Socialrådgivere: Social investeringsfond ender som kejserens nye klæder

For et par år siden valgte Folketinget at oprette Den Sociale Investeringsfond. Idéen er, at fonden skal udpege en række projekter, som private investorer og kommuner kan investere i og få afkast fra. 

Modellen kender vi især fra England, som i årevis har forsøgt at få de såkaldte sociale investeringsprogrammer til at lykkes.

Da politikerne aftalte at oprette fonden, advarede vi i Dansk Socialrådgiverforening mod at lade private investorer styre, hvilke sociale projekter og dermed hvilke grupper af mennesker vi som samfund skal investere i.

Nu, to år senere, gør politikerne så præcis det, de dengang forsikrede os om, at de ikke ville.

Mads Bilstrup
Formand for Dansk Socialrådgiverforening

Erfaringerne fra blandt andet England viser nemlig, at de private investorer sjovt nok vælger projekter med mennesker, der relativt let kan hjælpes, mens de mest udsatte er knap så attraktive "investeringsobjekter". 

Dengang fik vi at vide, at det ikke er en risiko. Fonden opretter nemlig projektpuljer med indsatser for forskellige grupper af mennesker, og investorerne kan derfor ikke selv udvælge enkelte projekter, de skal investere i hele puljen.

Umuligt at leve op til
Allerede dengang udtalte flere private aktører, heriblandt pensionsselskaber, meget ærligt, at puljerne skulle give et afkast, der kan konkurrere med markedet. Med andre ord skal fonden tilbyde produkter med et lige så attraktivt forhold mellem risiko og afkast, som investorerne kan finde på aktiemarkederne. 

Men både erfaringerne fra udlandet og vores egen viden om det meget komplekse socialområde i Danmark peger på, at det er meget svært eller endda umuligt at leve op til. Medmindre vi accepterer, at investorerne kan udvælge enkelte projekter.