Debat

Socialrådgivere: Stram kommunal økonomi skubber sociale problemer foran os

Økonomiaftalen leverer ikke de løsninger, som socialområdet behøver. Der er brug for en hel ny tilgang til socialområdet, der understøtter det forebyggende arbejde, skriver Ditte Brøndum.

Socialrådgivere skal have bedre mulighed for at yde den forebyggende indsats, skriver Ditte Brøndum. 
Socialrådgivere skal have bedre mulighed for at yde den forebyggende indsats, skriver Ditte Brøndum. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix
Ditte Brøndum
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I kølvandet på ekspertudvalgets anbefalinger på det specialiserede socialområde var vi mange, som ventede nervøst på udfaldet af økonomiforhandlingerne mellem regeringen og kommunerne.

Ville politikerne lytte til ekspertudvalget og give økonomiske hensyn en endnu større vægt i hjælpen til de mest udsatte? Ville de endnu engang forringe borgernes rettigheder og trumfe medarbejdernes faglighed?

Helt så galt endte det ikke. De værste af udvalgtes anbefalinger fandt ikke vej til økonomiaftalen, og på vegne af socialrådgiverne i de kommunale forvaltninger drog jeg et lettelsens suk i kor med blandt andre handicaporganisationerne.

Debatserie

Kommunernes nye økonomiaftale er landet og nu kan kommunerne gå i gang med at udarbejde de 98 lokale budgetter. På Altinget Social beder vi aktører på området om at vurdere aftalens initiativer på det specialiserede socialområde.

Regeringen og KL er med afsæt i anbefalinger fra det såkaldte Tranæs-udvalg blevet enige om en række tiltag, som skal hjælpe kommunerne med at styre økonomien på det specialiserede socialområde, som har været et tema flere år i træk.  

Er det den rigtige vej at give kommunerne mulighed for at øge botilbudskapaciteten? Hvilke konsekvenser får aftalen for borgere med handicap? Følg med når en række aktører på socialområdet tage stilling til initiativerne på det specialiserede socialområde.

Vil du bidrage til debatten, kan du skrive til [email protected] for at høre om mulighederne.

Men selvom det ikke endte så galt, som det kunne have gjort, så er økonomiaftalen absolut ikke godt nyt for dem i vores samfund, som har brug for en hjælpende hånd og et kærligt puf for at komme tilbage på sporet.

Problemerne forsvinder ikke

På den korte bane frygter jeg, at udsatte borgere må vente endnu længere på at få bevilliget hjælp og blive matchet med de rigtige indsatser. Det skyldes, at økonomiaftalen forpligter kommunerne til at spare 700 millioner kroner på administration allerede i 2024 – og det kan ramme den borgernære velfærd rettet mod de mest udsatte.

Tre ud af fire socialrådgivere i kommunerne er nemlig opgjort som administration, og det er altså blandt disse medarbejdere, at besparelserne på administration skal findes.

I dag er kommunerne spændt så hårdt for økonomisk, at de i mange tilfælde forsømmer at sætte ind i tide

Ditte Brøndum
Næstformand, Dansk Socialrådgiverforening

Men borgerne og deres problemer forsvinder jo ikke. Tværtimod. Den stigende mistrivsel blandt unge betyder, at flere har brug for støtte – men meget tyder altså på, at der bliver færre socialrådgivere til at hjælpe børnene tilbage i trivsel.

Jeg er også bekymret over, at man med økonomiaftalen ikke for alvor har taget hånd om de problemer på det specialiserede socialområde, som er skyld i de stigende udgifter. Lad mig forklare.

For nylig spurgte vi i Dansk Socialrådgiverforening vores medlemmer om hvilke budskaber, som vi skal tage med til politikerne. Her skrev en socialrådgiver:

Der er behov for flere hænder i kommunalt regi, der er behov for flere socialrådgivere til at kunne gå ned i sagstal, for at bevare overblikket og give familien og barnet en bedre oplevelse af ”systemet” og for at give os socialrådgivere mulighed for at arbejde forebyggende og gribe ind, inden det hele er væltet.

I dag er kommunerne spændt så hårdt for økonomisk, at de i mange tilfælde forsømmer at sætte ind i tide og med en tilstrækkelig indsats. I stedet skubber man problemerne foran sig.

Men et handicap forsvinder ikke natten over, og et barn i mistrivsel får det ikke bedre af at vente. Som regel vokser problemerne sig bare større og mere akutte, og når det hele så vælter, så er det rigtig dyrt at hjælpe borgeren. Markant dyrere end hvis man havde sat ind med tilstrækkelig hjælp i tide.

Brug for ny tilgang til socialområdet

Der er naturligvis kommuner, som har forsøgt sig med investeringer, men på grund af det korte økonomiske sigte, som blandt andet budgetloven pålægger kommunerne, så er de fleste stoppet igen.

Det er ganske enkelt billigere at arbejde forebyggende i stedet for at vente, indtil det hele er væltet

Ditte Brøndum
Næstformand, Dansk Socialrådgiverforening

Derfor bør ekspertudvalget se på, hvorfor kommunerne er så inkonsekvente i denne tilgang, og hvordan man kan understøtte investeringer og indfri det potentiale, som flere projekter har dokumenteret.  

Der er brug for en ny tilgang til socialområdet. En tilgang, hvor der er tid til det sociale arbejde, og hvor man som socialrådgiver har en reel mulighed for at arbejde forebyggende, relationelt og med blik for hele borgerens situation – og dermed undgå nogle af de allerdyreste sager.  

Det kræver selvsagt, at man er villig til at investere, sikre fagligt handlerum og give medarbejderne tid til deres arbejde. Men vores erfaring er også, at man på den måde kan fremme en både økonomisk og faglig bæredygtige udvikling, fordi det ganske enkelt er billigere at arbejde forebyggende i stedet for at vente, indtil det hele er væltet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ditte Brøndum

Næstformand, Dansk Socialrådgiverforening
Socialrådgiver









0:000:00