Speciallæger i modsvar: Lad de faglige om at diskutere faglige prioriteringer

Vi har som sundhedsfaglige et stort ansvar for at få ryddet op i vores behandlinger, men det går både lettere og hurtigere, hvis vi diskuterer det faglige med hinanden og nøjes med at diskutere de overordnede principper med vores ikke sundhedsfaglige samarbejdspartnere, skriver tre speciallæger fra Gentofte Hospital.

Den fælde, vi under ingen omstændigheder må falde i, er at underkende fagligheden i prioriteringsdebatten og lade det ikke-sundhedsfaglige administrative lag sætte dagsordenen, skriver speciallæger. Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Rasmus Nielsen, Jakob Præst Holm og Kasper Iversen

Hhv. speciallæge i ortopædkirurgi og cheflæge, speciallæge i endokrinologi og speciallæge i akutmedicin og kardiologi, professor i akut medicin samt cheflæge.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vi har med stor interesse læst Jonathan Schloss’s kommentar i Altinget 12. oktober.

Han har fat i noget!

Det er paradoksalt, at trods en betydelig stigning i ansatte på hospitalerne (langt overvejende læger), så er der en oplevelse af stigende pres og travlhed. På hospitalerne kan vi ikke genkende, at der ingen stigning har været i sundhedsydelserne, herunder de ambulante ydelser.

Ligeledes er vi som sundhedsfaglige os bevidste om, at de kortere indlæggelser ikke reducerer, men ofte øger de ressourcer, vi bruger på den enkelte patient til accelereret diagnostik og behandling. Men følelsen af pres og travlhed – den kan vi genkende.

Læs også

Kommende kommunaldirektør: Er de pressede sygehuse en selvskabt plage?

Kommentar

Sundhedsstrukturkommissionen maler nærmest dystopier på baggrund af en forventelig enorm stigning i andelen af ældre med betydende sygdomsbyrde.

Det vil uundgåeligt medføre et tiltagende træk på ressourcerne på hospitalerne, og i endnu højere grad på ressourcerne i primærsektoren.

Vi tror, at langt de fleste er enige i, at udfordringen ikke løses ved at ansætte mere personale. Prioritering virker som den eneste vej frem. Så som både Strukturkommissionen og Jonathan Schloss peger på, bliver vi nødt til kritisk at se på, hvad vi bruger vores tid til.

Trøstekemo og de ”lette” valg

Men her stopper enigheden så med den kommende kommunaldirektørs kommentar. For den fælde, vi under ingen omstændigheder må falde i, er at underkende fagligheden i prioriteringsdebatten og lade det ikke sundhedsfaglige administrative lag sætte dagsordenen.

Sundhedsfaglige skøn anslår, at 40 procent af vores behandlinger i bedste fald er minimalt gavnlige. Hovedparten af de 40 procent er helt virkningsløse, og cirka 10 procent måske direkte skadelige.

Den fælde, vi under ingen omstændigheder må falde i, er at underkende fagligheden i prioriteringsdebatten og lade det ikke-sundhedsfaglige administrative lag sætte dagsordenen
Rasmus Nielsen, Jakob Præst Holm og Kasper Iversen

Mange af vores ambulante kontroller og rehabiliteringstilbud er helt uden egentlig sundhedsfaglig ræson, men udelukkende tryghedsskabende for patienterne. Godt, men måske ikke hospitalernes kerneopgave.

Trøstekemoterapi og heroiske operationer på uhelbredelig syge kan være det ”lette” valg, når man står overfor desperat ulykkelige patienter og pårørende, der er ramt af alvorlig sygdom, men gør nogle gange mere skade end gavn.

Så der er masser af initiativer at tage fat på. Vi har som sundhedsfaglige selv en meget stor del af ansvaret. I en tid, hvor DRG styrede en stor del af økonomi-flowet i hospitalsvæsenet, blev vi økonomisk belønnede for nye initiativer, og vi har som sundhedsfaglige ikke været gode nok til at tænke rationel brug af ressourcer ind i vores arbejde med patienterne.

Selvransagelse og faglighed

I de sundhedsfaglige miljøer har vi en forpligtelse til alvorlig selvransagelse. Og vi ved det godt.

Rundt om på landets hospitaler og i de faglige selskaber taler man ”vælg klogt” og ”hovedrengøring”. Godt og timeligt.

Hvad der derimod ikke må ske er, at vi holder op med at indføre nye initiativer, som både gavner patienterne og samtidigt på sigt sparer ressourcer.

Et eksempel på dette er den frakturopsporing, man har initieret på Århus Universitetshospital, anbefalet af Sundhedsstyrelsen og regionerne. Her forbygger man lidelse, funktionstab og ultimativ død, samtidig med at man på relativ kort sigt kan reducere ressourceforbruget.

Frakturopsporing er på ingen måde voldsomt ressourcekrævende, men derimod en relativt billig og intelligent sekundær profylakse. En forebygget hoftefraktur sparer eksempelvis sundhedsvæsenet for mere end 300.000 kroner.

Så Jonathan Schloss, hermed en opfordring til at lade det faglige miljø træffe de faglige beslutninger.

Vi har og tager som sundhedsfaglige et stort ansvar for at få ryddet op i vores behandlinger, men vi tror, det går både lettere og hurtigere, hvis vi kan diskutere det faglige med hinanden og nøjes med at diskutere de overordnede principper med vores ikke sundhedsfaglige samarbejdspartnere.

Læs også