Psykiatriselskab: Vi ser ikke for mange børn og unge i psykiatrien

DEBAT: Med en fremrykket børne- og ungepsykiatri kan vi komme ud i skoler og i forvaltninger for at være med til at vurdere børnene, skriver formanden for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab. 

Af Anne Marie Råberg Christensen
Formand, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab

Børne- og ungdomspsykiatrien er – heldigvis – vokset de sidste ti år. For 15 procent af alle børn og unge har i dag været forbi en børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling, før de fylder 18 år.

Det kan måske lyde af meget, men tallet dækker over rigtig mange forskellige børn og unge med forskellige problemer – lige fra et barn med voldsomme raserianfald, unge med tanker om selvskade eller udviklingskriser, til egentlige psykiatriske lidelser som ADHD, autisme, OCD, spiseforstyrrelser, depressioner og psykoser.

Ikke alle børn bliver indlagt. Det bliver de færreste. De allerfleste børn og unge ses ambulant.

Mange undersøgelser viser, at går man ud i befolkningen og undersøger børn og unge bredt, vil op mod 13 procent på et givet tidspunkt kunne opfylde kriterierne for en psykiatrisk diagnose.

Alle disse børn og unge behøver ikke at skulle forbi børne- og ungdomspsykiatrien. Hele det primære sundhedssystem med sundhedsplejersker, praktiserende læger, pædagoger og psykologer bør kunne klare børn og unge med lettere angst, depressivitet eller adfærdsproblemer.

Det er kun de svære og komplicerede psykiske tilstande, som kræver en omfattende flerfaglig psykiatrisk vurdering, der skal inden om børne- og ungdomspsykiatrien. Det er dem, hvis problemer vil påvirke udvikling og funktionsniveau i svær grad.

Muligt at undgå triste tilfælde
Ikke så mange ved det, men ubehandlet ADHD kan være farligt. Der er både øget risiko for tidlig død ved ulykker, misbrug, selvmord, kriminalitet og udvikling af overvægt som voksne.

Den sociale funktion kompromitteres, og specielt hos piger opdages lidelsen så sent, at de når at udvikle andre følgetilstande også. Derfor er der behov for tidlig identifikation og den rette behandling til de rette børn eller unge til den rette tid.

Efter udredning er den børne- og ungdomspsykiatriske behandling mest af pædagogisk, oplysende og samtalemæssig art.

Forældrene har brug for redskaber til, hvordan de skal forholde sig, skolerne har brug for beskrivelser til at kunne undervise børnene på en måde, så de kan tage læring ind, og fritidsinstitutionerne har brug for beskrivelser, så de kan tage individuelle sociale hensyn.

Kun således kan vi undgå de mange, mange triste tilfælde, som vi desværre stadig ser i børne- og ungdomspsykiatrien, hvor unge har gået i mange år og er blevet tiltagende ængstelige og triste grundet nederlag og social isolation.

Tilfælde, hvor familier til små børn har stået magtesløse over børnenes raserianfald, og hvor skolebørn grundet impulsivitet og koncentrationsbesvær har udsat sig selv for ulykker eller er begyndt at misbruge.

Tilfælde, hvor børn isolerer sig i månedsvis eller i halve år i kælderrum og ikke vil komme ud overhovedet, eller hvor unge gør skade på sig selv i stadig sværere grad.

Vi ser mange børn og unge i børne- og ungdomspsykiatrien – men vi ser ikke for mange. Spørgsmålet er snarere, om vi ser for få eller ser de rigtige?

Fremryk børne- og ungdomspsykiatrien
Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab har været med til i regi af Sundhedsstyrelsen at udarbejde forløbsprogrammer for ADHD, angst og depression og spiseforstyrrelser, hvor det hensigtsmæssige forløb beskrives trin for trin.

Den fremrykkede børne- og ungdomspsykiatri er en styrkelse af samspillet mellem den kommunale indsats og den regionale psykiatri. Der foregår i øjeblikket over hele landet en række satspuljefinansierede projekter om, hvordan dette samarbejde bedst kan foregå.

Enkle angsttilstande, lette depressive tilstande, spiseforstyrrelser og selvskade i let grad kan have gavn af at blive udredt og behandlet tæt på nærmiljøet.

Vi håber på en fremtidig fremrykket børne- og ungdomspsykiatri, så vi kan komme ud på skoler og i forvaltninger for at være med til at vurdere, hvilke børn der skal henvises, og hvilke børn man kan fortsætte med at støtte hos de primære kontaktpersoner eller i evidensbaserede tilbud for børn med symptomer, men uden diagnoser.

Det kan for eksempel være new forest parenting programme (NFPP) for mindre børn, mind my mind for skolebørn og unge eller andre evidensbaserede forebyggende tilbud.

Forskning og evidens er nødvendigt. For der mangler stadig viden om, hvordan vi bedst behandler børn og unge.

Forrige artikel Novavi: Lad os få en rus i julen uden alkoholmisbrug Novavi: Lad os få en rus i julen uden alkoholmisbrug Næste artikel Forskerklummen: Når færre dør, får vi flere genindlæggelser Forskerklummen: Når færre dør, får vi flere genindlæggelser