Debat

Geriater: Sundhedsvæsenets organisering kræver radikal nytænkning

Tredelingen mellem regioner, kommuner og de alment praktiserende læger er sat på prøve. Der er brug for en ny organisering, hvor fælles målsætninger, kvalitetsstandarder, kompetencer og gensidig tillid danner grundlag for samarbejdet omkring de mange multisyge patienter, skriver Finn Rønholt.

Personalet, på tværs af specialer og sektorer, fortæller, at det gensidige kendskab til hinandens kompetencer og arbejdsvilkår er meget begrænset, skriver Finn Rønholt.<br>
Personalet, på tværs af specialer og sektorer, fortæller, at det gensidige kendskab til hinandens kompetencer og arbejdsvilkår er meget begrænset, skriver Finn Rønholt.
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vores sundhedsvæsen har igennem mange år været baseret på tredelingen mellem regionernes hospitalsvæsen, kommunernes hjemmepleje og de alment praktiserende læger.

Traditionelt har det betydet, at hospitalerne har stået for udredning og behandling, kommunerne for pleje og rehabilitering, og almen praksis har stået for forebyggelse og løbende kontrol af erkendte sygdomme. Det må imidlertid konstateres, at denne organisering i stigende grad bliver sat på prøve.

Temadebat

Hvilke dele af de kommunale sundhedsydelser skal være omfattet af en kvalitetsplan?

Med udspillet ‘Patienten først – nærhed, sammenhæng, kvalitet og patientrettigheder’ fra 2019 slog den daværende VLAK-regering fast, at en ny national kvalitetsplan skulle løfte kvaliteten i det nære sundhedsvæsen.

Men da magten skiftede hænder efter folketingsvalget, blev udspillet aldrig forhandlet på plads – og vi mangler fortsat at høre S-regeringens visioner.

Derfor spørger Altinget Sundhed nu centrale sundhedsaktører, hvilke dele af de kommunale sundhedsopgaver, der helt konkret bør være omfattet af sådan en plan?

Samtidig er der spørgsmålet om, hvordan balancen skal være mellem faglighed og politik. Skal kommunalpolitikerne have indflydelse på prioriteringen, eller skal alt være fastlagt nationalt? Og hvordan sikrer man ensartethed trods store forskelle på virkeligheden i landets 98 kommuner?

Skal Sundhedsstyrelsen have politisk armslængde? Og hvordan skal politikerne kunne styre økonomien, så de kommunale sundhedsudgifter ikke stikker af?

De spørgsmål vil eksperter og centrale sundhedsaktører vil diskutere i en ny temadebat om, hvordan en ny kvalitetsplan bør skrues sammen. 

Panelet består blandt andet af:

  • Sidsel Vinge, sundhedsdebattør og fhv. projektchef i Vive
  • Bjarne Hastrup, adm. direktør i Ældre Sagen
  • Inge Jekes, formand for Fagligt Selskab for Sygeplejersker i Kommunerne (FSSK)
  • Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen
  • Jette Skive (DF), formand for KL’s sundheds- og ældreudvalg
  • Pia Kürstein Kjellberg, projektchef i Vive
  • Jakob Bigum Lundberg, formand for FSD
  • Martina Jürs, formand for Danske Bioanalytikere
  • Torben Hollmann, sektorformand i FOA
  • Bolette Friderichsen, formand for Dansk Selskab for Almen Medicin
  • Claus Richter, adm. direktør i Diabetesforeningen
  • Anne Kaltoft, adm. direktør i Hjerteforeningen
  • Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet
  • Mads Engholm, landsformand i Bedre Psykiatri
  • Pia Dreyer, formand for Dansk Sygepleje Selskab

Debatpanelet vil løbende blive opdateret med flere navne. Hvis du ønsker at deltage i debatten, skal du skrive til debatredaktør Martin Mauricio for at aftale nærmere.

Du kan sende din henvendelse til mauricio@altinget.dk.

Det gælder ikke mindst i forhold til det store antal multisyge ældre, som løbende har kontakt med forskellige dele af vores behandlersystem med forventningen om, at den ene hånd ved, hvad den anden gør.

Mange glider på tværs af behandlingskædens forskellige led: fra hjemmet hos egen læge over til hospitalsbehandlinger og tilbage igen til opfølgning, pleje og rehabilitering i primær kommunal regi.

Det er en tur, som involverer adskillige fagligheder under forskellige organisatoriske, ledelsesmæssige og økonomiske rammer. Nogle styres og reguleres i forhold til sundhedsloven, andre i forhold til loven om social service. Risikoen for, at der opstår huller eller overlapninger i de tildelte ydelser, er åbenlys.

Manglende koordination

Spørger man den ældre selv, vil man ofte høre om manglende koordinering af indsatsen. Spørger man det involverede personale, vil man på tværs af specialer og sektorer tit få at vide, at det gensidige kendskab til hinandens kompetencer og arbejdsvilkår er endog meget begrænset.

Målet må være, at vi får nedbrudt de nuværende siloer mellem fag og sektorer.

Finn Rønholt, geriater og speciallæge i intern medicin

Igennem de senere år har hospitalerne etableret en række udgående funktioner i forsøg på at kompensere for stadig kortere indlæggelser. Det er blandt andet sket ved at udlægge en række specialiserede kompetencer til videreførelse i patientens eget hjem.

Det gælder for eksempel udgående geriatrisk teamfunktion, iltsygeplejersker, telemedicinske sårkonsultationer og diabetesteams samt muligheden for at give intravenøs behandling i hjemmet.

Der mangler imidlertid en overordnet styring af de forskellige udgående funktioner, som typisk initieres af hospitalet, men som forventes koordineret af egen læge som overordnet behandlingsansvarlig for patienter i primær regi.

Sygeplejefaglige og læger har svært ved at følge med

Også primærkommunerne har igennem de senere år oprustet i forhold håndteringen af de stadig mere komplekse patienter, der udskrives hertil.

Det drejer sig blandt andet om etablering af kommunale akutteams og de midlertidige pladser, som typisk modtager patienter, der betragtes som for raske til fortsat at være på hospitalet, men for syge til at kunne udskrives direkte til hjemmet.

Udfordringen er, at de sygeplejefaglige kompetencer mange steder har haft svært ved at følge med den stigende kompleksitet, som patienterne er præget af. Ligeledes har behovet for hurtig lægelig opfølgning og intervention været svær at honorere under de nuværende rammer, hvor det er den praktiserende læge, som primært har været tillagt denne opgave.

Endelig har organiseringen af de primærkommunale tilbud kun i meget begrænset omfang været underlagt en central regulering og dermed ensretning og entydig kvalitetssikring.

Behov for radikal nytænkning

I daglig klinisk praksis er der således på tværs af landet efterhånden indhøstet mange erfaringer omkring håndtering og organisering af den tværsektorielle indsats overfor multisyge ældre geriatriske patienter. Med regeringen og Sundhedsstyrelsen som centrale aktører, flankeret af regioner og kommuner, er det på tide at få samlet og koordineret disse i en overordnet national strategi.

Læs også

Der er derfor behov for en radikal nytænkning i forhold til den fremtidiges organisering af den samlede sundhedsindsats. Det gælder ikke mindst i forhold til de mange kronisk syge og multimorbide ældre patienter, som i dag alt for ukoordineret glider på tværs af sektorerne. Det kunne for eksempel være ved at etablere fælles ledelse, økonomi og lægesammenfald imellem hospital og de kommunale akuttilbud, herunder de midlertidige genoptræningspladser.

I den forbindelse må der også ses på behovet for at ændre de lovmæssige rammer, som i dag ligger til grund for den nuværende arbejds- og ansvarsfordeling, og som ofte virker hæmmende ind på nye udviklingstiltag. Endelig er der et åbenlyst behov for at få etableret et fælles dokumentationssystem til brug for såvel hospitaler som kommuner og almen praksis.

Målet må være, at vi får nedbrudt de nuværende siloer mellem fag og sektorer. På tværs af landet må der skabes nogle ensartede organisatoriske rammer, hvor fælles målsætninger, kvalitetsstandarder, kompetencer og gensidig tillid danner grundlag for samarbejdet omkring de mange multisyge og skrøbelige patienter, der løbende har behov for undersøgelse, behandling og rehabilitering.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion