Debat

Uddannelseschef: Det krævede en pandemi at få øjnene op for e-læring

DEBAT: Virtuel undervisning er intet nyt fænomen. Men først med coronapandemien har den fået sin berettigede status, skriver Ulla Bjerre-Christensen.

Covid-19 har været katalysator for en omstilling, der har vist sig rigtig nyttig på uddannelsesområdet, skriver uddannelseschef ved Steno Diabetes Center. 
Covid-19 har været katalysator for en omstilling, der har vist sig rigtig nyttig på uddannelsesområdet, skriver uddannelseschef ved Steno Diabetes Center. Foto: Steno Diabetes Center
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Ulla Bjerre-Christensen
Overlæge og uddannelseschef, Steno Diabetes Center Copenhagen

If it ain’t broken, then don’t fix it.

Nogenlunde sådan lyder en kendt talemåde – og nogenlunde sådan kan man set med mine uddannelseschef-briller langt hen ad vejen karakteriserer udviklingen af undervisningsformer i Danmark.

Ganske vist er der kommet nye undervisningsformer til, heriblandt virtuel læring, men klasserumsundervisning har stadig været den fremherskende.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Den man kendte, var tryg ved, og som var velgennemprøvet.  

Men så kom coronapandemien, og nu er den virtuelle undervisning blomstret op og har fået stor anerkendelse som en ny måde at lære og mødes på, også i sundhedsvæsnet.

Men lad os fremover holder fast i, at virtuel undervisning er ligeværdigt med klassisk gruppeundervisning, og den undervisningsform i samme grad kan give læring af høj kvalitet.

Ulla Bjerre-Christensen
Overlæge og uddannelseschef, Steno Diabetes Center Copenhagen

Det nye er dog ikke den virtuelle undervisning i sig selv – det nye er, at med coronapandemien er virtuel undervisning ikke blot en mulighed – men en primær ressource i en tid, hvor vi i sundhedsvæsnet har haft et akut behov for at uddanne kolleger til at varetage nødvendige funktioner.  

Oplæring i lyntempo
I de seneste uger har vi været vidne til, hvordan coronapandemien har sat store dele af vores normale hverdag på standby og oplevet, hvad det har givet af belastninger og frustrationer både på det organisatoriske og personlige plan.

Det gælder ikke mindst i sundhedsvæsnet, hvor vi ikke kun har været tvunget til at omorganisere hurtigt og effektivt – her har der også været et behov for oplæring af medarbejdere i en mængde og et tempo, der vist aldrig er set før.

Oplæringen er overvejende foregået med brug af lynudviklet virtuel læring i kombination med korte kurser med fremmøde.

Det er nyt og anderledes. For selv om vi i sundhedsvæsnet er vant til kortere kurser med virtuel læring om for eksempel håndhygiejne og brandslukning, er vi ikke vant til at bruge virtuel læring i en arbejdssituation, hvor vi også bliver undervist og lærer sammen med kolleger.

Tid til kreative løsninger
På Steno Diabetes Center Copenhagen har vi en stor uddannelsesenhed, hvor vi udvikler og afholder undervisning for eksempelvis kommunale sundhedsansatte eller almen praksis.

Vi har naturligvis som alle andre måtte aflyse den undervisning, der har været planlagt med fysisk fremmøde.

Det har vi selvfølgelig været ærgerlige over, men det har også givet os noget at tænke over.

Vi har genbesøgt en række undervisningsaktiviteter for at se, hvordan vi kan skrue aktiviteterne sammen, så deltagerne kan få undervisning uden fremmøde.

Det er der kommet megen kreativitet ud af. For eksempel hvordan webinarer kan erstatte seminar med fremmøde, og sammen med de praktiserende lægers efteruddannelsesorganisation, har vi udarbejdet et materiale om organisering i almen praksis.

Mindre tid på transport
Vi arbejder nu og kommer til at arbejde videre med blended læring, hvor en stor del af undervisningen foregår online med forskellige e-lærings moduler, og der efterfølgende er dialog og diskussioner i et virtuelt grupperum – eller ved fysisk fremmøde, når det igen bliver en mulighed.

Det er velkendte gennemprøvede undervisningsformer omsat til en virtuel virkelighed, hvor vi stadig har mulighed for at diskutere og udveksle erfaringer med underviser og medkursister – noget, der for os er en helt essentiel del af voksenlæringsprocessen.

Vi har også fået øjnene op for, hvordan vi lettere kan tilbyde undervisning til en geografisk spredt gruppe, der uden at bruge tid på rejseaktivitet, kan få specialiseret undervisning og mulighed for at diskuterer med kollegaer på tværs af landet.

Det kræver noget af os
De virtuelle kommunikationsformer er selvfølgelig ikke uden udfordringer. Dels er der noget teknik, der skal læres og skal fungere, dels lærer vi også på en anden måde end ved fysisk fremmøde – for vi lærer også med kroppen og ved fysisk at være i samme lokale.

Derfor giver det stadig mening, at der er mest fokus på ’traditionel undervisning’ på universiteter og professionshøjskoler, selv om der også her har været en omstilling i gang til mere virtuel læring.

Men der har indtil nu slet ikke i samme grad været fokus på virtuelle undervisningsformer på efteruddannelsesområdet og sundhedsområdet.

Her er der stadig primært fokus på tilstedeværelses undervisning – eller har været.

For Covid-19 har været katalysator for en omstilling, der faktisk har vist sig rigtig nyttig.

Derfor skal vi være opmærksomme på de nye og bedre måder at undervise og lære på, som den nuværende situation har tvunget os ud i, og vi skal holde de gode initiativer ved lige, dyrke dem og udnytte deres muligheder også fremover.

Bibehold den kritiske sans
Det kræver noget af os som medarbejdere, af de systemerne vi skal arbejde med og af vores arbejdsgivere:

Som medarbejdere skal vi holde fast i den nye viden og brug af virtuelle medier og være nysgerrige efter, hvad de kan, og hvor de kan være en fordel.

Det kan gøre læring sjovt og vedkommende og give en fleksibilitet, så man kan tage undervisning, når det passer bedst og uden at skulle rejse langt.

Men det er også vigtigt, at vi bibeholder den kritiske sans og sorterer det fra, vi ikke kan bruge.

Læs også

Det tager tid at lære
De systemer, vi skal arbejde i, skal være intuitive, lette at betjene og de skal virke.

De skal være designet til brugere, som ikke er it-eksperter, og det skal derfor være hurtigt og overskueligt at koble sig på og af et system og finde det, man leder efter.

Endelige og ikke mindst væsentligt kræver det, at vi som arbejdsgivere sætter tid, rum og ressourcer af til undervisning i vagt og arbejdsplaner.

Vi skal anerkende, at det tager tid at lære – også virtuelt, og at man ikke kan disponere over en medarbejder samtidig med, at denne er sendt på et virtuelt kursus.

Sygeplejersker kan ikke besvare telefonopkald, klokker eller dosere medicin, og læger kan ikke have vagt og tilse patienter samtidig med, at de forventes at skulle sidde koncentreret foran skærmen.

Virtuel undervisning skal have samme status
Som arbejdsgivere skal vi støtte en kultur, hvor virtuel undervisning og læring har samme status, som når vi mødes fysisk.

Når vi fremover skal vælge undervisningsform, skal vi naturligvis stadig vælge den type undervisning der giver den bedste læring.

Men lad os fremover holder fast i, at virtuel undervisning er ligeværdigt med klassisk gruppeundervisning, og den undervisningsform i samme grad kan give læring af høj kvalitet.

Men det er ikke det eneste, vi bør tage med os – vi bør også tage kreativiteten og modet til at udvikle nyt med os.

På den måde er vi ikke nødt til at leve med en ny pandemi, før vi giver status og anerkendelse til nye undervisningsformer.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00