Professor: Børnenes statsminister skal tænke børnepsykiatrien bredere

Af Carsten Obel
Professor i almen medicin og mental børnesundhed, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet

Statsminister Mette Frederiksen (S) benyttede nytårstalen til igen at tale børnenes sag. Hun har tidligere fortalt, at hun vil være børnenes statsminister, og at Danmark skal være verdens bedste sted at være barn.

I nytårstalen gav hun udtryk for, at hun var parat til at skrive næste kapitel i børnenes danmarkshistorie, og at et mere retfærdigt samfund starter med børnene.

En så ambitiøs vision er en vigtig udmelding og bør, hvis den skal have en chance, ledsages af en samlet strategi, som samler sociale, psykiatriske, psykologiske, pædagogiske, uddannelsesmæssige aktiviteter med udgangspunkt i børnenes og familiernes perspektiv.

Der er en række udfordringer, som der er behov for at gøre noget ved.

Carsten Obel
Professor i almen medicin og mental børnesundhed, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet

Hvor er det mest oplagte sted at starte? At der behandles for mange eller for få i psykiatrien, om der bortadopteres for mange eller for få, eller om det sker for tidligt eller for sent?

Med den siloopdeling og økonomistyring, som vi har etableret på alle niveauer i vores samfund, er det oplagte spørgsmål. Men det er ikke de vigtigste, så længe vi ikke ved, hvornår og hvordan de samlede indsatser skaber værdi for det enkelte barn og dets familie.

Så disse spørgsmål udløser en interessant diskussion, men fører sjældent til nytænkning og bedre løsninger. I stedet bør vi finde en ny måde at sikre et udgangspunkt i barnets perspektiv på tværs af fagligheder og udvikle en ny samlet strategi på området, som ikke alene er social eller psykiatrisk, men også har fokus på at styrke alle børns mentale sundhedsdannelse gennem opvæksten.

Skab sammenhæng
Der mangler ikke strategier på området. Hver region har en strategi, flere kommuner har hver deres, og KL, Danske Regioner og ngo'er som Psykiatrifonden og Børns Vilkår har hver deres helt egen strategi på området.

Over de sidste år har flere styrelser fået fokus på området og udgivet rapporter, handlingsplaner og kliniske retningslinjer. Hver region har nu indgået sundhedsaftaler på området, mens der under den tidligere regering blev afsat flere hundrede millioner kroner til at udvikle modeller for fremskudt psykiatri.

Det giver tilsammen arbejde til mange kompetente mennesker, men der er en række udfordringer, som der er behov for at gøre noget ved. For det første er de mange strategier, handlingsplaner, rapporter og retningslinjer ikke koordinerede eller sammenhængende, som er en tendens, der ses på alle niveauer helt ud til brugerne. Børn og deres familier vil typisk møde mange gode mennesker, modtage mange gode råd og isoleret set kvalificeret behandling.

For det andet mangler der på alle niveauer incitamenter og infrastruktur, som understøtter helhedstænkning. For det tredje ved ingen, i hvilket omfang børnepsykiatrisk behandling i sammenhæng med sociale og andre indsatser skaber værdi fra barnets og familiens perspektiv. Vi anvender ikke systematiske indikatorer, der løbende kan vurdere, hvad der virker bedst for hvem, og på et overordnet niveau kan monitorere strategierne.