Sidsel Vinge: Heunicke må ikke fortsætte VLAK-regeringens kurs i en ny kvalitetsplan

*Rettelse foretaget den 23. november klokken 15.06: Grundet en fejl fra Altingets side fremgik det tidligere i dette indlæg, at udspillet ‘Patienten først’ var udarbejdet af den socialdemokratiske regering. Dette var ikke korrekt. Det pågældende udspil var udarbejdet i 2019 af den daværende VLAK-regering. Indlægget er derfor rettet, sådan at dette fremgår korrekt både i rubrik, underrubrik samt brødtekst. Altinget beklager fejlen.

---------------------------

Hvad er en national kvalitetsplan egentlig? Det venter vi stadig på, at regeringen kommer med et bud på. Men spørger man den tidligere VLAK-regering skulle en ny national kvalitetsplan “løfte kvaliteten i det nære sundhedsvæsen”, og den skulle samtidig pege på “områder, hvor borgerne kan få en del af deres behandling tættere på eller i hjemmet i stedet for på sygehuset”.

VLAK-regeringen lagde med sit udspil ‘Patienten først – nærhed, sammenhæng, kvalitet og patientrettigheder’ op til, at den nationale kvalitetsplan i første omgang skulle omfatte “de ældre medicinske patienter og de store kroniske lidelser som lungesygdommen KOL og type 2-diabetes, hjertekarsygdomme, muskel-skelet-lidelser samt angst og depression”.

Samtidig skulle sundhedsfællesskaberne have ansvaret for at aftale, hvordan den nationale kvalitetsplan kunne gennemføres lokalt.

En kvalitetsplan skulle altså ifølge VLAK-regeringen pege på ydelser, der skulle flyttes fra hospital til primærsektor, den skulle være diagnose-/patientgruppespecifik med fokus på DÆMP og de store kronikergrupper, og så skulle den implementeres via de kommende sundhedsfællesskaber.

Men jeg kunne ikke være mere uenig i, at det er, hvad en kommunal kvalitetsplan skal indeholde. Derfor håber jeg at den nuværende regering sætter en ny kurs.

Gå konkret til værks

Efter at have deltaget i Ældretopmødet 2020 udarbejdede Helen Kæstel, sygeplejefaglig chef i Aalborg Kommune, Inge Kristensen, direktør i Danske Selskab for Patientsikkerhed, Kari Rose Holm, programleder i Videnscenter for Værdig Ældrepleje og jeg selv vores bud på indholdet i en kvalitetsplan for det kommunale sundhedsvæsen.

Vi inkluderede ikke almen praksis, selvom de udgør halvdelen af det nære sundhedsvæsen. Ikke fordi det er irrelevant at skabe mere ensartet kvalitet i almen praksis, men fordi det er en helt anden historie, hvilket skyldes, at forandring kun kan ske gennem en forhandlet overenskomst med Danske Regioner.

VLAK-regeringen ramte forkert på alle tre punkter i sit udspil med hensyn til, hvad en kommunal kvalitetsplan skal indeholde.

Sidsel Vinge
Sundhedsdebattør og tidl. projektchef i Vive

Her har man valgt en anden model for at hæve kvaliteten end den, regeringen foreslår i kommunerne. Lægerne skal finde sammen i grupper kaldet “kvalitetsklynger”, og dem har Vive undersøgt. Ved at deltage i klyngemøder antages bedre kvalitet at udkrystallisere sig i hele praksissektoren. Sådan mente VLAK-regeringen dog ikke, at man skulle gribe det an i den anden halvdel af det nære sundhedsvæsen – altså kommunerne.

Jeg tror, at det er helt rigtigt set, at man skal gå mere konkret til værks i kommunerne, end man har valgt at gøre i almen praksis. Men jeg mener samtidig, at VLAK-regeringen ramte forkert på alle tre punkter i sit udspil med hensyn til, hvad en kommunal kvalitetsplan skal indeholde.

Diagnosespecifikke anbefalinger løfter ikke kvaliteten

Hovedpunkterne i vores udspil til, hvad en ny kvalitetsplan skal indeholde, er syv tiltag konkrete tiltag. 

1. Der skal holdes hyppige tværfaglige borgermøder, hvor man systematisk og fagligt gennemgår og forholder sig konkret til borgerne. Det skal gælde både i hjemmeplejen og sygeplejen på udeområdet såvel som på plejecentre samt midlertidige pladser på indeområdet.
2. Der skal føres habitual-skemaer på alle borgere, så relevante ændringer i borgernes tilstand observeres systematisk. Det giver medarbejderne en unik mulighed for tidligt at se og reagere, hvis der er tegn på, at en borger får det dårligere.
3. Der skal arbejdes systematisk med patientsikkerhed i kommunerne, så alle borgere bliver behandlet efter de samme faglige standarder. Den forudsigelighed og systematik betyder også sikkerhed for medarbejderne.
4. Der skal arbejdes systematisk med borgernes livskvalitet, selvbestemmelse og trivsel. Det er i dag en skal-opgave at skabe en værdig ældrepleje, men udfordringen er, at der ikke alle steder arbejdes lige systematisk med dette tema.
5. Der skal holdes indflytningssamtaler på plejehjemmene. Det er en stor omvæltning for både borgeren og for de pårørende at flytte på plejehjem, og det bør ikke være op til det enkelte plejehjem eller den enkelte læge at vurdere, om der skal holdes indflytningssamtaler.
6. Alle borgere skal have tilbud om en samtale om den sidste tid. Borgernes ønsker til den sidste tid kan ikke respekteres, hvis ønskerne ikke er kendte, og borgerne kan ikke træffe valg, hvis de ikke kender deres muligheder og rettigheder.
7. Alle borgere skal have én navngiven faglig tovholder i kommunerne. De fleste ældre er skrøbelige og har svært ved at overskue og navigere i sundhedsvæsenet, men et “kendt ansigt” kan hjælpe med at skabe tryghed hos borgerne.

Udover at en kommunal kvalitetsplan ikke skal være diagnosespecifik, er der heller intet af det her, der er helt nyt i alle kommuner. Det er en styrke. Derfor kan det heller ikke undre, at da FOA i maj 2021 kom med deres bud på indholdet i en national kvalitetsramme, indeholdte udspillet de samme forslag igen.

FOA ser heller ikke, at kvaliteten løftes via diagnosespecifikke anbefalinger til opgaverne omkring DÆMP og kronikere og en liste over, hvad der bør flyttes ud i kommunerne.

Hvis der skal implementeres i bund på området, så er det ikke noget sundhedsfællesskaberne skal gøre. Det er noget, den enkelte kommune skal have et klokkeklart ansvar for.

Sidsel Vinge
Sundhedsdebattør og tidl. projektchef i Vive

Samme øvelse som kræftpakkerne

Sundhedsstyrelsen har allerede taget første skridt i retning af en slags kvalitetsplan for kommunerne, da ‘Kvalitetsstandarder for akutfunktioner i hjemmesygeplejen’ fra 2018 blev bindende. Her beskrives, hvilke plejeopgaver en kommune skal kunne løse inden for rammerne hjemmesygeplejen, hvis de vælger at have en akutfunktion. Det har alle kommuner så valgt at have – om end de kan være organiseret forskelligt.

Hvis det reelt er udbyggelse af den liste en kommunal kvalitetsplan kommer til at indeholde, så vil mange hospitaler helt sikkert gerne have gratis adgang til at kunne udskrive til IV-behandling i hjemmet og meget andet. Men det er vel ret beset emner, der hører hjemme i en økonomiforhandling og ikke i en kvalitetsplan.

En national kvalitetsplan skal bruges som løftestang til at sikre ensartet udbredelse af tiltag, der i dag eksisterer i vidt forskelligt omfang i mange forskellige variationer. Det er tid til at samle op og vælge et realistisk antal, som vil have stor effekt, og bruge tiden og kræfterne på at implementere dem nationalt. Det er dét, en national kvalitetsplan skal bruges til.

Det minder på mange måder om situationen i 2010, da VK-regeringen indgik aftalen om Kræftplan III, som skabte grundlaget for de nationale kræftpakker. På det tidspunkt var der i varierende omfang noget, der kunne ligne pakkeforløb nogen steder – andre steder slet ikke. Beslutningen om nationale kræftpakker sikrede kort sagt, at der kom én fælles ramme, at den dækkede hele området, og at den blev implementeret.

Det er grundlæggende set den samme øvelse, der er brug for på det kommunale område i dag. Og hvis der skal implementeres i bund på området, så er det ikke noget sundhedsfællesskaberne skal gøre. Det er noget, den enkelte kommune skal have et klokkeklart ansvar for, og der skal følges op på det – ikke bare i KL. Præcis som vi gjorde med monitoreringen af implementeringen af kræftpakkerne.