Debat

"Hvorfor sænker industrien ikke bare prisen på medicin?"

DEBAT: Hvis medicinpriserne sænkes, svinder mulighederne for at udvikle ny medicin, skriver AstraZenecas direktør. Han advarer mod andre landes priskontrol på medicinområdet.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvis vi ønsker os sydeuropæiske tilstande med statslige prisreduktioner, så vinker vi også farvel til kvalitetsudvikling for danske patienter, ny viden i sundhedssektoren og en hjemmebanefordel for konkurrenceevnen.

Henrik Asmussen
Adm. direktør AstraZeneca, Danmark

Af Henrik Asmussen
Adm. direktør, AstraZeneca, Danmark

Hvorfor sænker industrien ikke bare prisen på medicin?

Det er en besnærende tanke, som nok har strejfet mange sundhedspolitikere. Sundhedsbudgettet holder ikke. Kan de forskende lægemiddelvirksomheder så ikke bare sænke medicinprisen?

Lavere priser løser ikke problemet
Kortsigtede budgetproblemer har vi alle fra tid til anden. I private virksomheder, i regionen eller i staten. Det kræver, at vi tager relevante beslutninger og oftest øger effektiviteten.

Kun ti procent af sundhedsbudgettet går til medicinudgifter. Så lavere priser på medicin er ikke en universalløsning på statens eller regionens demografiske pres på sundhedsbudgettet i de kommende år. I Danmark holdes væksten i medicinudgifter da også mest i ro, og medicinudgiften ligger i den lave ende per capita sammenlignet med andre OECD-lande. (Kilde: OECD, Health at a Glance, 2011).

De mere strukturelle og langsigtede problemer i samfundet bør klares af omstilling, investeringer og innovation. Løsningen på budgetproblemer ligger ikke i at skære i pris - og dermed begrænse udviklingen af innovativ medicin - men derimod i at øge kvaliteten bredt i patientbehandlingen.

Kvalitet sikrer bæredygtighed
Så lad os tale om, hvordan vi styrker behandlingen. Det er ikke i modsætning til målet om et økonomisk bæredygtigt sundhedsvæsen og samfund. Det er en forudsætning!

Der er et politisk mål om mest sundhed for pengene. For os som forskningsbaseret lægemiddelvirksomhed er midlet til at nå dette mål et skarpt fokus på kvalitet.

Kvalitet er hurtig adgang til nyeste medicinske behandling for patienten.

Og ibrugtagning af ny medicin betaler sig ifølge Frank Lichtenberg, professor ved Columbia University, New York. Hans forskning viser, hvordan anvendelse af nye lægemidler øger livslængden, forbedrer produktivitet og mindsker omkostninger inden for sundhedssektoren.
(Kilde: "Värdet av nya läkemedel - En förstudie", Gerdtham, Persson, Carlsson, 2011)

Kvalitet er også koblingen af medicin til velfærdsteknologiske initiativer, f.eks. introduktion af telemedicin og en styrkelse af patienters egenomsorg, som baner vejen for en mere effektiv offentlig opgaveløsning og opgaveglidning inden for de rammer, økonomien giver.

Kvalitet kræver investering
Så hvorfor sænker vi ikke bare medicinpriserne? Det korte svar er: Det kræver investeringer at udvikle kvalitet i sygdomsbehandling, fx i form af mere effektiv kræftbehandling. En prissænkning er ensbetydende med, at bæredygtigheden for virksomheder forsvinder, og dermed forsvinder investeringer i forskning og innovation.

Udgifterne til udvikling af lægemidler er fordoblet i perioden 2002-2010. I gennemsnit koster det 4-6 mia. dollars at udvikle et nyt lægemiddel. Desuden er sandsynligheden for, at lægemidlet når videre fra den prækliniske fase til markedslancering meget lille - ca. 3-6% (Kilde: Evaluate Pharma, 2011).

Forskning i lægemidler sker i et globalt perspektiv. For den danske stat betyder det en markant indtjening, skatteprovenu og arbejdspladser. Hvis vi ønsker os sydeuropæiske tilstande med statslige prisreduktioner, så vinker vi også farvel til kvalitetsudvikling for danske patienter, ny viden i sundhedssektoren og en hjemmebanefordel for konkurrenceevnen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00