Debat: Offentlig og privat alkohol­behandling trænger til et servicetjek

DEBAT: Det offentlige har for mange og for små institutioner for alkoholbehandling, mens det private område med døgninstitutioner er ureguleret, skriver professor Ulrik Becker.

Af Ulrik Becker
Professor, Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet

Alkoholbehandlingen i Danmark har været undersøgt flere gange i årenes løb. Senest har Alkohol & Samfund foretaget et survey i 2018, som viste, at der er stor geografisk variation i alkoholbehandlingen.

Efter kommunalreformen har de fleste kommuner etableret egen alkoholbehandling, så der nu er mere end 60 offentligt finansierede alkoholbehandlingsinstitutioner.

Det er alt for mange i et land af Danmarks størrelse, især når nogle af institutionerne er så små, at der er ned til en enkelt medarbejder, der varetager alkoholbehandling. Det kan ikke lade sig gøre at foretage fagligt kvalificeret og differentieret alkoholbehandling i så små institutioner.

Halvdelen af de offentligt finansierede institutioner har fem eller færre medarbejdere ansat til alkoholbehandlingsopgaver, og der er stor variation, for så vidt angår uddannelse, efteruddannelse og kompetencer.

Der er stadig kommuner, som ikke har læger ansat, og kommuner, som ikke anvender medicinsk behandling, ligesom antabus fortsat er langt det mest anvendte præparat frem for langt bedre dokumenterede medikamenter som acamprosat og naltrexon.

Tre fjerdedele af alkoholbehandlingsinstitutionerne anvender nada-akupunktur, som er uden dokumenteret effekt.

Døgninstitutioner er uregulerede
Herudover findes et ukendt antal private – især døgninstitutioner – hvor patienterne selv betaler for behandling. Det er et helt ureguleret område, der ikke føres tilsyn med, bortset fra de tilfælde, hvor der er tale om autoriseret personale.

Lovgivningen giver også mulighed for, at der dukker private aktører op, som lukrerer på, at en godkendelse i en enkelt kommune medfører mulighed for at åbne alkoholbehandling rundtom i landet og sende regningen til hjemkommunen.

Det gør det økonomiske grundlag for kommunernes alkoholbehandling vanskeligt at styre, så en anderledes godkendelsesordning og et forbedret fagligt orienteret tilsyn bør indføres, også med de egenbetalte tilbud.  

Et af de store problemer er, at mindre end ti procent af de alkoholafhængige indskrives i alkoholbehandling, så der er et stort behandlingsgap. Siden 2008 har antallet af patienter, der indskrives i alkoholbehandling, hvert år været konstant.

Kliniske retningslinjer omfatter få områder
Alle kan vel kun være interesserede i at forbedre alkoholbehandlingen, og det er ikke så vanskeligt.

Først og fremmest kan man arbejde med minimumsstandarder. I øjeblikket er der en række nationale kliniske retningslinjer, men for det første er disse ikke bindende, og for det andet er der kun tale om retningslinjer på nogle få udvalgte områder.

Det vil ikke være vanskeligt at definere minimumsstandarder for eksempel i form af minimumsstørrelse for den enkelte institution, antal behandlede patienter, personale, minimumsstandard for personalesammensætning, kompetencer og efteruddannelse – allerbedst autorisationsordning som alkoholbehandler.

Det vil ikke være vanskeligt at definere en standard for, hvor stor en andel af den pågældende kommunes alkoholafhængige man skal nå at opspore og få i behandling.

For så vidt angår indholdet i behandling, findes flere autoritative udenlandske guidelines, som kunne oversættes og tilrettes til danske forhold – for eksempel de engelske Nice-guidelines.

Vi behøver ikke selv opfinde den dybe tallerken hver gang, men der bør defineres minimumsstandard for indhold i behandling. Det vil sige udredning, metoder og efterbehandling.

Endelig bør vi udvikle effektive metoder til opsporing og behandling af patienter med alkoholproblemer de steder, hvor vi møder dem – for eksempel på arbejdsmarkedsforvaltninger, hospitaler og hos alment praktiserende læger.

Forrige artikel Diabetesaktører: Diabetespatienter er afhængige af et løft af det nære sundhedsvæsen Diabetesaktører: Diabetespatienter er afhængige af et løft af det nære sundhedsvæsen Næste artikel Tidligere sygehusdirektør: Omfordeling af sygehuses ressourcer kan dæmme op for ulighed Tidligere sygehusdirektør: Omfordeling af sygehuses ressourcer kan dæmme op for ulighed