Leif Vestergaard: Politikerne skal mere ind over arbejdet i Medicinrådet

REPLIK: Det er ikke betryggende, at det eneste grundlag for de politiske beslutninger i Medicinrådet er de enkelte medlemmers egen opfattelse, skriver Leif Vestergaard Pedersen, der er medlem af Medicinrådet og tidligere direktør i Kræftens Bekæmpelse.

Danske Regioner bør have en mere aktiv lægemiddelpolitik, mener Leif Vestergaard Pedersen, som er medlem af Medicinrådet.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Leif Vestergaard Pedersen
Medlem af Medicinrådet, indstillet af Danske Patienter

En del af de lægemidler, der virker – og altså har en dokumenteret effekt – er måske ikke nyttige for patienten. Forstået sådan, at patienten ikke vurderer, at de mulige fordele ved behandlingen kan opveje de mulige bivirkninger ved behandlingen.

Det er derfor et stort ønske fra patientorganisationer, at Medicinrådet også skaber et grundlag for patienterne til at vælge den ikke-nyttige medicin fra.

Det er derfor godt, at professor Jes Søgaard i sin kommentar i Altinget gør opmærksom på, at kræftpatienter i USA er fejlinformerede og overvurderer effekten af deres behandling. Formentlig gør det samme sig desværre gældende i Danmark.

Fakta

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Nogle synes at være i den vildfarelse, at patientorganisationerne ikke kan lide Medicinrådet. Men det er ikke rigtigt. Medicinrådets faglige arbejde er supervigtigt og skaber kvalitet og effektivitet til gavn for patienter, læger og hospitaler.

Det støtter patientrepræsentanterne fuldt ud – omend der naturligvis er rum for forbedringer.

Patienterne har bare ikke megen tiltro til, at store multinationale medicinalproducenter sætter priser ned, fordi vi i Danmark forhindrer patienterne i at få et effektivt lægemiddel.
Leif Vestergaard Pedersen
Medlem af Medicinrådet, indstillet af Danske Patienter

Grundlag er ikke betryggende
Når vi taler om Medicinrådets politiske beslutninger, er patienterne ikke ubetinget tilfredse.

Fundamentet under de politiske beslutninger i Medicinrådet er i dag svagt. Der er ikke givet nogen form for politisk retningslinje for rådets arbejde, så det eneste grundlag for de politiske beslutninger er de enkelte medlemmers egen politiske opfattelse, hvilket ikke er betryggende.

Derfor skal Medicinrådets politiske fundament understøttes. Det skal ikke ske ved at fastlægge en tærskelværdi, som mange økonomer argumenterer for. Det skal heller ikke ske ved, at Folketinget skal involveres i alle mulige detaljesager.

Men ved at for eksempel Folketingets Sundhedsudvalg en gang årligt orienteres om de overvejelser om, "hvornår et lægemiddel er for dyrt" – og på den baggrund kan korrigere Medicinrådets politiske arbejde, når det er nødvendigt.

Bør særlige forhold, som ingen anden behandling muliggør, børn eller kronisk fremadskridende sygdom tillægges særlig vægt? Kan vi på afgørende område prioritere anderledes end lande med samme velfærdsmodel som den danske?

Læs også

Danske Patienter: Jes Søgaards udlægning af vores motiver må stå for egen regning

Debat

Mange lægemidler har lille klinisk merværdi
Professor Jes Søgaard har ret i, at mange lægemidler, der forelægges Medicinrådet, kun har lille eller ingen klinisk merværdi.

Alligevel godkender Medicinrådet en lang række af disse lægemidler – fordi et sådant lægemiddel i realiteten ligestilles med det lægemiddel, som det nye lægemiddel sammenlignes med.

Ligestillingen giver priskonkurrence – og derfor kan det være ganske fornuftigt ud fra et driftsøkonomisk perspektiv at godkende lægemidler med begrænset effekt.

Men Medicinrådet har også besluttet, at lægemidler ikke er anbefalet som standardbehandling. Og det er som regel sket i enighed i rådet. Så patienterne sidder ikke og forlanger ineffektive lægemidler godkendt.

Men vi har desværre også nogle eksempler, hvor beslutningerne i rådet efter vores opfattelse ikke er i overensstemmelse med det politiske grundlag, eller hvor beslutningsgrundlaget ikke har været i orden.

Og det drejer sig ikke om marginale minimale effekter. Men om lægemiddel mod blindhed eller om et kræftlægemiddel, der kunne give patienterne to års ekstra levetid.

Internationalt samarbejde kan løse prisproblem
Medicinudgifterne er en udfordring for regionerne. Men nogle opgørelser peger på, at medicinudgifterne ret konstant ligger på omkring 13 procent af de samlede regionale sundhedsudgifter.

Alligevel er patienterne ligesom professor Jes Søgaard bekymrede for de høje medicinpriser. Patienterne har bare ikke megen tiltro til, at store multinationale medicinalproducenter sætter priser ned, fordi vi i Danmark forhindrer patienterne i at få et effektivt lægemiddel.

Det danske sundhedsvæsen og Danske Regioner burde have en mere aktiv lægemiddelpolitik, der rækker ud over Medicinrådet og rabataftaler med industrien. Den danske forsigtighed (over for industrien) i forhold til off label-anvendelse er et eksempel.

Begrænsningerne i egenproduktion af lægemidler er en anden. Internationalt samarbejde er en tredje. Se eksempelvis på Holland, der i det mindste prøver også at gå andre veje til mere rimelige medicinpriser.

Professor Jes Søgaard ved jo udmærket, at patientorganisationerne i flere omgange har fremhævet, at dele af lægemiddelindustrien misbruger de patentrettigheder, som de har fået af samfundet.

I nogle sammenhænge har industrien brudt den uskrevne "samfundskontrakt" om rimelige priser mod et lang patentforløb. Løsningen på dette problem findes ikke i et lokal dansk medicinråd – men i et internationalt samarbejde, hvor også konkurrencemyndighederne kommer på banen.

Det havde været mere passende, at professor Jes Søgaard pegede på den slags problemer fremfor at kritisere patienterne for at pege på nogle af Medicinrådets svagheder.

Politik har aldrig været vigtigere