Danske Patienter: Mange føler sig på udebane i sundhedsvæsenet

Af Camilla Hersom
Formand for Danske Patienter

Ulighed i sundhed kan defineres og måles på et utal af måder. Det har de seneste ugers debat her på Altinget også vist.

Sundhedsvæsenets komplekse opbygning, og de udfordringer med sammenhæng mellem sektorerne, der følger heraf, er med til at øge uligheden.

Det stiller nogle patienter bedre end andre – de, som formår at skabe overblik, forstår lægens sprog og kan afsøge egne muligheder, er bedre stillet. Det er ikke fair – og det kan Danmark gøre bedre.

Mål på enkelte socialgrupper
Men hvor skal man sætte ind? Det er desværre ikke nemt at se – for når man måler på kvaliteten i sundhedsvæsenet, opgør man alt i gennemsnit.

Når antallet af forebyggelige indlæggelser som eksempel opgøres til 11 procent, kan det dække over en langt større andel indlæggelser af ressourcesvage, fordi de, som er bedst til at navigere i sundhedsvæsenet, er med til at sænke den gennemsnitlige procentsats.

Ulighed bør være et integreret fokusområde i alle vores nationale kvalitetsmål – ikke et mål, der står alene, men et fokus, der er integreret alle steder.

Camilla Hersom
Formand, Danske Patienter

I stedet for at måle på gennemsnit er det nødvendigt at se nærmere på, hvordan vi kan måle på de enkelte socialgrupper. Det vil give mulighed for en langt mere målrettet indsats for at mindske uligheden i vores sundhedsvæsen.

Ulighed bør være et integreret fokusområde i alle vores nationale kvalitetsmål – ikke et mål, der står alene, men et fokus, der er integreret alle steder.

Først da har vi en chance for at skabe et mere lige og fair sundhedsvæsen, der sikrer god behandling til alle – uanset ophav, uddannelsesniveau og overskud.

Vigtige informationer går tabt
I en ph.d. gennemført i samarbejde mellem Videnscenter for Brugerinddragelse i Sundhed (ViBIS) og Forskningsenheden for Almen Praksis på Københavns Universitet fortæller en række ældre borgere med multisygdom, lavt uddannelsesniveau og lav indkomst, at de oplever at blive behandlet dårligere end patienter med et højere uddannelsesniveau.

De fortæller, hvordan de undlader at sige ting til lægen, som kunne have været vigtige i forhold til valg af den rette behandling, fordi de føler, at oplysningerne er irrelevante eller vil få dem til at fremstå usikre.

Ifølge ph.d.-afhandlingen skal der udvikles metoder til inddragelse, som kan frembringe den viden, de ældre selv frasorterer, hvis man skal undgå, at multisygdom blandt ældre fører til ulighed.

De ældre, multisyge patienter er dog ikke alene om at føle sig på udebane i sundhedsvæsenet.

En kritik fra Rigsrevisionen af de breve, som regionerne sender til patienterne, giver et billede af problemets omfang: Hver tredje kan ikke gennemskue eller overskue den information, de får fra sundhedsvæsenet.

Det kan i sidste ende føre til manglende behandling og forkerte behandlingsvalg.

Inddragelse er en vigtig del af løsningen
Forskellige patienter har forskellige forudsætninger for at modtage behandling og tage del i et behandlingsforløb.

Det skal sundhedsvæsenet være gearet til at imødekomme.

Det kan blandt andet gøres ved systematisk at inddrage patienterne og deres pårørende, så deres viden og præferencer bliver en aktiv del af behandlingen. Og så bekymringer og ressourcer – eller mangel på samme – bliver tydelige for sundhedspersonalet.

På samme måde skal patienter og pårørendes stemmer gøres gældende i udviklingen af sundhedsvæsenets rammer.

Sundhedsvæsenets ledelse skal blive bedre til at inkludere dem, det handler om, og lytte til deres erfaringer – for de patienter, der typisk bliver set som ressourcesvage, ligger også inde med værdifuld viden.

Sundhedsvæsenet skal passe til dem, der bruger det, og meget tyder på, at vi ikke er i mål endnu.