Branchedirektør: Privat sundhed er ikke enemy number one

DEBAT: Private sundhedsforsikringer er ikke forbeholdt de rige. Udfordringer med ulighed ligger i, at ikke alle patientgrupper formår at benytte sig af patientrettighederne, som alle har helt lige adgang til, skriver Jesper Danneris Luthman.

Af Jesper Danneris Luthman
Branchedirektør i Sundhed Danmark, Foreningen af danske sundhedsvirksomheder

Der skal lyde en ros til Yngre Lægers nye formand Helga Schultz for at tage fat i et vigtigt emne i Altinget 4. december om ulighed i sundhed.

Det er en god start på et formandskab, som vi glæder os til at fortsætte samarbejdet med. Som vi havde med den tidligere formand, og som vi har med Lægeforeningen. 

Men at høre Helga Schultz er desværre som at høre en stemme fra fortiden.

Vi er enige i, at ulighed i sundhed er et problem. Det er et faktum.

Men det er også et faktum, at vi faktisk ved ret meget om de determinanter, der påvirker uligheden, og der er sundhedsforsikringer ikke grunden til, at uligheden ’”vokser sig større”, som Helga Schultz beskriver.

Helga Schultz udnævner i sit indlæg sundhedsforsikringer til ’public enemy’ nr. 1, når det kommer til ulighed i sundhed. Noget, der kun er for de rige.

Hun anklager endda dem med en forsikring – 1,8 millioner danskere – som mennesker, der på bekostning af andre ønsker at sikre sig selv frem for fællesskabet. 

Karina Ransby, underdirektør i Forsikring & Pension har 7. december en grundig gennemgang af, hvem der faktisk har en forsikring. Og hvordan de har fået den.

Denne gennemgang præsenterer helt almindelige danskere på tværs af mange uddannelseslag.

Fuldstændigt samme billede, som vi oplever ude på privathospitalerne; mange almindelige danskere, der udredes og behandles gennem deres sundhedsforsikring og dermed faktisk flytter sig ud af den offentlige venteliste.

Med det resultat, at den samlede kapacitet stiger, hvilket jo egentlig er meget positivt.

Lige behov behandles lige
Havde Yngre Læger læst Sundhedsstyrelsens rapport fra 2011 om ulighed i sundhed, så havde det været klart, at ”Brugerens uddannelse, sociale status, sproglige evner m.v. spiller her en afgørende rolle. Det samme gør det sociale netværk, og hvilken støtte fra pårørende patienterne kan få ved sygdom, efter indlæggelser etc. (SST, Ulighed i sundhed – Årsager og Indsatser, 2011, s. 113).” 

Det betyder jo ikke, at sundhedsvæsenets organisering ikke har nogen betydning. Da det jo netop handler om, at patienten kender ’vejen ind’ i sundhedsvæsenet, længden af ventetider, kapacitetsproblemer og geografi.

Men det betyder, at der ligger et kæmpe ansvar på systemets skuldre i forhold til at modvirke alle de her ting.

Sundhedsstyrelsen skriver, at det er vigtigt, at mennesker med lige behov skal behandles lige. At mennesker med størst behov prioriteres før mennesker med mindre behov.

Og netop her burde vi have et vigtigt samarbejdsområde!

Man skal kende sine rettigheder
For på den ene side er patientrettigheder fantastisk gode og med til at give alle lige muligheder i sundhedsvæsenet. En sikring af, at alle, uafhængig af uddannelse, indkomst, viden eller netværk, kan komme hurtigt til udredning og behandling – lige meget hvor man bor i landet.

Men der ligger også en indbygget udfordring, ved at patienten selv skal handle. Patienten kan først handle, i så fald han eller hun har forstået sine rettigheder og kan gennemskue, hvordan de bruges og ’aktiveres’.

Og det er her, det reelle problem er. Det kan alle ikke. Det er den ressourcestærke del af befolkningen der kan finde ud af at bruge disse rettigheder.

En vigtig debat
Erfaringen fra sundhedsforsikringerne er, at for at få alle med kræves der både et ’push’ fra arbejdspladsen og et ’pull’ fra forsikringsselskabet. Et push/pull, der ikke er i det offentlige. 

Så hvis vi faktisk ønsker, at alle får muligheden for at bruge sundhedsvæsenet lige – og dermed få mindre ulighed, kræver det, at vi bygger systemet anderledes op.

Det bør være sådan, at alle patienter, der kan komme hurtigere til – til udredning eller behandling, men ikke forstår deres muligheder, kontaktes.

Jeg ser frem til at fortsætte både debatten og dialogen med Yngre Læger. Kun ved at udveksle meninger og fakta bliver vi klogere. Så tak for at starte en vigtig debat.

Forrige artikel Psykiatrifonden: Psykisk sygdom er stigmatiseret og underbehandlet Psykiatrifonden: Psykisk sygdom er stigmatiseret og underbehandlet Næste artikel V-profiler: Hvem skal overtage det politiske ansvar, hvis regionerne lukker? V-profiler: Hvem skal overtage det politiske ansvar, hvis regionerne lukker?