Debat

PLO-formand: Sådan diagnosticeres kræftpatienter hurtigere

DEBAT: Hvis kræftbehandlingen skal forbedres, må de praktiserende læger blandt andet sikres mere direkte henvisningsmuligheder til kræftpatienter, skriver Bruno Melgaard Jensen, formand for PLO.
Researcher på Altinget | Social og Altinget | Udvikling.
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Bruno Melgaard Jensen
Formand for PLO

En ny OECD-rapport fra sidste måned placerer Danmark på en 32. plads blandt 35 OECD-lande, hvad angår overlevelse af kræft. Det er mildt sagt ikke prangende, og må klart siges ikke at opfylde de ambitioner, som vi med rette må kunne have til kræftbehandlingen herhjemme.

Selv om tallene i rapporten for Danmarks vedkommende er fra 2008, og dermed ikke yder den danske kræftindsats retfærdighed, fordi der siden da er indført pakkeforløb og ydet en ekstraordinær indsats, så må der i årene fremover fokuseres endnu mere på at forbedre kræftoverlevelsen.

Det handler ikke kun om bedre behandling, men mindst lige så vigtigt er det at diagnosticere sygdommen så tidligt som muligt. Vi skal således have fat i kræftpatienterne endnu tidligere end i dag.

For det andet skal vi praktiserende læger have fokus på diagnostik af kræftpatienter og let tilgængelige muligheder for diagnostiske undersøgelser ud over kræftpakkerne.

For det tredje skal vi have ventetiden ned i forhold til, hvornår behandlingen går i gang, og når den specialiserede kræftbehandling så går i gang, skal den være i top.

Fakta

Bland dig i debatten!

Send dit indlæg til [email protected] 

For det fjerde skal efterbehandlingen være fokuseret med patienten i centrum. I alle led er vi nødt til at gøre det endnu bedre end i dag for samlet set at forbedre kræftoverlevelsen i Danmark.

Bedre igangsættelse af undersøgelser
I praksis er vi oftest første led i diagnostik af kræft. Som praktiserende læge er kræftmistanken i tankerne flere gange daglig, selv om vi hver især kun finder få nye kræfttilfælde pr. år.

Det handler ikke kun om bedre behandling, men mindst lige så vigtigt er det at diagnosticere sygdommen så tidligt som muligt. 

Bruno Melgaard Jensen
Formand for PLO

Men vi kan altid blive bedre til at igangsætte undersøgelser på det rette tidspunkt, ligesom kommunikationen med patienten om symptomer og behandling altid kan forbedres til gavn for diagnostik, behandling og ikke mindst patienttilfredshed.

Her handler det ikke kun om efteruddannelse i diagnostik af kræftsygdomme og kommunikation, men også om at rammerne for vores funktion i praksis er i orden. Ud over viden om kræftsygdomme og diagnostik er tilgængelighed og tid nogle af de afgørende faktorer i praksis.

Tilgængelighed til praksis er afgørende, idet dårlig tilgængelighed - pga. afstand eller ventetid - holder usikre patienter væk, og dermed kan være med til at forsinke diagnostik.

Tidsfaktoren er et grundelement i al diagnostik og behandling; tilstrækkelig tid til den enkelte patientkonsultation er elementært for at sikre, at det ikke er tidspres, der forhindrer klinisk undersøgelse samt vigtig kommunikation mellem læge og patient.

Kræftpakkerne har øget hastigheden for patienterne, der henvises på denne måde. Først og fremmest har disse pakkeforløb strømlinet procedurerne på hospitalerne, men der er på trods af det fortsat unødvendig ventetid til såvel diagnostik og behandling i hospitalsregi. Regionerne må forventes at have fortsat fokus på disse processer.

Diagnostiske undersøgelser
Men det er ikke det eneste område, der kræver regional interesse. Diagnostiske undersøgelser af patienter, hvor kræftmistanken ikke primært er rejst, eller hvor patienten ikke umiddelbart opfylder kriterier for at blive inkluderet i kræftpakkerne, kræver opmærksomhed såvel organisatorisk som økonomisk.

Der er dels ofte lang ventetid på diverse scanninger, og dels er henvisningsmulighederne for besværlige og langsommelige.

Vi har fra praksis ikke direkte henvisningsmulighed til mange undersøgelser, eksempelvis CT-scanning af lunger og mave, og herved spildes kostbar tid på ventetid til forsinkende mellemled som ambulatorie eller praktiserende speciallæge.

Derudover er der behov for, at sygehusene bliver bedre til at informere egen læge i forbindelse med udskrivning af kræftpatienterne. Ifølge Landspatienttilfredshedsundersøgelsen fra 2012 vurderer godt hver 10. patient, der udskrives fra en onkologisk afdeling, at egen læge ikke bliver orienteret tilstrækkeligt af sygehuset. Det er ikke godt nok og må forbedres.

Bedre henvisningsmuligheder
I det fortsatte samarbejde mellem regioner, hospitaler og almen praksis er det af afgørende betydning, at der sikres bedre henvisningsmuligheder direkte fra praksis samt at kommunikation mellem sektorerne optimeres.

I vores aktuelle forhandlinger med RLTN om en fremtidig overenskomst for almen praksis er fokus derfor på at sikre rammer, der giver mulighed for tid til den enkelte patient, sikre samarbejdet med hospitalsvæsenet, sikre lægedækning i hele landet samt sikre systematisk efteruddannelse for de praktiserende læger.

Vi kan hermed forhåbentlig være med til at sikre rammerne for en forbedring af patientbehandlingen i Danmark, herunder ikke mindst diagnostik og behandling af patienter med kræftsygdom.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bruno Melgaard Jensen

Praktiserende læge, Odder Lægehus, praksiskoordinator, Regionshospitalet Horsens, bestyrelsesmedlem, PLO
cand.med.

0:000:00