Debat

IX: Sagen oser af dobbeltmoral

Koncentrat af lederen "chancesejlads" i Jyllands-Posten 4/5 2005.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
DESTINATIONEN for udfasede Scandlines-færgers sidste sejlads synes ved et hurtigt tilbageblik temmelig forudsigelig. Siden maj 1997 er seks veltjente storebæltsfærger endt på stranden ved Alang i Indien, hvor de er hugget op under stærkt kritisable forhold, hvad miljø og sikkerhed angår.

(...) I Indien bidrager de gamle danske færger til fast arbejde for en halv million mennesker, og kun få vil være i tvivl om, at det er fast praksis, at færgerne ender der - ganske vist ad visse salgsmæssige omveje.

(...) Troværdigheden synes beskeden i rederiet, hvor de ansvarlige må have højrøde ører al den stund, at de på det seneste har solgt tre færger så billigt, at købere har kunnet sælge dem videre til ophugning med fortjeneste. Alarmklokkerne burde ringe kraftigt, når danske ophugningsfirmaer måtte trække deres tilbud på grund af den manglende konkurrencedygtighed, som netop kravene til forsvarlig ophugningsvirksomhed i Danmark er årsag til.

Hvis Scandlines er heldig, kan de seneste dages febrilske indsats på at standse ophugningen måske bidrage til, at selskabet - godt hjulpet af danske myndigheder - kommer ud af sagen med en vis anstændighed i behold, men hermed må det også være slut med den form for chancesejlads baseret på klausuler, som ikke er det papir værd, de er skrevet på.

Sagen oser af dobbeltmoral, og når der nu ligefrem er tale om rutefart med eksport af ophugningsdømte danske skibe, bør de danske miljømyndigheder sætte skarpt fokus på den usædvanlige trafik, indtil der er skabt sikkerhed for, at ophugningen foregår under betryggende former. Standses effektivt kan den næppe.

(...) Det pikante ved sagen er, at den danske stat ejer halvdelen af selskabet Scandlines, men selv de største politiske miljøforkæmpere bør nok besinde sig på at gøre en voldsomt stor sag ud af det, da de i givet fald også må være parat til at anvise en ikke ubetydelig bevarings- eller ophugningsstøtte.

Realistisk set har staten ikke råd til at sejle skibene hjem igen og oprette et større færgemuseum, og uanset Scandlines' fortsatte forhåbninger om atter at få dem i rutefart som gode og sunde færger, må man nok erkende, at løbet er kørt, når det ikke er sket for længst.

I stedet må man erkende, at det koster at komme af med skrald på en fornuftig måde - uanset om håndteringen foregår her i landet eller i Sydøstasien.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Connie Hedegaard

Formand, OECD’s Round Table for Sustainable Development, fhv. minister & MF (K), EU-kommissær
cand.mag. i historie og litteraturvidenskab (Københavns Uni. 1991)

0:000:00