Debat

Tobaksproducenterne til K: Røgfri alternativer hjælper mange ud af rygning

Konservatives Per Larsen foreslår et innovationsforbud mod nikotin- og tobaksprodukter. Men røgfri alternativer hjælper mange mennesker med at lægge cigaretterne fra sig, og det vil derfor være en fejl at begrænse udviklingen af dem, skriver Tine Marie Andersen.

35 procent af danske rygere ønsker ikke at stoppe. Røgfri alternativer kan være en måde at overbevise dem, skriver Tine Marie Andersen. 
35 procent af danske rygere ønsker ikke at stoppe. Røgfri alternativer kan være en måde at overbevise dem, skriver Tine Marie Andersen. Foto: Toby Melville/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

For nylig kunne man læse i Altinget, at Det Konservative Folkepartis sundhedsordfører, Per Larsen, vil forbyde alle nye nikotin- og tobaksprodukter med henvisning til, at disse henvender sig til børn og unge.

Lad mig slå fast, at børn og unge ikke skal bruge tobaks- og nikotinprodukter. Produkterne er forbeholdt voksne.

Det kan dog undre mig, at Per Larsen ønsker et innovationsforbud for flere industrier, bortset fra medicinalindustrien, når selvsamme ordfører har set bort fra et effektivt forslag til at forhindre, at børn og unge får fat i tobaks- og nikotinprodukter, nemlig aldersverificering på betalingskort.

Det er en elektronisk løsning, der blokerer køb af alkohol og tobak, hvis en mindreårig forsøger at erhverve sådanne produkter. Det ville forhindre mange børn og unge i at få fat i tobaks- og nikotinprodukter.

Der er ingen tobaks- og nikotinprodukter, der er sunde, men røgfri tobaks- og nikotinprodukter kan være en gevinst for folkesundheden.  

Tine Marie Andersen
Direktør, Tobaksproducenterne

Forbud mod innovation gavner ikke rygerne
En anden ting, der kan undre mig, er en sundhedsordfører, der ignorerer erfaringerne fra udlandet, hvor røgfri tobaks- og nikotinprodukter nedbringer andelen af rygere. Der er ingen tobaks- og nikotinprodukter, der er sunde, men røgfri tobaks- og nikotinprodukter kan være en gevinst for folkesundheden.  

I Storbritannien, der er kendt for hård tobakslovgivning, har de engelske sundhedsmyndigheder kortlagt, at e-cigaretter er 95 procent mindre skadelige end cigaretter og anbefaler dem som et rygestopmiddel.
Public Health of England, der er pendant til Sundhedsstyrelsen, har meldt ud, at e-cigaretter i 2017 hjalp mere 50.000 britiske rygere til at stoppe med at ryge.

Cancer Research UK – Kræftens Bekæmpelses søsterorganisation – har netop sponsoreret et studie, der viser, at med e-cigaretter er der fem gange større sandsynlighed for at stoppe med at ryge, end hvis du bruger nikotin-aftrapningsmidler, som for eksempel nikotintyggegummi.

I Norge har Sirus (institut for rusmiddelforskning) kortlagt, at snus nedbringer rygning, og kalder det for en ”positiv nettoeffekt for folkehelsen”. Naturligvis med den tilføjelse, at produktet ikke skal bruges af børn og unge. 

At forbyde innovation, der fører til røgfri alternativer, som kan få denne gruppe til at stoppe med at bruge det mest skadelige tobaksprodukt, vil bidrage til at fastholde rygere i rygning.

Tine Marie Andersen
Direktør, Tobaksproducenterne

I Sverige bruger cirka 20 procent af befolkningen snus, og landet har samtidig den laveste andel rygere i EU – og deraf også langt færre, der dør af tobaksrelaterede sygdomme. Det er selvom gennemsnitsprisen for cigaretter er lavere i forhold til Danmark, og selvom man ikke har udstillingsforbud og standardiserede indpakninger.

Sundhedsstyrelsens egen undersøgelse, Danskernes Rygevaner 2019, viser, at 40 procent af dem, der bruger e-cigaretter, er lykkes med at stoppe med at ryge cigaretter. 

Røgfri alternativer
Cirka 35 procent af de danske rygere er ikke interesseret i at stoppe med at ryge ifølge samme undersøgelse. At forbyde innovation, der fører til røgfri alternativer, som kan få denne gruppe til at stoppe med at bruge det mest skadelige tobaksprodukt, vil bidrage til at fastholde rygere i rygning.

Så hvad er Per Larsen mest interesseret i? At fastholde voksne rygere i rygning, fordi han ikke kan lide tobaksindustrien, eller give røgfri alternativer til rygere, der faktisk får dem til at droppe det absolut mest skadelige produkt, cigaretten? Eller må danske rygere kun bruge medicinalindustriens nikotinprodukter?

Vi er enige i, at børn og unge ikke skal bruge tobaks- og nikotinprodukter, men skal man reducere rygning blandt voksne, så bør man indtænke røgfri alternativer til rygere, der ikke ønsker at stoppe med at bruge nikotin.

En effektiv vej til at indfri målsætningen om, at børn og unge ikke får fat i hverken tobak eller nikotin, er for eksempel aldersverificering på betalingskort fremfor et muligt EU-retsstridigt forbud for nye produkter, der også fratager voksne mennesker deres ret til at bruge potentielt mindre skadelige produkter. 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00