Psykologer: Ny organisering skal sikre hurtig hjælp til børn i psykisk mistrivsel

Én indgang i hver kommune
I Dansk Psykolog Forening mener vi, at der er behov for én indgang i hver kommune, som sikrer rettidig, nær og kompetent hjælp til de børn og unge, der kan hjælpes i det regi, og som ikke hører hjemme i psykiatrien.

En ny model kan oplagt bygge på en styrkelse og udvidelse af PPR, som skal kunne levere en helhedsorienteret indsats omkring barnet og familien.

Lidt firkantet sagt bør det være sådan, at børn, deres familier, fagprofessionelle og netværket omkring oplever, at hjælp og sociale indsatser findes og koordineres bag den samme dør – organisatorisk set.

Alt lige fra for eksempel psykologhjælp, konsultative funktioner til skoler og institutioner, sociale netværksindsatser til støttende indsatser til forældrene med henblik på, at de rustes til at støtte barnets udvikling.

Det betyder også, at det ikke er et barns eventuelle diagnoser, der bør være det entydige omdrejningspunkt i en fremtidig PPR-model.

Vi skal i stedet i langt højere grad rette blikket mod det netværk og de rammer, som barnet eller den unge indgår i, så vi behandler barnets problemstillinger i konteksten af de mennesker og det nærmiljø, som de omgives af.

Ofte er det ikke barnet i sig selv, der er problemet – men barnet udtrykker problemet gennem sin adfærd og udvikling.

Tiårsplan bør satse på at sætte tidligt ind
At vi samarbejder på tværs og helhedsorienteret, vil være en stor gevinst både for barnet, familien og faktisk også for den kvalitet, som vi som fagpersoner kan tilbyde.

Derfor er det også vigtigt, at PPR og børne- og ungepsykiatrien i fremtiden får en større kontaktflade, flere muligheder for at samarbejde på tværs, og at PPR-medarbejderne kan søge råd og vejledning fra hospitalet – og omvendt.

Lad mig understrege, at det ikke handler om, at vi skal sygeliggøre ethvert barn med udfordringer, for udfordringer vil altid være en del af livet. Det handler om at gribe børn med behov tidligt.

Det modsatte har omkostninger, både når det handler om deres uddannelse, trivsel, sociale liv og senere voksenliv, men også fordi vi i nogle tilfælde kan forhindre, at alvorlig psykisk mistrivsel udvikler sig til en lidelse.

I en kommende tiårsplan for psykiatrien bør en af ambitionerne være, at vi langt mere systematisk kan sætte tidligt og nært ind, når et barn eller en ung er i psykisk mistrivsel, så den hospitalsbaserede indsats kan forbeholde ressourcerne til dem med behov for det.

Vi skal i højere grad sikre, at familier eller barnets nærmiljø ved, at hjælpen findes, og hvor de skal opsøge den. Det er ikke en selvfølge i dag.

At logistikken og løsningerne bliver mere enkle, har stor betydning, når familier har et barn, der ikke har det godt.

Det er åbenlyst ressourcekrævende at navigere i det nuværende system, og børn og unges mulighed for hjælp afhænger alt for ofte af forældrenes ressourcer – også de økonomiske.