Jes Søgaard: Pres på Medicinrådet risikerer at skabe selvcensur

Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg afholdt 23. oktober høring om Medicinrådet.

Det var velbesøgt med 134 tilhørere. Præcis halvdelen kom fra medicinindustrien, hvis vi tæller deres lobbyister med. Den halvdel af tilhørerne forlod høringen med et bredt og stort smil. Det var en god høring for dem.

Og de smilte også i forventning om dækningen fra deres skriverkarl, Kristian Lund, fra de Lundske sygdomsskrifter. Han gik rundt bagest i lokalet under høringen og tyggede på de verbale kugler, som dagen derpå affyredes fra sygdomsskrifterne.

Kuglerne var rettet mod fjenden "Danmarks nye prioriteringsorgan" – Kristian Lunds eufemisme for Medicinrådet og især formandskabet ved Jørgen Schøler Kristensen og Steen Werner Hansen.

De to formænd repræsenterer ondskaben, som med kolde data og evidens vil lægge hindringer i vejen for danske patienters adgang til den vidundermedicin, der i de Lundske sygdomsskrifter skaber håb om at gøre alvorligt syge mennesker raske.

Og de smagte kuglerne, gjorde de. Under overskriften 'Iskoldt Medicinråd lukkede ørerne ved høring på Christiansborg' fik både de to formænd for Medicinrådet og formanden for Danske Regioner, Stephanie Lose (V), verbale prygl og udskamning.

Logik, evidens og data preller af på Kristian Lund og sådan set også på en medicinindustri, som sælger giftigt håb i tabletform.

Jes Søgaard
Professor i sundhedsøkonomi, Syddansk Universitet

Logik og evidens preller af
Formandskabet havde formastet sig til at fastholde saglighed og evidens i anbefalinger vedrørende sygehusmedicin og i øvrigt svare konkret på et konkret spørgsmål fra en tilhører i salen.

Og Stephanie Lose var kommet til at udtrykke bekymring om stærkt stigende priser og udgifter til sygehusmedicin. Og den enes udgift er som bekendt den andens indtægt.

Hun kom også til at sige, at hvis det syvende princip (at den enkelte læge kan ordinere et lægemiddel, selvom det ikke er standardbehandling) blev til en stor slotsport, så kan man indstille al tale om nationale anbefalinger, som alle i øvrigt efterspørger.

Logik, evidens og data preller af på Kristian Lund og sådan set også på en medicinindustri, som sælger giftigt håb i tabletform.

Kom med underfundige, giftige stikpiller
Kristian Lunds høringshelte er de to patientinteresseorganisationsrepræsentanter, Morten Freil og Leif Vestergaard Pedersen, som også sidder i Medicinrådet.

Og ja – jeg beklager det lange ord patientinteresseorganisationsrepræsentant på hele 41 bogstaver. Det ville være så meget lettere bare at skrive patient, men de danske patientinteresseorganisationer har besluttet, at det ikke skal være patienter, der skal sidde i Medicinrådet, men to topembedsmænd. Og de to kan ikke lide Medicinrådet.

Det kan Ida Sofie Jensen fra LIF heller ikke. Hun var også med i høringspanelet og sidder også i Medicinrådet.

Hun var dog ret lavmælt i sit indlæg, for de to patientinteresseorganisationsrepræsentanter sagde det hele så fint. 

Fine og underfundige, men giftige stikpiller, så man kunne tro, at de havde til hensigt at underminere Medicinrådets legitimitet på Christiansborg.

Økonomirammen påvirker andre patienter
En stikpille var, at Medicinrådet ikke tager alle benefits og besparelser med i deres beslutninger, blot fordi de ikke er dokumenterede.

Den vigtigste stikpille fremført mest eksplicit af Leif Vestergaard Pedersen var: Medicinrådet befatter sig med politik og træffer politiske beslutninger uden at have et politisk og demokratisk mandat til det.

Patientinteresseorganisationsrepræsentanterne vil have prioriteringen tilbage til Folketinget, velvidende at så bliver der aldrig sagt nej til ny dyr medicin.

Så lukker patientinteresseorganisationsrepræsentanterne øjnene for, at når der bliver sagt ja, så er det inden for økonomirammen, så det går ud over andre patienter.

Leif Vestergaard Pedersen har ikke ret i, at bare fordi der i Medicinrådets anbefalinger kan indgå en afvejning af virkning mod pris jævnfør Folketingets sjette princip for netop den slags prioriteringer, at det så nødvendigvis bliver et detailanliggende for Folketinget.

At holde effekt op mod pris og omkostninger er også en faglig opgave, som kan tilgås videnskabeligt. Det er ikke eksakt videnskab, men det er der meget lidt i livet, der er.

Moderne cost-effectiveness-analyser er en anerkendt videnskabelig og empirisk metode. Sådan foregår det også i andre europæiske lande – i faglige råd nedsat af politikere og ikke i de nationale parlamenter.

Industrien vil skabe frygt i medicinråd
Sundhedsudvalgets udspørgere bed heller ikke rigtigt til bollen, og sundhedsorfører Martin Geertsen (V) afviste det indirekte ved at spørge (citeret efter hukommelsen):

"Før jeg kom i Folketinget, var jeg lobbyist og blev ofte hyret af medicinalindustrien, når de skulle have promoveret et eller andet nyt lægemiddel. Så fik vi fat i en patient, en patientforening og en læge, og så kørte det uden så megen skelen til virkning og pris. Er det det, I ønsker jer tilbage til?"

Martin Geertsen fik vist ikke noget svar fra Leif Vestergaard Pedersen. Men pointerne var også afleveret og kunne nu formidles videre i de Lundske sygdomsskrifter.

Patientinteresseorganisationsrepræsentanterne og medicinindustrien ved godt, at de næppe får stoppet Medicinrådet helt, men de kan skabe en frygt i Medicinrådet og dermed en selvcensur, der vil lægge en dæmper på dets arbejde i at mindske adgangen af dyr medicin uden effekt for patienterne.

Interessesammenfald er tankevækkende
Interessesammenfaldet mellem medicinindustrien og patientinteresseorganisationsrepræsentanterne på høringen i onsdags og i mange andre sammenhænge er tankevækkende.

På den ene side giver sammenfaldet mening, fordi industrien leverer medicin til de patienter, hvis interesser patientinteresseorganisationerne angiveligt varetager.

Men patientinteresseorganisationerne burde vel også interessere sig for, om dén medicin virker? Og om virkning i forhold til bivirkninger? Og vel også i forhold til prisen?

Selvom pris og udgift overlades til skatteyderne, så ved patientinteresseorganisationerne godt, at når vi bruger 500 millioner kroner mere på sygehusmedicin, så skal der spares andre steder.

Der fyres sygeplejersker, der skæres ned på psykiatrien, der spares i behandling til KOL-patienter og alle de gamle patienter, som har svage eller slet ingen patientinteresseorganisationer.

Hvert tredje kræftlægemiddel har dokumenteret effekt
Vi ved faktisk, at når vi bruger 500 millioner kroner mere på dyr sygehusmedicin i et år, så koster det for 1.000 millioner kroner i sundhed andre steder i sundhedsvæsenet samme år.

Hvorfor siger patientinteresseorganisationsrepræsentanterne aldrig det? Spiser patientinteresseorganisationernes patienter kun medicin? Skal de ikke udredes? Opereres? Plejes af sygeplejersker?

Hvorfor siger patientinteresseorganisationsrepræsentanterne ikke, at den dyre sygehusmedicin virker meget mindre, end vi går rundt og tror – og som det dagligt forkyndes i de Lundske sygdomsskrifter?

Kun cirka en tredjedel af godkendte kræftlægemidler har dokumenteret mereffekt på overlevelse, som i øvrigt er ret kort, når den er der – mediant en til knap seks måneder– resten har ikke.

Kun halvdelen af disse, altså en sjettedel kræftlægemidlerne, har en overlevelseseffekt, som er klinisk meningsfuld ifølge kræftlægerne selv – resten, altså fem sjettedele af alle kræftlægemidler har ikke en klinisk meningsfuld overlevelseseffekt.

Kun en tiendedel af godkendte kræftlægemidler har en dokumenteret mereffekt på livskvalitet. Resten har ikke.