Nedslag i coronapressemødet: "Der er ganske enkelt for mange med ikke-vestlig bagrund, som er smittet"

CORONAHÅNDTERING: Statsministeren gav en opsang til danskerne og særligt til etniske minoriteter om at lytte til anbefalingerne om corona. Og så var der nyt om den nye styrelse under Nick Hækkerup, og Frederiksen slog forsigtighedsprincippet fast.  

Hvad er strategien nu, hvor smittetallene stiger igen? Det var det overordnede spørgsmål, som statsminister Mette Frederiksen, tre andre ministre og flere repræsentanter for sundhedsmyndighederne forsøgte at besvare lørdag formiddag på et pressemøde.

Her er det vigtigste, du skal vide fra pressemødet:

Krav om mundbind i offentlig transport
Fra og med på lørdag den 22. august skal alle over 12 år bære mundbind, når de rejser med offentlig transport. Det gælder i alt fra færger, tog og letbaner til busser og metro, og det gælder på alle tidspunkter af døgnet.

"Vi gør det her nu, fordi smitten stiger, samtidig med at aktiviteten også stiger. Vi bliver flere og flere i metro, tog og busser, og det kan blive sværere at holde afstand," forklarede Mette Frederiksen.

"Hvis et lille mundbind kan skærme os mod en stor smittestigning, er det godt givet ud for hver enkelt af os," sagde hun.

Supermarkeder og venteværelser kan komme senere
Statsministeren sagde også, at regeringen er klar til at indføre lignende krav om mundbind andre steder i samfundet.

"Det kan sagtens være, at vi på et tidspunkt bliver nødt til at indføre krav om mundbind andre steder, hvor mange mennesker samles. Det kan være i supermarkeder og andre indkøbssituationer eller i venteværelset hos lægen," sagde hun.

Nu bliver indsatsen lokal
Statsministeren forklarede, at den overordnede strategi er gået fra at være national til at være lokal og regional.

"Da vi lukkede skolerne i foråret, gjaldt det alle skoler, og da de åbnede igen, gjaldt det alle skoler. Vi brugte hammeren. Nu er vi for alvor i gang med det, nogle kalder dansen med Corona, hvor vi skal slå ned lokalt," sagde Frederiksen.

Målet er at holde aktiviteten i samfundet så høj som muligt og samtidig holde smitten nede.

Det vigtigste våben er uændret
Både statsministeren og direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm understregede, at kravet om mundbind ikke ændrer ved de hidtidige anbefalinger.

"Mundbindet er noget, vi lægger ovenpå," sagde Brostrøm, som selv demonstrerede, hvordan man tager mundbindet korrekt af og på.

"Det vigtigste er fortsat supervåbnet: At vi holder afstand, holder god hygiejne med rengøring, at vi vasker hænder og bruger håndsprit," sagde statsministeren. 

Ny styrelse får navn og direktør
Regeringen varslede i maj en ny styrelse, som nu er klar. Styrelsen skal koordinere arbejdet med at opbygge nationale lagre af værnemidler og med at starte national egenproduktion af kritisk udstyr, fortalte justitsminister Nick Hækkerup (S) på pressemødet. Styrelsen kommer til at hedde Styrelsen for Forsyningssikkerhed. Den skal ligge under Justitsministeriet, og fungerende direktør bliver Lisbet Zilmer-Johns, som kommer fra en stilling i Udenrigsministeriet.

Opvarmning til finanslov
Vi fik også lidt at vide om, hvordan regeringens udspil til finanslov, som forventes i slutningen af måneden, vil tegne sig.

Mette Frederiksen sagde, at vi står midt i en økonomisk krise, men at der er små tegn på, at det går i den rigtige retning.

"På trods af de positive tegn, vil efteråret og givet hele 2021 være præget af stor usikkerhed både herhjemme og ude i verden. Det er vores opgave som regering at gøre genopretningen af økonomien så robust og stærk som overhovedet muligt, så vi også har noget at stå imod med alt afhængig af, hvordan sygdommen udvikler sig. Det vil afspejle sig i regeringens forslag til finanslov," sagde statsministeren.

"Der bliver brug for hårde prioriteringer, men der bliver også brug for at investere, så vi sætter gang i Danmark både på en grøn, ansvarlig og retfærdig måde. Investeringer, som både skal tjene til at genoprette økonomien og til at bringe os styrket ud af den situation, vi står i nu," sagde Frederiksen.

Investeringerne skal samtidig "fastholde og styrke vores coronakapacitet og -beredskab, for det tror vi, vi får brug for også ude i fremtiden," tilføjede hun.

Vil stimulere økonomien
Regeringen lægger også op til at stimulere økonomien yderligere for at komme ud af krisen. Det vil sige, at der skal gøre mere end at give danskerne deres indefrosne feriepenge, som netop er vedtaget af et folketingsflertal.

"Vi kigger allerede nu på, hvordan vi bedst stimulerer den hjemlige økonomi, og hvordan vi sikrer at eksportvirksomhederne kommer igennem efteråret, som godt kan gå hen og blive hårdt for nogle af jer," sagde statsministeren. 

Etniske minoriteter skal tage ansvar
Mette Frederiksen brugte også anledningen til at gå ind i diskussionen om smitteudbrud blandt etniske minoriteter. Hun lagde afstand til dem, der har argumenteret for, at etnisk baggrund ikke er relevant at gå op i.

"Når vi nøgternt ser på smittetallene i Danmark så er der ganske enkelt for mange med ikke-vestlig bagrund, som er smittet," sagde statsministeren.

Hun understregede, at vi skal "tale om det her på en ordentlig måde", men at tallene skal frem.

"Det er den eneste måde, hvor myndighederne kan bekæmpe coronaen. Selvfølgelig skal vi have forklaringerne med. Nogle steder er det store familier, der bor i små boliger, en del med etnisk minoritetsbagrund arbejder i frontlinjen, det kan være som buschauffører kassemedarbejdere eller sosu-assistenter. Men vi bliver også nødt til at spørge, om det er hele forklaringen? Det lille mindretal har altid et ansvar for det store fællesskab, og alle bliver nødt til at påtage sig ansvaret for at lytte efter, hvad myndighederne i Danmark siger," sagde Mette Frederiksen.

Hun understregede, at flertallet også har et ansvar, og at chikane aldrig er i orden.

Hun afviste indirekte, at myndighederne ikke har kommunikeret godt nok til grupper med anden baggrund, som taler dårligt dansk.

"Informationerne er der og har været tilgængelige i månedsvis. Ingen i Danmark kan være i tvivl om, hvordan man skal forholde sig i forhold til covid19," lød opsangen.

Håndslag om at undgå ny nedlukning
Statsministeren og myndighederne blev flere gange spurgt til det fornuftige i med den ene hånd at udvide restauranters og barers åbningstid fra midnat til klokken 2 og med den anden hånd kræve mundbind i offentlig transport.

Regeringen forklarede, at nattelivet ikke er genåbnet, for eksempel må diskoteker ikke åbne, og at der ikke må komme nye gæster ind på barer efter klokken 23.

"Forsigtighedsprincippet står stadig," fastslog Mette Frederiksen og uddybede baggrunden for at indføre krav om mundbind.

"Politisk er det her også vores håndslag til danske lønmodtagere og danske virksomheder på, at vi vil gå langt for at undgå en nedlukning a la det, vi så i marts måned. Omend den var rigtig på det tidspunkt, så vil vi gøre alt, hvad vi kan - med et forsigtighedsprincip som vores udgangspunkt - for at holde samfundsaktiviteten kørende, så så mange som muligt kan gå på arbejde. Det kræver en indsats fra os alle sammen," sagde hun.

Forrige artikel Flertal vil fjerne Heunickes vidtgående beføjelser med ny epidemilov Flertal vil fjerne Heunickes vidtgående beføjelser med ny epidemilov Næste artikel Nick Hækkerups nye styrelse har fået navn og direktør Nick Hækkerups nye styrelse har fået navn og direktør
Medicinalindustrien og EU i historisk pokerspil om vaccinemilliarder   

Medicinalindustrien og EU i historisk pokerspil om vaccinemilliarder   

GIGANT-HANDEL: Hele verden skriger på coronavacciner. Men hvordan sikrer man sig, at medicinalindustrien ikke tager ågerpriser for vacciner, der måske ikke engang virker? Altinget har talt med danskeren blandt de 29 embedsmænd, der med 20 milliarder i baghånden forhandler vaccineaftalerne hjem på Danmarks og EU’s vegne.