Socialt udsattes behandling af alkoholmisbrug nedprioriteres

Rådet for Socialt Udsatte mener, at der er brug for langt større politisk bevågenhed på området.

Jann Sjursen
Formand for Rådet for socialt udsatte

Af Jann Sjursen
Formand for Rådet for socialt udsatte

140.000 danskere er alkoholafhængige, det anslår Statens Institut for Folkesundhed. Forholdet til og misbruget af alkoholen deler de 140.000 danskere, men der er en række vilkår i deres tilværelse, som de bestemt ikke deler. Vi kender ikke antallet af socialt udsatte borgere, der har et alkoholmisbrug, men vi ved, at størstedelen af de 140.000 ikke er socialt udsatte, forstået som mennesker ramt af flere komplekse problemer samtidig – faktisk er gruppen af 50+ årige med høj uddannelse og høj indkomst stærkt repræsenteret blandt dem, der drikker alt for meget.

Det er også i høj grad disse mennesker, behandlingssystemet sigter imod at indfange. Godt nok kan man være kritisk overfor kommunernes evne til at synliggøre deres behandlingstilbud overfor de brede befolkningsgrupper, som Anette Søgaard Nielsen var det i et indlæg i sidste uge her i debatten på Altinget. Men ikke desto mindre må man sige, at alkoholbehandlingssystemet især mislykkes i forhold til at henvende sig til misbrugere, som er socialt udsatte. Det skriver jeg, uden at underkende de problemer, alkoholen skaber bredt set.

Rådet for Socialt Udsattes undersøgelse af sundhed og sygelighed (SUSY UDSAT 2012) viser, at hver sjette af de interviewede socialt udsatte borgere har et alkoholmisbrug. Knap 30 procent af dødsfald i gruppen af socialt udsatte borgere vurderes af Sundhedsstyrelsen at være alkoholrelaterede.

En del af et større billede
Hvad vil det så sige, at være socialt udsat med alkoholmisbrug? Det vil sige, at alkoholmisbruget skal ses som en del af et større billede, hvor misbruget altid står i ledtog med andre sociale komplekse problemer, som fx hjemløshed, fattigdom eller psykiske lidelser. Og det væsentlige i denne sammenhæng er, at skal vi lykkes med at få socialt udsatte ud af (eller på vej ud af) et alkoholmisbrug, så er det meget svært at lykkes med uden at adressere de sociale problemer, som alkoholmisbruget følges med.

Ser man på udgifterne til kommunernes alkoholbehandling er de stigende, men stigningen dækker over, at kommunerne prioriterer familiebehandlingen, dvs. hvor der er hjemmeboende børn eller de behandlinger, hvor der er forholdsvis få sociale problemer. Den overvejende del af de behandlingstilbud, der findes i kommunerne i dag tilbyder ambulant behandling af alkoholmisbrug.

Samtidig er antallet af døgnbehandlingspladser reduceret betragteligt gennem de sidste 20 år. Det er derfor meget svært for socialt udsatte at få en relevant behandling, der ofte indebærer en kombination af døgnbehandling, efterværn og ambulante tilbud, samt indsatser i forhold til øvrige sociale/psykiske problemer, hvilket Sundhedsstyrelsen ellers anbefaler i anvisningen om kvalitet i alkoholbehandling fra 2008.

Brug for større politisk bevågenhed
Rådet for Socialt Udsatte mener, at der er brug for langt større politisk bevågenhed på området. Regeringens sociale 2020-mål anerkender, at der skal ske noget på alkoholområdet. Desværre har regeringen ikke sat et konkret mål, idet behandlingsstatistikken er i pauver tilstand, de nyeste tal er fra 2008 og udgør ikke en sikker datamæssig baggrund at måle en udvikling på. Men det må ikke være en undskyldning for ikke at gøre noget ved fx manglen på døgnbehandling!

Rådet for Socialt Udsatte har derfor indgået et samarbejde med SFI om at gennemføre en undersøgelse, der skal øge videns- og beslutningsgrundlaget om tilbud af alkoholbehandling til socialt udsatte. Det er nødvendigt at få be- eller afkræftet, om det er en myte, at behandling af social udsatte med et alkoholmisbrug også i praksis er nedprioriteret. Det er i hvert fald åbenlyst, at centralt politisk er det familiebehandlingen, der har prioritet.

Det er absolut godt – men skidt ser det ud for tilbud til socialt udsatte.