Hvor kommer man fra, og hvor går man hen, når man har andre udfordringer end ledighed? Var det regionens psykiatri, kommunens socialcenter, familieafdelingen, eller var du indkaldt til et møde i jobcentret?

Alt er opdelt i dag, og alligevel tales der om sammenhæng og behovet for tværfaglighed. Faggrænser, myndigheder og IT-systemer opleves som barrierer frem for noget, der skaber sammenhæng. Midt i alt dette står et menneske, som ud over ledighed lider af en behandlingskrævende psykisk sygdom og måske deraf afledte sociale problemer.

Mangel på tværfaglighed
Jeg taler om den meget store borgergruppe, der har en psykisk sårbarhed, og som alt for ofte tabes mellem stolene på grund af vores manglende evne til at tale med de andre faggrupper, forvaltninger, myndigheder, snitflader, afsnit osv. Én indgang udløser ofte kun én indsats - med mindre du "er en sag" eller har en sag.

Alt for sjældent giver en indgang mulighed for flere parallelle eller serielle indsatser. Her taler jeg ikke "ret og pligt", men om indsatser, som svarer til borgernes behov. Om de tiltag, som skal til før, det enkelte menneske genvinder sin arbejdsevne og tro på egne ressourcer som f.eks. mor, veninde, søster og kollega. Måske fordi sagsbehandler ikke har bemyndigelsen til at bestille "i andre systemer", og måske fordi det tværfaglige i praksis er alt for tidskrævende.

En tidlig og grundig indsats
Hvad nu hvis jeg påstår, at der er store menneskelige og økonomiske besparelser ved at sætte massivt ind fra begyndelsen. Ved at lade en socialstøtte understøtte beskæftigelsesindsatsen, så der både kommer styr på hverdagen og retning for borgerens fremtid med uddannelse eller arbejde.

Meget foregår elektronisk i dag og "advis", som jeg har lært det hedder, sendes rundt i hobevis. Sådan skal det sikkert være for at sikre forpligtelser og opfyldelse af lovgivningen, men det betyder også, at vi professionelle ikke længere taler sammen, men nærmere underretter hinanden.

Når vi tvinger os selv til at samarbejde og bringer brede kompetencer i spil som social, sundhed, psykiatri og beskæftigelse, da ser vi virkelig borgeren bevæge sig mod målet.

Trine Lindahl
Direktør i Sherpa

Jeg ved godt, at tid er vor tids knappe ressource, men skal vi blive bedre i det tværfaglige og helhedsorienterede i hverdagen, kræver det, at vi får en dybere indsigt i de forskellige indgange i en borgers liv.

Ord forpligter og giver ofte ny viden. Viden skaber nye muligheder og tænk, hvis vi får mulighed for at foregribe, at en borger falder mellem "stolene" - blot fordi vi holder depechen lidt længere, inden vi overgiver ansvaret til andre.

I Sherpa, som hjælper mennesker med psykisk sygdom i job eller arbejde, ser vi jo netop, hvor meget vi kan understøtte denne borgergruppes mål om at mestre eget liv og komme i job eller i uddannelse.

Samarbejde og samtale
Når vi "tvinger" os selv til at samarbejde og bringer brede kompetencer i spil som social, sundhed, psykiatri og beskæftigelse, da ser vi virkelig borgeren bevæge sig mod målet. Vi bistår borgeren med at holde depechen og overblikket, men selve arbejdet udfører vores brugere.

Kunne vi alle ikke i næste uge lege, at formularer, elektroniske henvisningsskemaer, centrale visitationscentraler og IT-systemer ikke virkede? Og tage nysgerrigt ud for at tale med hinanden, møde hinanden og minde hinanden ydmygt om, at vi kun får lov til at være en lille brik i borgerens samlede recovery-proces, og at vi er afhængige af hinanden? Jeg giver gerne en kop kaffe.