Forsikring & Pension til Yngre Læger: Jeres kritik bygger på myter

REPLIK: Sundhedsforsikringer er ikke anderledes end arbejdsmarkedspensioner, der supplerer den offentlige folkepension. De er ikke kun forbeholdt direktøren i Rungsted, skriver Karina Ransby fra Forsikring & Pension til Yngre Læger.

Af Karina Ransby
Underdirektør i Forsikring & Pension

Velkommen til Helga Schultz som ny formand for Yngre Læger, og skønt, at hun involverer sig i den offentlige debat om sundhedsfaglige emner.

Vi er dog lidt kede af hendes kritiske holdning til sundhedsforsikringer, som vi ser bygger på nogle myter.

Forsikrings- og pensionsbranchen sætter stor pris på det offentlige sundhedsvæsen og mener også, at det offentlige skal være den primære sundhedsleverandør i Danmark.

Der er dog heller ikke noget, der tyder på, at det ikke er tilfældet.

Udgifterne til sundhedsforsikringer og –ordninger udgør cirka to procent af de samlede udgifter til sundhedsvæsnet i Danmark.

Man har også forsikringer i Nordvest
Der er tre sejlivede myter om sundhedsforsikringer, som vi gerne vil søge aflivet.

Den ene myte, som Helga Schultz berører, handler om, hvem det er, der har en sundhedsforsikring.

Hun skriver, at det er chefkonsulenten i Rungsted og ikke førtidspensionisten fra Nordvest.

Sundhedsforsikringer er i dag meget udbredt. Der er 1,8 millioner danskere, der har en sundhedsforsikring eller sundhedsordning. De er typisk tegnet af arbejdsgivere for deres medarbejdere enten direkte eller via en pensionsordning.

Det betyder, at størstedelen af de personer, der har en sundhedsforsikring, er personer på arbejdsmarkedet, og hvis chefkonsulenten i Rungsted er privatansat, har vedkommende højst sandsynlig en sundhedsforsikring. Det har den ufaglærte i Nordvest med stor sandsynlighed også.

Faktum er nemlig, at 20 procent af dem, der har en sundhedsforsikring/ordning, har folkeskolen som højest fuldførte uddannelse, og over 40 procent har en faglært uddannelse.

Sundhedsforsikringer dækker altså brede grupper af arbejdsmarkedet og ikke kun højtuddannede grupper i befolkningen.

Går ud af køen til det offentlige
En anden myte er, at de, der har en sundhedsforsikring, stjæler kapaciteten i sundhedsvæsnet, så der bliver mindre sundhed til alle andre.

Som Helga Schultz skriver: ”Man ønsker at sikre sig selv og sine nærmeste, også hvis det sker på bekostning af andre.”

Men sundhedssystemet er ikke en fast størrelse, det kan vokse i takt med efterspørgslen, uanset om det sker i offentligt eller privat regi. 

Sundhedsforsikringer giver oftest adgang til hurtigere behandling på eksempelvis privathospitaler og hos privatpraktiserende psykologer og fysioterapeuter.

Dermed har de forsikrede med behov for visse typer af behandlinger mulighed for at undgå ventetider i det offentlige.

Gør man det, betyder det også, at man ikke længere står i køen til de offentlige klinikker, hvor andre så kan komme hurtigere til.

Minder om arbejdsmarkedspensioner
En tredje myte er, at bedre velfærd for nogle betyder dårligere velfærd for andre.

Men niveauet for det sundhedstilbud, som tilbydes af det offentlige, er ikke og bør ikke være bestemt af, om nogle grupper har en sundhedsforsikring. Det skal være en politisk beslutning.

At nogle grupper så vælger at supplere det offentlige niveau, gør ikke det offentlige sundhedstilbud dårligere.

Med den seneste finanslov har vi endda set, hvordan et veletableret privat supplement af offentlige ydelser bliver bredt ud til at dække alle dele af befolkningen. Det sker med den nye obligatoriske pensionsordning for overførselsmodtagere.

Her begyndte det med arbejdsmarkedspensioner for brede dele af de beskæftigede, som supplement til den offentligt finansierede folkepension. Nu skal alle grupper i befolkningen have et tilsvarende supplement til de offentlige ydelser.

Sundhedsforsikringer supplerer den offentlige service og er dermed helt parallelle til arbejdsmarkedspensioner, som supplerer den offentlige folkepension.

Der er ikke mange, der mener, at udbredelsen af arbejdsmarkedspensionerne har givet dårligere folkepension til andre.

Men som velstanden i samfundet stiger, får brede grupper af befolkningen råd til at supplere det velfærdsniveau, de får i det offentlige, med egne midler. 

Forrige artikel Danske Patienter: Mange føler sig på udebane i sundhedsvæsenet Danske Patienter: Mange føler sig på udebane i sundhedsvæsenet Næste artikel Cepos: Ikke al ulighed i sundhed er usund Cepos: Ikke al ulighed i sundhed er usund