Debat

Vaccineproducent: Amerikansk vaccineskepsis smitter af på Danmark

DEBAT: Den øgede opmærksomhed på kommende coronavacciner giver i konspirationsteoretikere mulighed for at sprede frygt og mistillid gennem sociale medier, skriver MSD Danmarks direktør.

Antivaccinationsbevægelsen er ikke kun et amerikansk problem, skriver MSD Danmarks direktør, Andreas Daugaard Jørgensen.
Antivaccinationsbevægelsen er ikke kun et amerikansk problem, skriver MSD Danmarks direktør, Andreas Daugaard Jørgensen.Foto: Diego Vara/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Andreas Daugaard Jørgensen
Direktør, MSD Danmark

I forsommeren blev det amerikanske etablissement præsenteret for en undersøgelse, der må have sendt rystelser gennem sundhedsmyndighederne over there.

En undersøgelse lavet af AP viste, at kun halvdelen af amerikanerne ville tage imod en vaccine mod covid-19 – selv hvis den var gratis. Undersøgelsen fra AP fik embedsmænd til at anbefale igangsættelsen af en storstilet informationsindsats i guds eget land. Men de samme embedsmænd kunne i starten af august konstatere, at det ikke havde rykket meget ved det samlede indtryk.

En opfølgende undersøgelse fra Gallup viste nemlig, at 35 procent stadig kategorisk afviser at tage imod en gratis vaccine. I tallene kan man konstatere, at det særligt er de midaldrende amerikanere, der er skeptiske.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Spreder sig til Danmark
Misinformation og konspirationsteorier har deres fødder solidt plantet i amerikanernes facebookfeed. Men hvis læseren nu fortæller sig selv, at det her bare er en udfordring ovre hos de "skøre amerikanere," så kan man godt pakke lettelsen væk. 

Det forholder sig godt nok mere positivt i Danmark. En undersøgelse, som Berlingske bragte for nyligt, viste, at 61 procent af danskerne helt sikkert vil lade sig vaccinere med en (gratis) coronavaccine.

Hvis vi lover noget, som ingen vaccine kan holde, risikerer vi at tabe terræn til uansvarlige internetkrigere i en periode, hvor den eneste taber bør være virus.

Andreas Daugaard Jørgensen
Direktør, MSD Danmark

Men selvom det er i USA, at konspirationerne regner ned, så skal vi være forberedte på, at de drypper på Danmark. Herhjemme skabte det i sidste uge en del furore, da den tidligere sangerinde, Saszeline Dreyer (tidligere Sørensen, red.), viderebragte nogle af de himmelråbende konspirationsteorier om covid-19, som i øjeblikket florerer i vaccinemodstandskredse.

Saszeline gemmer sig bag en sandhedssøgende retorik. For som hun sagde til sine 92.000 følgere på Instagram: Hun stiller jo bare de vigtige spørgsmål. Og hun er langt fra alene. Kim Boyre, en respekteret mentaltræner og coach med en følgerskare på op mod 80.000 danskere, stiller samme "vigtige spørgsmål".

Man undres over, hvorfor de mennesker, der synes, at de stiller de vigtige spørgsmål, så sjældent er tilbøjelige til at opsøge de mindst lige så vigtige svar.

Vi skal være opmærksomme
Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvilken effekt det vil have, hvis myndighederne mere aktivt imødegår misinformationen på sociale medier.

Men som den nævnte sangerinde selv siger, når hun bliver bedt om at stole på sundhedsvæsnet: "Jamen det ville jeg da også gerne, men det virker bare ikke til, at jeg altid lige kan".

Vi – og med vi mener jeg en virksomhed som min egen, myndigheder, medier og alle andre danskere, der tror på naturvidenskab og evidens – skal være pinligt bevidste om, at den amerikanske antivaccinationsbevægelse har en tydelig afsmitning også her i Danmark.

Når danske some-profiler bliver talerør for den slags strømninger, er der grund til at være opmærksomme – særligt nu, når opmærksomheden på en covid-19-vaccine øges. 

Tillid til vacciner kan falde
Det betyder desværre også, at kommunikation om vacciner mod covid-19 er forbundet med en væsentlig risiko, fordi det er en mulighed for dem, der ikke tror på videnskab og evidens, til at skabe frygt og ubegrundet mistillid.

Og jeg kan personligt godt blive nervøs for, at en del af tilliden til vacciner risikerer at erodere som følge af det igangværende vaccinekapløb, fordi der er så meget hype omkring netop disse vacciner lige nu.

De etablerede medier har generelt håndteret dækningen af vacciner godt herhjemme. Men der kommer samtidig en bølge af positive meldinger også fra mindre kendte og mindre respekterede vaccineproducenter, der har en interesse i at generere opmærksomhed om sig selv.

Med den nuværende hype kan man derfor godt frygte, at mange forledes til at tro, at vi med den første og bedste vaccine kan eliminere covid-19 som global sundhedstrussel over night. Det er ikke så simpelt – desværre.

Læs også

Covid-19 forsvinder ikke med den første vaccine
Selvom vacciner uden skyggen af tvivl er et uvurderligt værktøj i bestræbelserne på at skabe en sundere og mere lige verden, så er det også vigtigt at forventningsafstemme.

Det her er ikke forbi, når vi har en vaccine. Det er sandsynligvis heller ikke forbi, når vi har to eller tre vacciner. Vi skal have vacciner, som dækker virussen effektivt, vi skal have doser nok, og vi skal have høj vaccinationsdækning på tværs af lande. Og ingen ved, hvornår de tre flueben kan sættes. 

Det er vi nødt til at være klar over i den måde, som vi taler om vaccinen på. Vi må ikke forfalde til at omtale positive eller lovende meldinger på en sensationspræget facon.

Hvis vi lover noget, som ingen vaccine kan holde, risikerer vi at tabe terræn til uansvarlige internetkrigere i en periode, hvor den eneste taber bør være virus.

Et fælles ansvar
Hvis du spørger mig, er det klart, at man har et særligt ansvar, når man spreder de mest utrolige konspirationsteorier til næsten 100.000 følgere på sociale medier.

Men alle os, der repræsenterer det modsatte synspunkt og som tror på sundhedsfaglig evidens, bærer også et stort ansvar. Vi skal allesammen i hver vores rolle imødegå internettrolde og selvbestaltede sundhedseksperter med nøgtern faglighed – også på de nyere, digitale arenaer.

Vi må ikke give konspirationsteoretikere muligheden for at udnytte den nuværende situation til deres fordel. Det gavner kun deres ønske om opmærksomhed – ikke folkesundheden.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00