Debat

Enhedslisten før samråd om vaccine-patenter: Få kontrollen med produktionen over på politiske hænder

Med opbakning fra blandt andre USA til at suspendere patenter på vacciner bør regeringen også bakke op. Donationer kan ikke gøre det alene - produktionskapaciteten må op, skriver Peder Hvelplund (EL).

Der er noget helt galt med en verden, hvor de rigeste lande har sat sig på de fleste vacciner og samtidig blokerer for, at vi kan få produceret flere, skriver Peder Hvelplund (EL). 
Der er noget helt galt med en verden, hvor de rigeste lande har sat sig på de fleste vacciner og samtidig blokerer for, at vi kan få produceret flere, skriver Peder Hvelplund (EL). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Herhjemme er over 40 procent af den danske nu vaccineret. Det er jo ganske godt. For os her i det rige nord. Men tager man de globale briller på, ser det mildest talt knap så godt ud ved vaccineringen.

Med nuværende tempo er perspektivet 57 år, før alle verdens borgere er fuldt vaccinerede. I Afrika har kun 31 millioner mennesker ud af en samlet befolkning på 1,3 milliarder fået et stik vaccine. Den store udfordring er stadig mangel på vacciner. Danmark og EU må komme på rette side i vaccinekampen.

Det er ikke nok at donere 400.000 vacciner, lige inden de skulle smides ud eller blot at kaste flere penge efter fordelingsmekanismen Covax. Corona-udsatte lande har brug for mere end vores halvgamle overskudsvacciner. Der er behov for, at vi skruer på de strukturelle håndtag, som en global pandemi netop kræver. Der er akut behov for at øge produktionskapaciteten – og her bør vi forfølge alle kanaler inden for det internationale regelsæt.

Suspendere patenter
Her er muligheden for at bruge WTO’s regler om at suspendere patenter midlertidigt helt oplagt. Mere end 100 lande støtter allerede forslaget. Ved at udstede en waiver, som midlertidigt suspenderer patenterne, mens pandemien pågår, har vi en mulighed for at sikre, at endnu flere mennesker – særligt i den fattige del af verden – får vacciner. Når lande som USA, Brasilien, Indien og Mexico er med, skal der nok findes produktionskapacitet, så snart beslutningen er truffet.

Det globale momentum for at suspendere patenterne vokser. Siden vi sidste år havde det første samråd med regeringen om at suspendere patenterne, har blandt andre USA meldt sig på banen. Biden bakker aktivt op om WTO-waiveren, WHO bakker op, og EU-Parlamentet stemte så sent som i onsdags for en midlertidig suspendering af licenserne. Blandt de demokratisk valgte i EU - med undtagelse af de danske socialdemokrater desværre - er der altså nu flertal for, at EU skal bakke op om appellen.

Vi skal ikke have en global vaccineøkonomi, hvor de fattige lande skal vente på, at der falder vaccine-krummer ned fra de riges bord. 

Peder Hvelplund (EL)
Coronaordfører og medlem af Epidemiudvalget

Vi kan ikke stille os tilfredse med EU’s modsvar til appellen, som bygger på frivillighed fra industriens side. En industri, som tjener millioner på at sælge vacciner til rige lande. Og der er i disse dage forlydender om, at Frankrigs Macron vil tale for suspendering på det kommende G7-topmøde.

Vaccine-krummer fra de riges bord
Vi skal have kontrollen over produktionsbeføjelserne over på politiske hænder, som handler med folkesundheden for øje. Vi har tidligere hørt regeringen undskylde fodslæberiet med, at det ikke var realistisk. Særligt nu, hvor USA er med om bord, og flere lande bakker op, kan vi ikke se det argument holde længere. Faktisk står de europæiske lande efterhånden pinligt alene.

Der er noget helt galt med en verden, hvor de rigeste lande har sat sig på de fleste vacciner og samtidig blokerer for, at vi kan få produceret flere. Det er en fuldstændig uholdbar og dybt uretfærdig situation.

Vi vil ikke være med til at hægte den fattige del af verden af nu, hvor vi i det rige nord endelig ser lys for ende af tunnelen. Vi skal ikke have en global vaccineøkonomi, hvor de fattige lande skal vente på, at der falder vaccine-krummer ned fra de riges bord. Donationer er fint, men ikke en løsning.

Vi kan først stoppe pandemien, når vi holder op med kun at tænke på os selv og stopper med at holde hånden under en grådig medicinalindustri.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peder Hvelplund

MF (EL), gruppeformand
fritidspædagog (Hjørring Seminarium. 1993)

0:000:00