen afslog at dække borgerens udgifter til leggins, som vedkommende søgte om at få dækket, fordi borgeren ifølge kommunens udlægning af sagen frøs om natten. Kommunen mente, at den udfordring kunne løses med et tæppe eller en pyjamas.

Ankestyrelsen sendte sagen til genbehandling i kommunen på grund af uenigheden mellem kommunen og borgeren.

Hvis vi havde en lovgivning, der var enkel at forstå og administrere, så kan vi bruge tiden på noget mere produktivt sammen.

Erik Kaastrup-Hansen
Direktør for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Aarhus Kommune

Aarhus Kommune gik derfor i gang med at indhente input fra relevante fagpersoner. Kommunen inddrog blandt andet en læge til at vurdere, hvorvidt behovet for leggins var udløst af personens handicap, og derfor kunne betegnes som en merudgift.

Eksemplet viser igen, at processen "giver meget lidt værdi" for personen med handicap.

"Den samlede omkostning til Ankestyrelsens behandling af sagen, vores genbehandling af sagen og den tid, vi bruger på at indhente vurderinger fra forskellige fagpersoner, overstiger jo klart niveauet for, hvad leggins koster," siger han.

Erstat regler med fradrag

Derfor vil han have gjort reglerne mere enkle at administrere for kommunen og nemmere at forstå for borgerne.

Han foreslår, at de erstattes af et servicefradrag, hvor en borger kan få dækket udgifter op til et vist beløb, uden det kræver tjek fra kommunen.

Beløbets størrelse ville skulle fastsættes af politikerne på Christiansborg, og der skal kontrolleres for eventuel svindel ved hjælp af stikprøver. På samme måde som det fungerer med forskellige fradrag i skattesystemet, forklarer han.

Der er noget i din argumentation, som går i retning af, at kommunen og borgeren her er på samme hold. Samtidig er der mange borgere med handicap, der føler, de virkelig slår sig på jer og kæmper med jer dag ud og dag ind. Hvordan vil du med forslaget forsøge at overbevise dem om, at I kæmper samme sag?

"Hvis vi kunne gøre det bedre og enklere, så ville vi jo fjerne meget tid, der bliver brugt på kampen, som den beskrives af mange handicaporganisationer. Hvis vi havde en lovgivning, der var enkel at forstå og administrere, så kan vi bruge tiden på noget mere produktivt sammen," siger han og fortsætter:

"Reglerne stimulerer jo lige nu til, at der er modsætninger. Så hvis vi kunne fjerne nogle af modsætningerne ved nogle andre måder at styre på, så er det mit håb, at vi kunne mødes mindre konfliktfyldt og bruge flere ressourcer på det levede liv for borgerne."

Der er nok nogle borgere på handicapområdet, der frygter, at når en kommune foreslår simplificering af reglerne, så kan det gå ud over deres rettigheder. Hvad vil du sige til dem?

"Det er ikke det, der driver os," siger han og fortsætter:

"Jeg tror, forenklingen vil frigive nogle ressourcer til meget andet og bidrage til, at vi kan have fokus på relationen."

KL og regeringen har i den seneste økonomiaftale givet hinanden håndslag på, at merudgiftsydelsen skal nytænkes, og at der skal indføres en ny model for udbetaling af ydelsen.