Tidligere regionsdirektør: Modstandere af nærhospitaler bor selv tæt på et hospital

Hvorfor er det svært at afskaffe nytteløse og skadelige behandlinger i sundhedsvæsenet? Og vil Vælg Klogt-initiativet ændre på det? LVS-formand Susanne Axelsen giver sit bud i Politisk Stuegang. Leif Vestergaard Pedersen og Sidsel Vinge kommenterer blandt andet regionernes budgetter - og så er er de to eksperter rygende uenige om regeringens ide om nærhospitaler.

Hvorfor er det så svært at afskaffe diagnostiske undersøgelser, der ikke gavner patienterne? Det debatterer eksperterne i dette afsnit af Politisk Stuegang. 
Hvorfor er det så svært at afskaffe diagnostiske undersøgelser, der ikke gavner patienterne? Det debatterer eksperterne i dette afsnit af Politisk Stuegang. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Ole Nikolaj Møbjerg Toft

I denne udgave af Politisk Stuegang er de gennemgående gæster tidligere regionsdirektør og chef for Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard Pedersen, og tidligere Vive-forsker Sidsel Vinge.

Formand for Lægevidenskabelige Selskaber, Susanne Axelsen, kommer også kort forbi studiet. Hun skal svare på, hvorfor hun tror, et nyt projekt vil lykkes, hvor andre har kæmpet forgæves: Afskaffe nytteløse eller skadelige behandlinger i sundhedsvæsenet.

Fakta

Gæsterne i denne udsendelse:

  • Leif Vestergaard Pedersen, tidligere direktør i Region Midtjylland og Kræftens Bekæmpelse. I dag medlem af Medicinrådet og Etisk Råd.  

  • Sidsel Vinge, tidligere projektchef i Vive og sundhedschef i Gladsaxe Kommune og i dag selvstændig rådgiver.

Interview med: 

Susanne Axelsen, formand for LVS og projektleder for Vælg Klogt.


I dette afsnit er emnerne: Regionernes budgetter, overbehandling, nærhospitaler og danske forsøg med hollandsk sygepleje-succes.

Om unødvendige behandlinger:

"I 2016 kom Sundhedsstyrelsen med en national klinisk retningslinje om lændesmerter, der anbefalede at undgå billeddiagnostik, når der ikke er nogle faresignaler. Men efter 2016 er der bare kommet mere og mere billeddiagnostik af lænderyggen. Og hvorfor hjælper det ikke? Det er implementeringen, som fejler."- Susanne Axelsen, formand for LVS og projektleder for Vælg Klogt.

Hvis Vælg Klogt-initiativet skal fjerne mange unødige behandlinger:

"De lægevidenskabelige selskaber skal se det som en naturlig del af specialet, at de undersøger, hvad der er dårlig evidens for på deres område. Så skal de enten sikre evidensen eller afskaffe de ... Ellers bliver I aldrig færdige." - Leif Vestergaard Pedersen.  

Om regionernes øgede bevillinger til fødeområdet:

"Og jeg tror mange fagfolk klør sig lidt i håret, hvorfor nu det? Det er ikke fagligt begrundet. Sådan er det, når vi har et politisk ledet sundhedsvæsen." - Leif Vestergaard Pedersen.

Hvorfor den fremadstormende sygeplejemodel, Buurtzorg, er unik:

"Buurtzorg er en flyvende humlebi, fordi de max må være 12 ansatte i ét team. Og de skal være selvstyrende. Og de mener selvstyrende. De selv selv hyre, fyre og lægge vagtplaner. Der er kun tre ledere for 10.000 ansatte. Og under 100 mennesker i hele det back-office, der står for blandt andet IT og fakturering." - Sidsel Vinge.

Om Buurtzorg-modellen kan implementeres i Danmark:

"Jeg kan ikke se, hvad der skulle gøre, at vi ikke kan benytte denne model i Danmark."
- Sidsel Vinge.

Om Danmark mentalt er rustet til Buurtzorg:

"I Danmark har vi bare en tradition for, at når noget går galt et sted, så skal der laves et regulativ eller ny kontrolmekanisme." - Leif Vestergaard Pedersen.

Sundhedsstyrelsens første skitse til regeringens ide om nærhospitaler:

"Sundhedsstyrelsen har fået en fuldstændig håbløs politisk bestillingsopgave. … Det er et sted uden sengepladser. Regeringen har en forestilling om, at der mangler mursten til at lave fælleskommunale tilbud, pas siger jeg bare. Det er ikke mursten, kommunerne mangler." - Sidsel Vinge.

Om modstanden mod nærhospitaler:
"Prøv at hør her. Det er alle tweetere fra hovedstaden, som er imod nærhospitaler. Folk er imod nærhospitaler, fordi de bor tæt på et hospital. Dem, der bor langt fra et hospital, kunne godt tænke sig et nærhospital." - Leif Vestergaard Pedersen


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00