Regioner: Praktiserende læger tjener kassen

OVERENSKOMST: Regionerne mener, at de praktiserende læger skal være langt mere fleksible i forhold til at sige ja til nye opgaver ved årets overenskomst. Deres indtægt er nemlig steget kraftigt, mener Danske Regioner.
Foto: colourbox
Ole Nikolaj Møbjerg Toft
Foto:
Foto:

Med en gennemsnitlig årsindkomst på lidt over en million kroner er de praktiserende læger de bedst betalte læger i sundhedsvæsnet. Sammenlignet tjener en overlæge på et sygehus 887.000 kroner.

Det viser en opgørelse, som Danske Regioner har lavet på baggrund af tal fra de Praktiserende Lægers Organisation. Regionernes opgørelse kommer ikke tilfældigt, ifølge Altingets oplysninger er der ingen, der tror på, at regionerne og PLO som planlagt har en aftale klar på onsdag den 20. maj.

Opgørelsen fra danske regioner viser, at også de praktiserende læger har haft den største indkomstfremgang.

Johannes Flensted-Jensen, der er næstformand i Regionernes Lønnings- og Takstnævn, siger om undersøgelsen.

"Man overdriver jo ikke, hvis man siger, at de praktiserende læger har en særdeles pæn indkomst. De er jo den gruppe i sundhedsvæsnet, som har oplevet den suverænt største indkomststigning, både i kroner og i procent," siger Johannes Flensted-Jensen.

Regioner: De må forpligte sig
Og sådan en indkomststigning forpligter, mener han:

"Med den løn har jeg også den forventning om, at lægerne blandt andet forpligter sig som tovholdere i behandlingen af kroniker-patienterne i samarbejdet mellem regioner og kommuner. På samme måde ønsker vi også, at lægerne tager mere del i sundhedsvæsnets akutfunktioner," siger Johannes Flensted-Jensen.

Han understreger, at regionerne er villige til at give lægerne ekstra penge for de nye opgaver.

"Men en del af de ting, vi har på vores ønskeliste, koster jo ikke lægerne meget. For eksempel patient- og behandlings-registreringssystemet ICPC. En del læger bruger det - nu skal vi bare have alle med. Derfor efterlyser vi lidt mere omstillingsvilje," siger Johannes Flensted-Jensen.

Formand for de praktiserende læger Michael Dupont mener, at Danske Regioner har lavet en misvisende sammentælling af overlægerne og de praktiserende lægers løn.

PLO: Unfair sammenligning
Regionerne har mindst skudt 130.000 kroner for højt, mener han.

"Lægerne tjener i gennemsnit 130.000 kroner i lægevagten. De penge, lægerne tjener om aftenen, skal ikke regnes med i nettolønnen. Trækker man 130.000 kr. fra regionernes opgørelse, så ligger praktiserende læger og overlægerne på samme niveau," siger Michael Dupont.

Han mener, at overlægernes bijobberi skulle have været med i deres nettoløn.

"Vores medlemmer tjener gennemsnitligt 116.000 kroner ved at udstede motor-attester og lignende. De har jo heller ikke noget at gøre med regionerne og burde jo ligesom overlægernes bijob heller ikke regnes med," siger Michael Dupont, der dog understreger:

"Vi er ikke utilfredse med lønnen. Men vores beregninger viser, at vi skal rubbe neglene, fordi overlægerne er steget mere i løn end os de senste år," siger Michael Dupont.

Han bekræfter, at de praktiserende læger gerne vil være en endnu større del af sundhedsvæsnet.

"Men hvis vi skal spille en stadig større rolle af kronikerne, så er vi nødt til at ansætte mere personale, og med sidste års overenskomst steg deres løn 12-13 procent, hvilket også øger vores udgifter," siger Michael Dupont.

PLO: Udvikling koster
Han afviser, at lægerne ikke er tilstrækkeligt omstillingsparate.

"Men det koster penge at udvikle almen praksis i den retning, regionerne ønsker. Vi skal bruge flere penge på personale, udstyr og de fysiske rammer," siger Michael Dupont.

Den logik er man lodret uenig i hos Danske Regioner. Her peger man på, at man har trukket lønudgifter fra i det, de angiver som lægernes løn. De penge, som de praktiserende læger tjener i lægevagten, skal også regnes med, fordi lægerne er overenskomstmæssigt forpligtede til at deltage i denne turnus, mener man hos regionerne.

De mange uenigheder betyder også, at hverken PLO eller Danske Regioner forventer, at en aftale er lige om hjørnet.

Altinget logoSundhed
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget sundhed kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00