Bedre Psykiatri: Uden bindende kvalitetsstandarder vil socialpsykiatriens problemer fortsætte

Regeringen vil lave en kvalitetsreform med nationale standarder for de opgaver, som de vil flytte ud i det nære sundhedsvæsen. I Bedre Psykiatri mener vi imidlertid, at politikerne først og fremmest er nødt til at få styr på de indsatser, der allerede ligger i det nære sundhedsvæsen, inden de går i gang med at flytte mere over i det kommunale regi.

Politikerne kan med fordel starte med fire konkrete forslag, som vi i det følgende vil skitsere. Psykiatrien rummer nemlig talrige eksempler på det, der kan gå galt, når der mangler konkrete planer, krav og retningslinjer for, hvad der skal foregå i det nære sundhedsvæsen.

I dag er det op til kommunernes forgodtbefindende, hvilke indsatser og hvilken kvalitet der bliver tilbudt, og derfor er der alt for mange mennesker med psykisk sygdom, der går rundt med ubehandlede sygdomme, lever for kort tid, udskrives uden tilstrækkelig opfølgning og i det hele taget får sundhedstilbud af en lavere kvalitet end andre.

Start med standarder for socialpsykiatrien

Derfor mener vi i Bedre Psykiatri, at regeringens kommende kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen bør starte med at sætte bindende standarder i socialpsykiatrien.

For det første er det nødvendigt at sikre standarder for faglighed og indhold på botilbud for at give forskellige grupper af borgere med psykisk sygdom en meningsfuld tilværelse. Meget gerne ved at indføre et egentligt autorisationssystem for mennesker, der vil arbejde på bosteder og nationale krav til indhold, der sikrer meningsfuld aktivitet.

Så længe der ikke tages fat på den overordnede problematik, vil opgaver, der flytter til det nære sundhedsvæsen, havne i samme problemer, som psykiatrien kæmper med i dag.

Mads Engholm
Landsformand, Bedre Psykiatri

For det andet er der brug for et minimum under antallet af timer, man får bostøtte, hvis man har brug for hjælp til at få hverdagen til at fungere samt krav til kommunerne om at sikre, at de personer, der leverer bostøtten, har de rigtige kompetencer. Samtidig skal der være mulighed for en fleksibel tilrettelæggelse, så hjælpen tilgodeser borgerens behov.

For det tredje bør planen indeholde standarder for, hvad der skal være i kommunerne, hvis man har brug for akuthjælp. For eksempel krav om at kommunerne har sociale akuttilbud, hvor man som syg eller pårørende kan henvende sig og tale med nogen, hvis man har brug for hjælp til at løse en akut krise.

For det fjerde skal der stilles klare krav til inddragelse og hjælp til de pårørende, der lige nu knokler for at hjælpe sine nærtstående, der svigtes af systemet. Alle kommuner bør have pårørendevejledere, der hjælper pårørende med at kende og forstå kommunens tilbud og deres egne rettigheder.

Kræver opgør med serviceloven

At lave bindende standarder kræver et opgør med serviceloven, der i dag kun siger, at kommuner kan lave en indsats. I stedet bør der indføres lovgivning, der beskriver, at kommuner skal sørge for at borgere tilbydes en bestemt indsats. På samme måde skal lovgivningen indeholde krav til, hvad indsatserne skal indeholde.

For så længe, der ikke tages fat på denne overordnede problematik, vil opgaver, der flytter til det nære sundhedsvæsen, havne i de samme problemer, som psykiatrien kæmper med i dag. Det vil med andre ord sige, at der er lige så mange måder at løse opgaverne på, som der er kommuner og absolut ingen bund under, hvad kommunerne skal tilbyde borgerne i de tilbud, de stiller til rådighed.