Debat

Venstre til SF: Vi leverer løsninger i EU. I har sat jer selv uden for indflydelse

Venstrefløjen har begrænset indflydelse på EU's klimapolitik. Frem for nyttesløse ændringsforslag burde den søge indflydelse via kompromisser, skriver Morten Løkkegaard.

Insisterer man som SF på regler, som kun et lille mindretal ønsker, så risikerer man at tabe opbakningen fra borgerne, skriver Morten Løkkegaard.
Insisterer man som SF på regler, som kun et lille mindretal ønsker, så risikerer man at tabe opbakningen fra borgerne, skriver Morten Løkkegaard.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix og Philip Davali/Ritzau Scanpix
Morten Løkkegaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Store slag i luften eller reel, grøn indflydelse? Det er noget af det, der adskiller Venstre og SF i Europa-Parlamentet, og som nu får Kira Marie Peter-Hansen til at anklage os for greenwashing.

I et debatindlæg, der er en lang anklage baseret på både misforståelser og stråmandsargumenter, forsøger hun at tegne et skævt billede af Venstres grønne politik.

Faktum er nemlig, at Venstre har været med til at vedtage den ambitiøse klimapakke og klimalov, der blandt andet fastslår, at EU skal være klimaneutralt senest i 2050.

Men det kan måske være svært at få øje på fra SF's høje hest. Forskellen på os er, at Venstre arbejder med politik, der kan blive til noget. For os handler det om at gøre en reel forskel i stedet for at stå på sidelinjen og råbe på politik, som man alligevel ikke kan skaffe et flertal bag.

Læs også

Tallene taler sit eget tydelige sprog; Venstre og Renew har på klimaområdet fået vedtaget 88 procent af vores ændringsforslag. Langt mere end SF's gruppe, the Greens, med kun 34 procent. Hvad nytter politiske meldinger og forslag, hvis de aldrig bliver til noget?

Venstrefløjen aflivede vigtig lov om pesticider

Lad os tage et konkret eksempel: Europa-Parlamentets forslag til at reducere brugen af pesticider blev skrottet i slutningen af 2023. Årsagen var især, at venstrefløjen mente, at forslagene ikke var så vidtrækkende, som man ville have. Derfor stemte man hele lovforslaget ned, og nu går der så formentlig flere år, før vi får lovgivning på plads, der sikrer reduktion af pesticider i hele EU.

Det er jo tragisk og viser tydeligt behovet for en mere realistisk tilgang til tingene, end den SF lægger for dagen. Den leverer vi i Venstre, og vi formår at trække EU i en grønnere retning.

For os handler det om at gøre en reel forskel i stedet for at stå på sidelinjen og råbe på politik, som man alligevel ikke kan skaffe et flertal bag.

Morten Løkkegaard (V)
Spidskandidat til EU-valget og medlem af Europa-Parlamentet

Det var også netop grunden til, at Venstre har været meget aktive i forbindelse med naturgenopretningsforordningen. Sikringen og genoprettelse af vores natur og biodiversitet er så vigtigt, at det er afgørende, at den nye lovgivning, der vedtages, er både ambitiøs, men også kan blive vedtaget af et flertal i Europa-Parlamentet.

Derfor har vi arbejdet for at få tilpasset reglerne, så de er ambitiøse og realistiske, så loven faktisk kommer ud og gør en forskel for vores truede arter og naturtyper.

Insisterer man som SF på regler, som kun et lille mindretal ønsker, så mister man både muligheden for at vedtage lovgivningen, og man risikerer også at tabe opbakningen fra borgerne, som repræsenteres af parlamentets valgte politikere.

Det samme gør sig i øvrigt gældende på stort set alle de større grønne dagsordener – for eksempel 'Fit-for-55', der satte klimamål for unionen. Venstre var – sammen med den centrale Renew-gruppe – altid med hvor det skete og kunne trække tingene i en grønnere, realistisk retning.

Støtter SF centrale teknologier for at nå klimamål?

Vi får da også en slags ros af Kira Marie Peter-Hansen. Nemlig for vores forslag om, at der skal være en håndhævelseskommissær. Det er nemlig bydende nødvendigt, at EU-landene rent faktisk lever op til den klima- og miljøpolitik, vi beslutter i EU. Det gælder selvfølgelig også i Danmark.

Ansporet af ønsket om reel klimahandling vil Venstre også arbejde for, at der skal etableres en ny lovgivningsramme, som sikrer, at atomkraft og andre udviklingsteknologier har en reel chance for at nå markedet. Atomkraft skal desuden klassificeres permanent som en grøn investering i EU's taksonomi for bæredygtige investeringer.

Læs også

Hvis SF er et grønt parti, bakker man vel også 100 procent op om bedre vilkår for atomkraft, som, den anerkendte organisation International Energy Agency konkluderer, kan spille en central rolle i at bremse klimaforandringerne? Og hvad mener SF om at øge investeringerne i udvikling af teknologi til CO2-fangst og -lagring, som også vil være vigtige for at nå vores globale klimamål?

Så kære SF, hvad nytter det at fremsætte ændringsforslag efter ændringsforslag, når de kun sjældent bliver til noget? I Venstre går vi højt op i at skabe konkrete forbedringer, og vi ser frem til, at SF i højere grad vil byde ind med realiserbare forslag samt et fortsat arbejde (og samarbejde) for et grønnere Europa.

Det bliver afgørende i den kommende periode, hvor konservative kræfter muligvis vil gøre det sværere at få vedtaget ambitiøs klimapolitik.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Løkkegaard

Spidskandidat til Europa-Parlamentet (V), MEP (V), Næstformand, Renew Europe, kommunalbestyrelsesmedlem, Gentofte Kommune, fhv. MF (V)
journalist (DJH 1988)

Kira Marie Peter-Hansen

Spidskandidat til Europa-Parlamentet (SF), MEP (SF)
studerer bachelor i international relations (Vesalius College, Belgien)

0:000:00