Ungdommens Røde Kors: Lad vores frivillige hjælpe indsatte med at tage en uddannelse fra fængslet

Ungdommens Røde Kors har været i fængslerne i mere end 15 år, og langt størstedelen af de indsatte, jeg møder, drømmer ikke om et liv med låste døre og sløj fængselsmad.

De drømmer heller ikke om et gangsterliv i overhalingsbanen. Nej, mange drømmer om et helt almindeligt liv med kæreste, arbejde, leverpostejmadder og tid med deres børn. Men jeg kan se, at det er en kamp for den enkelte at bryde den kriminelle løbebane – en kamp, som alt for mange desværre taber.

Vi ved dog, at uddannelse er en af de sikreste veje til et liv på den rigtige side af loven. Så når vi taler om resocialisering, er vi nødt til også at tale om uddannelse.

Kræver faglig støtte og motivation

I vores arbejde i fængslerne, hører vi om mange indsatte og løsladte, som har et stort ønske om at klare en uddannelse. Men alt for mange falder fra undervejs eller kommer slet ikke i gang. Når man ikke har positive oplevelser fra sin skolegang, og når knap hver femte indsat ikke har gennemført folkeskolens afgangseksamen, er det tæt på umuligt at fuldføre et selvstudie alene i sin celle – det kræver faglig og motiverende støtte.

Derfor tilbyder vi i Ungdommens Røde Kors frivillig studiestøtte i fængslerne i samarbejde med Kriminalforsorgen. Alle med en studiestøtte består deres fag, og de indsatte fortæller også, at mødet med en frivillig giver en tro på, at de kan være andet end deres dom.

”Bare det, at én kommer og spørger ind til, hvor langt man er nået, gør en forskel,” har 34-årige Peter, som er en af vores studerende i fængslet, fortalt. 

Og Danmarks unge står faktisk i kø for at blive frivillig studiestøtte hos os. De står i kø! Det duer jo ikke.

Svært at komme i kontakt med indsatte

Når vi ved, at uddannelse er så vigtigt, og vi ved, at indsatte kan klare det med den rigtige støtte, så vidner det om en brist i systemet, at vi som frivillige ikke kan få mulighed for at give den hjælp, vi tilbyder.

Vores største udfordring er at komme i kontakt med alle de indsatte. I fængslerne har vi et rigtig godt samarbejde med uddannelseskoordinatorerne, som henviser studerende til os. Men vi oplever også et fængselsvæsen, som er presset til det yderste, så det er ikke mærkeligt, at antallet af studerende i fængslerne er faldet over de seneste år.

Det sikre IT-netværk har ikke virket siden 2018. Det svarer til at skulle fuldføre gymnasiet uden undervisning. Og selvom lærere og ansatte i Kriminalforsorgen kæmper bravt, har de begrænset overskud til at støtte de indsatte i forskellige resocialiseringstilbud.

Isak på 39 år, som er tidligere studerende i fængslet, har beskrevet det meget præcist. ”Fængselsbetjentene skal komme og låse ens dør op og følge dig i skole. Og de skal hente dig igen, når du skal til frokost. Men lige nu mangler de kollegaer, så de har ikke tid til at gøre det. Så kommer man ikke i skole.”

Derfor har vi nogle klare ønsker til den nye politiske aftale for Kriminalforsorgen.

Handleplanerne for de enkelte indsattes resocialisering skal starte tidligere – med et særligt fokus på unge under 30 år. Kriminalforsorgen har et vigtigt arbejde med at sikre uddannelse for indsatte, men vi kan bidrage med en helt unik (og nødvendig) støtte.

De indsatte, der udtrykker ønske om at tage en uddannelse i fængslet, eller når de bliver løsladt, skal derfor helt automatisk få tilbuddet om en frivillig studiestøtte.

Brug for brobygning mellem frivillige og indsatte

Vores og andre resocialiserende tilbud fra civilsamfundet skal tænkes ind i flerårsaftalen, så vi får bedre adgang til landets fængsler. Når indsatte møder en frivillig bag murene, får de bedre forudsætninger for at begå sig på den anden side.

Men vi er dybt afhængige af, at personalet kan gøre opmærksom på tilbuddene. Vi ønsker derfor, at der afsættes ressourcer til dedikerede frivillighedskoordinatorer på de enkelte matrikler, som kan være brobyggere mellem os frivillige og de indsatte.

Derudover ønsker vi en modernisering af det sikre IT-netværk, så vi kan tilbyde støtte til dem, der afsoner på afdelinger længst væk fra offentligheden.

Peter er i dag 34 år og har siddet i fængsel rigtig mange gange, siden han var 19. Han har engang fortalt, at ”hvis man havde samlet mig op dér, og sagt: ’Kammerat, nu gør i vi lige sådan her i stedet for’, så havde jeg nok ikke været, hvor jeg er i dag.” 

Alle indsatte skal ud i samfundet igen, og vi har nøglen til at bryde den kriminelle løbebane – så hvorfor ikke bruge den?