Kirurger: Behandlingsgaranti koster produktivitet

TEMA VI: Behandlingsgarantien presser planlægningen på ortopædiske afdelinger. Det koster produktivitet, mener et flertal af ledende ortopædkirurger.
Foto: Colourbox

Det er ikke usædvanligt, at folk ringer afbud dagen før. Så kan vi ikke ringe til nogen, der står på en venteliste og få nogen ind. Så sker det, at operationskapaciteten ikke udnyttes. Så står der et operationshold med en narkoselæge, operatør, og operationspersonale, som får løn uden at lave noget.

Magne Juhl
Ledende overlæge på ortopædkirurgisk afdeling på Viborg Sygehus
Fakta

Fakta om Altingets rundspørge
20 ud af landets 22 ledende overlæger på det ortopædkirurgiske område har medvirket i undersøgelsen.

De ledende overlæger er alle ansat på offentlige sygehuse, men to af de medvirkende er også beskæftigede på privathospitaler.

Deltagerne er blevet stillet følgende spørgsmål (svarprocent fremgår):

Mener du, at behandlingsgarantien på en måned medvirker til, at de ortopædkirurgiske afdelinger mister produktivitet?
(Ja: 70%, Nej: 25%, Ved ikke: 5%)

70 procent af de ledende offentlige overlæger på det ortopædkirurgiske område mener, at behandlingsgarantien medvirker til, at afdelingerne mister produktivitet. Det viser en rundspørge, som Altinget har foretaget blandt 20 ud af 22 af landets ledende overlæger.

Meldingen kommer i kølvandet på kritik fra tidligere sundhedsminster Jakob Axel Nielsen (K), der før sommerferien var ude med en kritik af, at garantien på en måned ikke "gav nok sundhed for pengene" og derfor burde differentieres.

Ifølge ortopæderne betyder garantien, at en større andel af patienterne melder fra, når de hurtigt skal omstille sig til operation. Samtidig formindskes puljen af ventende patienter. Det kan i værste fald betyde, at der står et helt operationshold uden en patient at operere.

Det betyder tab af arbejdskraft og dermed større omkostninger til sundhed uden noget reelt udbytte. Et typisk operationsleje består af en højtuddannet kirurg, to operationssygeplejersker, en anæstesilæge, samt eventuel assisterende læge.

Marianne Breddam, ledende overlæge på ortopædkirurgisk afdeling på Sygehus Vest, er blandt de læger, der oplever problemer med kravet om at kunne tilbyde hurtig behandling:

"Vi har et vist antal operationsstuer. I gamle dage sørgede vi for at booke patienter ind i alle hullerne, og vi havde altid en bunke liggende af patienter, der ventede på at komme ind. Nu er det nødvendigt at holde frie pladser for at kunne give patienterne en hurtig tid til operation. Men hvis det viser sig, at ikke alle skal opereres, så har jeg tomme pladser. Og det betyder, at der er tomme pladser i operationsprogrammet, for jeg skal hele tiden holde ledige pladser, sådan at ham, der kommer ind mandag, kan få en tid mandag efter. Det kan ikke undgå at påvirke produktionen," siger Marianne Breddam.

Mangler buffer
Benn Duus, ledende overlæge på ortopædkirurgisk afdeling på Bispebjerg Hospital, oplever også, at behandlingsgarantien på en måned koster ressourcer:

"Hvis man skal overholde garantien, så får man ledige operationsstuer, fordi patienterne aflyser, og så kan man ikke få nogen ind med så kort varsel," siger Benn Duus.

Han oplever, at behandlingsgarantien har bragt ventelisterne så langt ned, at puljen af patienter, som kan kaldes ind til operation med kort varsel, bliver mindre:

"Så får vi det problem, at vi har svært ved at udfylde vores operationslejer, siger Benn Duus.

Han mener, at en måned er for kort tid til at tage højde for de udsving, der kan være i antallet af henviste patienter. I stedet burde garantien forøges til 2 måneder for at skabe bedre mulighed for mere effektiv planlægning.

Umuligt at tilpasse arbejdskraft
Når patienten har krav på operation inden for en måned, så stiller det samtidig krav til afdelingerne om at kunne tilbyde hurtig operation. Men ifølge ledende overlæge på ortopædkirurgisk afdeling i Slagelse, Peter Bernt, så giver det problemer, fordi personalet ikke kan omstilles til at imødekomme patienternes krav på operation:

"Vi har nogle overenskomstmæssige forhold, der gør, at vi ikke bare kan skrue op og ned for gassen. Hvis vi har en planlægningshorisont overenskomstmæssigt, der hedder en måned, og patienterne har en venteliste, der hedder en måned, så giver det ingen mening. Vi kan ikke nå at skrue op og ned i forhold til efterspørgsel. For inden vi får varslet ekstraarbejde, så er den måned gået, som folk har krav på," siger Peter Bernt og fortsætter:

"Der ligger nogle overordnede tidsrammer om, hvordan man kan tackle personalet, som slet ikke modsvarer ventetidsgarantien i virkeligheden. Det er et problem."

Peter Bernt påpeger, at der også kan opstå problemer med ventetidsgarantien i forhold til ferier, fordi lange perioder med nedlukkede afdelinger sender patienterne ud til private og tømmer afdelingernes ventelister med patienter, som de kan operere efter ferien.

Altinget logoSundhed
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget sundhed kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00